Roger Buch: SVM-regeringen er i stilhed ved at aflyse offentligt ansattes ytringsfrihed

Mens Christiansborg kæmper om et par håndfulde koran-afbrænderes ret til at håne religioner og troende mennesker, har SVM-regeringen muligvis i stilhed aflyst en vigtig indsats for ytringsfriheden.

I august 2022 blev der nemlig lavet en aftale om at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed, og SVM-regeringen har ikke signaleret, at de vil gennemføre denne vigtige aftale. Årsagen er formentlig, at aftalekredsen i 2022 kun bestod af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

I nogle kommuner har politikernes inddragelse af udtalelser fra de ansatte også spillet ind i den politiske kamp og gjort de ansatte bange for at udtale sig

Roger Buch

Aftalen havde flere formål. Den skulle styrke og sikre ytringsfriheden for offentligt ansatte ved blandt andet at vedtage en lov, som understreger offentligt ansattes ret til ytringsfrihed, og den skulle samle en oversigt over ombudsmandens praksis på området som baggrund for at relancere Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed. Derudover skulle den indsamle erfaringer fra udlandet samt samarbejde med arbejdsmarkedets parter om at udbrede kendskabet til retten til ytringsfrihed.

Der er intet usædvanligt i, at valg aflyser politiske aftaler, men det er i virkeligheden helt uforståeligt, at hele Folketinget ikke kan samles om at bremse den underminering af grundloven og ytringsfriheden, som er øget i de seneste årtier.

Kan en regering hen over midten virkelig ikke tage stafetten op og få samlet hele Folketinget om at sikre ytringsfriheden, som er en kerne i demokratiet, og som er afgørende for den demokratiske offentlighed – og gode politiske beslutninger?

Det burde i øvrigt slet ikke være nødvendigt med en ny beskyttelse af offentligt ansattes ytringsfrihed, fordi grundloven slår ytringsfriheden fast for alle borgere i Danmark. Udviklingen i den offentlige sektor sætter imidlertid i stigende omfang ytringsfriheden under pres. Det ses blandt andet ved, at Ombudsmanden i en lang række sager har behandlet og ofte kritiseret offentlige myndigheders forhold til de ansattes ytringsfrihed.

I kommunerne handler udviklingen blandt andet om en øget professionalisering og opmærksomhed om kommunikation. Det er på mange måder positivt, at kommunerne har styrket deres kommunikative beredskab og kompetencer, men i nogle få kommuner er der desværre en bagside af medaljen i form af et overdrevent ønske om kontrol og skabelse af en kultur, hvor samarbejde og samtaler med journalister ses som farligt eller problematisk.

Medarbejdere i både det offentlige og private er mange gange tilbageholdende med at fortælle om kritisable arbejdsforhold, behandlinger af borgere og andet

Roger Buch

I nogle kommuner har politikernes inddragelse af udtalelser fra de ansatte også spillet ind i den politiske kamp og gjort de ansatte bange for at udtale sig. Ikke mindst journalister oplever i deres daglige arbejde, at villigheden er aftagende hos nogle offentligt ansattes lyst til at bidrage med citater, vurderinger og endog simple informationer. Også når der er tale om rent opklarende baggrundssamtaler.

Medierne må dog også påtage sig en del af ansvaret for manglende ytringsvilje, da mediestorme med udstilling af ansatte i det offentlige kan betyde, at medarbejdere i kommunerne senere ikke vil udtale sig, fordi de så, hvordan medierne gav kollegaen – eventuelt i den anden ende af landet – en hårdhændet behandling.

Dermed skaber umådeholdende og sensationslystne medier og journalister problemer for de medier, som er fair og behandler kilder godt.

Den manglende ytringsvilje er opstået, på trods af at mange offentligt ansatte oplever forhold i hverdagen på skolen, daginstitutionen, plejehjemmet, sygehuset eller i ministeriet, som er kritisable, og som de ansatte mener, at offentligheden burde have kendskab til.

Ytringsfrihedskommissionens undersøgelser fra 2020 viste, at 29 procent af de offentligt ansatte oplevede kritisable forhold i deres arbejde, som offentligheden burde have kendskab til, mens det samme kun gjaldt for 13 procent blandt privat ansatte. Men medarbejdere i både det offentlige og private er mange gange tilbageholdende med at fortælle om kritisable arbejdsforhold, behandlinger af borgere og andet. Årsagerne til ikke at oplyse offentligheden om kritisable forhold ses i tabellen herunder.

De dominerende forklaringer på, at medarbejdere ikke ønsker at ytre sig, er i store træk de samme i den offentlige og private sektor: Frygt for at blive set som illoyal overfor arbejdspladsen og direkte frygt for fyring.

Næsten dobbelt så mange offentligt ansatte har oplevet, at de selv eller kolleger er blevet kritiseret eller straffet af ledelsen for at udtale sig offentligt. Det kræver i stigende omfang meget mod og måske ligefrem trods af den enkelte offentligt ansatte at være i kontakt med en journalist, fordi de oplever, at de bagefter skal stå til regnskab indadtil. 

At de ansatte holder informationer, vurderinger og holdninger tilbage er særligt problematiske i den offentlige sektor, som er demokratisk styret, og som leverer service til hele samfundet, men i særlig grad til ressourcesvage grupper i samfundet: psykisk og fysisk syge, gamle, børn og socialt udsatte borgere og familier.

I det hele taget fungerer demokratiet dårligere, hvis relevant information, vurderinger og holdninger ikke bidrager til den offentlige debat

Roger Buch

Valgforskningen og forskning i borgernes bredere politiske deltagelse viser, at disse grupper ikke er aktive i samfundet og samfundsdebatten på samme måde som stærkere borgere. Derfor bliver det særligt problematisk, hvis offentligt ansatte ikke tør ytre sig om kritisable forhold i den service og omsorg, som det offentlige giver til svage grupper i samfundet.

Men i det hele taget fungerer demokratiet dårligere, hvis relevant information, vurderinger og holdninger ikke bidrager til den offentlige debat, uanset om det er offentligt eller privat ansatte, som ikke vil eller tør ytre sig.

En dårligt fungerende demokratisk offentlighed øger også sandsynligheden for, at problemer slet ikke opdages, eller at der træffes dårligere beslutninger, som ikke får løst samfundets problemer.

En bred regering hen over midten må kunne samle hele Folketinget om at forsvare grundloven og ytringsfriheden, som er en central frihedsrettighed. Vil regeringen det?