Vestager: Slut med detailstyring fra Slotsholmen

INTERVIEW: Regeringen har i sit første år - trods stram økonomistyring - lettet på detailstyringen af kommunerne, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. Men friheden kan hurtigt svinde ind igen, hvis kommunerne ikke lever op til aftalerne, slår hun fast.
Margrethe Vestager får travlt det kommende år. Blandt andet forventer hun et opgør med de store kommuners magistratstyre inden kommunalvalget i slutningen af 2013.
Margrethe Vestager får travlt det kommende år. Blandt andet forventer hun et opgør med de store kommuners magistratstyre inden kommunalvalget i slutningen af 2013. Foto: Pernille Møller/Altinget.dk
Kasper Frandsen

Det er en test af både os og kommunerne på, om vi kan lave den slags aftaler uden detailstyring i fremtiden. Og så må vi se til næste kommuneforhandling, om tingene er endt, som vi ønsker det.

Margrethe Vestager
Økonomi- og indenrigsminister

Hun har siddet med rorpinden for udviklingen og retningen af kommunernes økonomi og selvstyre i et år nu.

Den 3. oktober 2011 blev De Radikales formand, Margrethe Vestager, præsenteret som ministeren for det nye Økonomi- og Indenrigsministerium, der blev et af regeringens nye superministerier med stor magt.

I anledning af årsdagen for hendes plads på ministertaburetten har Altinget | Kommunal interviewet Margrethe Vestager om det første år i front for kommunerne, fremtiden og målsætninger.

Det har været et år, hvor kommunerne i den grad har mærket magtskiftet på Slotsholmen ifølge ministeren selv.

"Vi ønsker større ligeværdighed og respekt om, at regeringen har nogle opgaver, mens kommunerne har andre opgaver, som kun de kan løse. Derfor har vi i stedet for at detailstyre prioriteringen i kommuner været optaget af resultaterne," siger Margrethe Vestager til Altinget | Kommunal.

Hun peger blandet andet på de 500 millioner kroner, som regeringen og Enhedslisten i foråret blev enige om skulle forbedre kvaliteten af de kommunale dagpasningstilbud. Her har kommunerne fået frihed til selv at prioritere pengene, der er fordelt ud fra antallet af børn i 0- til 5-års-alderen

"Vi har overladt det til kommunerne at finde ud af, hvordan de vil nå målet. Derfor har vi fordelt pengene i respekt for, at nogle daginstitutioner har større behov flere pædagoger end i andre - det ved man i kommunen, men ikke her i ministeriet," pointerer hun.

Afprøver ny model
Kritikken fra særligt Enhedslisten og flere offentlige fagforeninger har været, at kommunerne ikke har brugt alle ressourcerne til flere pædagoger, som ellers var et et afgørende punkt i aftalen mellem regeringen og Enhedslisten.

Har I givet for meget frihed til kommunerne, når mange kommuner ikke vælger at bruge pengene på flere pædagoger?

"Det vil vise sig. Det er en test af både os og kommunerne på, om vi kan lave den slags aftaler uden detailstyring i fremtiden. Og så må vi se til næste kommuneforhandling, om tingene er endt, som vi ønsker det. Men det giver os helt konkrete erfaringer, der viser, om den facon skaber bedre resultater end en proces- og detailstyret tilgang," siger hun

Margrethe Vestager peger i den forbindelse også på frikommuneforsøgene og afskaffelsen af en fastlagt procentsats i kommunerne for andelen af offentlige opgaver, der skal udbydes til private leverandører.

"I forsøget med frikommuneforsøget prøver vi at være så åbne som muligt, hvor vi blandt andet har fundet plads til ting, vi måske ikke selv kunne have fundet på, men som, vi håber, alligevel kan være en god idé."

Altinget logoKommunal
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget kommunal kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00