Carl Valentin
 svarer 
Lea Wermelin

SF spørger til kommunernes tilsyn med store svinebrug

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 113, Spørgsmål 14

Hvad kan ministeren oplyse om kvaliteten af kommunernes tilsyn med store svinebrug og deres overholdelse af gældende miljøgodkendelser?

Svar fra mandag den 8. juni 2020
Wermelin: I 2019 blev der ført tilsyn med 938 store svinebrug

Til brug for besvarelsen er der indhentet følgende bidrag fra Miljøstyrelsen:

"Miljøstyrelsen har ikke data, der beskriver kvaliteten af kommunernes tilsyn med store svinebrug.

Miljøstyrelsen har udelukkende data, der beskriver omfanget af kommunernes tilsyn samt antallet af håndhævelser, som kommunerne giver til svinebrugene. Kommunerne fører et aktivt miljøtilsyn med de store svinebrug, som minimum hvert tredje år modtager miljøtilsyn. De store svinebrug betegnes IE svinebrug, hvilket er svinebrug, der har flere end 750 stipladser for søer eller flere end 2000 stipladser for slagtesvin. Der er 1285 IE svinebrug i Danmark, der fordeler sig på 774 slagtesvinebrug og 511 sohold. Tallene stammer fra kommunernes indberetninger til Miljøstyrelsen i 2019.

Kommunerne fører basistilsyn med svinebrugene hvert 3. år, hvor alle miljøforhold gennemgås. Ud over basistilsyn føres prioriterede tilsyn på de svinebrug, der ud fra en risikovurdering har størst behov for tilsyn ud over basistilsynet. Ved risikovurderingen scores det enkelte svinebrug ud fra 5 parametre; miljøledelse, regelefterlevelse, oplagret husdyrgødning, husdyrbrugets størrelse og placering i forhold til sårbare områder. Herudover er kommunerne forpligtet til at føre et aktivt tilsyn fx ved væsentlige miljøklager eller miljøuheld. Der er i 2019 ført 938 tilsyn med IE-svinebrugene. Kommunerne bruger tilsynene til at tjekke, at svinebrugene overholder de vilkår, de har fået i deres miljøgodkendelse, og at de i øvrigt overholder miljøreglerne.

I 2019 blev der foretaget 511 håndhævelser som følge af de tilsyn, der blev ført på IE svinebrugene, heraf har slagtesvinebrugene modtaget 311 (vedrører i alt 202 slagtesvinebrug) og soholdene 200 håndhævelser (vedrører i alt 130 sohold). De fordeler sig på 117 henstillinger, 381 øvrige håndhævelser, 8 påbud samt 5 politianmeldelser. Der kan være husdyrbrug, hvor der både er slagtesvin og sohold.

Det skal hertil bemærkes, at der håndhæves for hvert forhold, der er overtrådt, og der kan derfor gives flere håndhævelser på et tilsynsbesøg. Tallene dækker både over overtrædelser af vilkår i miljøgodkendelsen og over overtrædelse af miljøreglerne." Lea Wermelin /

0:000:00