Tidligere whistleblower: Det er et svigt, at offentligt ansattes ytringsfrihed stadig ikke er bedre beskyttet

Resten er historie, som man siger. Nogle år senere stod jeg frem og holder i dag foredrag om offentlige ansattes ytringsfrihed – blandt andet for studerende, der selv skal ud i den pulserende velfærdsverden, hvoraf mange af dem uundgåeligt vil komme til at stå i samme situation som mig og være nødt til stille sig selv de samme spørgsmål:

"Er de her arbejdsforhold så alvorlige, at jeg bør gøre offentligheden opmærksom på dem? Og hvad sker der med mig, hvis jeg gør det …" 

Ledelsen skal på banen 

På baggrund af ovenstående kan jeg tilslutte mig kommunalforsker Roger Buch, når han opfordrer regeringen til at få fuldført den indsats, der for længe siden blev stillet i udsigt om at sikre offentlige ansattes ytringsfrihed. 

Vi har desværre gennem årene set gentagne eksempler på medarbejdere, der har oplevet repressalier fra deres ledelse efter at have ytret sig kritisk.

Maj Thorsen
Socialrådgiver

Gentagne undersøgelser påviser, at alt for mange offentligt ansatte er bange for at ytre sig om kritiske arbejdsforhold, der går ud over borgerne. Det er vi nødt til at tage alvorligt og gøre noget ved, således at der er så få barrierer som muligt for de medarbejdere, der ønsker at gøre brug af deres ytringsfrihed.  

Den viden har offentligheden ret til at kende til, og det nytter ikke noget, at ledelsen har monopol på sandheden. Der er derfor et væsentligt behov for den almindelige medarbejders stemme til at nuancere forholdene.  

Og ja, det kan så ske via medierne. Jeg er ikke helt ikke enig med Roger Buch i, at pressen skal have en så stor del af æren for, at medarbejderne ikke tør udtale sig, som jeg aner i Buchs indlæg.

Ansvaret skal i langt højere grad lægges på ledelsen i det offentlige.  

Hvis flere ansatte skal turde ytre sig oftere i den offentlige debat, skal ledelsen på banen. Det er ledelsen, som kan signalere, at kritik er accepteret. Ydermere skal det formidles krystalklart, at loyalitetsforpligtelsen over for arbejdspladsen ikke står over retten til at ytre sig.  

Men vi har desværre gennem årene set gentagne eksempler på medarbejdere, der har oplevet repressalier fra deres ledelse efter at have ytret sig kritisk. Og vi kommer ikke til at se nogen ændringer, så længe de ansatte ikke beskyttes bedre via lovgivning, og ledelsen derved bliver tvunget til at ændre retning.  

Venter på regeringen 

Der bør derfor indføres en langt bedre beskyttelse af de offentligt ansatte, end vi hidtil har set. Blandt andet omvendt bevisbyrde, hvor det er ledelsen, som skal bevise, at en medarbejder ikke er blevet opsagt som følge af kritiske udtalelser, samt godtgørelse i sager om afskedigelse. 

Vi risikerer, at vigtig viden for den almindelige borger går tabt, samt at forholdene ikke forbedres for sårbare og udsatte, fordi problemerne skjules for offentligheden. 

Maj Thorsen
Socialrådgiver

Og så skal det sikres, at medarbejderne kender de ret enkle regler:

Tal sandt. Tal på egne vegne og ikke arbejdspladsens. Tal ikke nedsættende om din arbejdsgiver/arbejdsplads. Overhold din tavshedspligt, så de enkelte borgere ikke kan genkendes. 

Det er min opfattelse, at der er ytringspligt, når det gælder svære svigt, men det kræver meget mod at stå frem. Derfor er jeg enig med Roger Buch i, at regeringen snarest bør få aftalen i hus. Og altså gerne med langt bedre beskyttelse af de offentligt ansatte, end der i øjeblikket er lagt op til i aftalen.  

Ellers risikerer vi, at vigtig viden for den almindelige borger går tabt, samt at forholdene ikke forbedres for sårbare og udsatte, fordi problemerne skjules for offentligheden. 

Desværre venter vi stadig på regeringen, som fortsat ikke finder emnet vigtigt nok for cirka 800.000 offentligt ansatte, der har en udstrakt ret til ytringsfrihed, men som i alt for lidt grad gør brug af den.

Dét er også et svigt af sårbare og udsatte mennesker.