Christian Have: Det er afgørende for kulturlivet, at der indføres AI-varedeklarationer

Til den tid er AI – med endnu et engelsk udtryk – blevet ’mainstream’ i kunsten og kulturens verden. 

Som menig borger og kulturforbruger bliver det dermed exceptionelt svært at afkode, hvilke værker og oplevelser – eller måske snarere hvilke dele af dem – der faktisk kan spores tilbage til det menneske, der lægger navn til. 

Grænsen mellem den autentiske, menneskelige kreativitet og AI-pendanten hertil vil med andre ord om kort tid være så udvisket, at man ofte slet ikke vil kunne spotte den. 

En velkendt leg at afkoble kunstneren fra kunstværket 

Er det et problem at denne grænse udviskes? Eller er det faktisk interessant nok, at fremtidens kunst på denne måde bliver en hybrid, som samtidig rummer et element af mystik over sig, fordi ingen med sikkerhed kan vide, hvem der egentlig står bag?

Den helt store opgave nu og fremover bliver netop at beskytte og hjælpe de menneskelige aktører, der faktisk frembringer de kreative og originale idéer, værker og oplevelser.

Christian Have
Kommunikationsekspert og indehaver, HAVE Kommunikation & PR

Set fra et rent æstetisk synspunkt er det afgjort interessant. Legen med at afkoble ’kunstneren’ fra ’kunstværket’ og den fysiske frembringelse heraf har vi kendt til i mange år efterhånden, især takket være genrer som ’readymades’ og ’found art’. 

Med Marcel Duchamps Fountain fra 1917 – en præfabrikeret pissekumme, som han blot havde roteret 90 grader og påført en signatur – har vi i nu mere end hundrede år diskuteret ivrigt, hvorvidt der overhovedet er tale om kunst, og om Duchamp fortjener at kalde sig ’kunstneren’ bag dette kontroversielle værk. 

En tilsvarende diskussion om AI-genereret kunst har nu kørt i et års tid, i høj grad foranlediget af historien om Jason M. Allen, som New York Times og mange andre medier fortalte.

I august sidste år vandt Allen nemlig en kunstkonkurrence i Colorado med et AI-værk, der var genereret via tjenesten Midjourney. Vel at mærke uden at dommerne vidste, der var tale om et AI-værk. 

Den autentiske kreativitet og originalitet skal beskyttes 

Selvom der i en æstetisk optik er mange interessante ting på spil, så betyder det imidlertid ikke, at den kunstige intelligens’ infiltrering af kunsten og kulturen ikke er stærkt problematisk – og især ikke i et ophavsretsmæssigt perspektiv.

Den helt store opgave nu og fremover bliver netop at beskytte og hjælpe de menneskelige aktører, der faktisk frembringer de kreative og originale idéer, værker og oplevelser. For uden dem har vi ikke noget vitalt kulturliv – og ingen kreativitet i den kreative sektor.

Det indhold, som AI-tjenesterne genererer, er som bekendt baseret på indhold, som mennesker oprindeligt har frembragt.

Men AI-tjenesterne anfører ingen kildeangivelser, så forlægget er i udgangspunktet kun utvetydigt i de situationer, hvor der enten er tale om en direkte gengivelse, for eksempel i en anden stil, af et eksisterende værk eller som et nyt værk, der eksplicit skal se ud som om, det er er skabt af en veletableret kunstner – eksempelvis et portræt af en nulevende person i samme stil som Van Gogh eller Picasso. 

Dette aspekt i sig selv udgør en ekstremt kompleks situation. Men det, der yderligere komplicerer sagen, er måden, som mennesker anvender AI-tjenesterne på. 

Ikke forbud, men varedeklarationer

I tilfældet med Duchamp og Fountain kunne man i det mindste kreditere Duchamp for at have fået selve idéen til værket. Men i samarbejdet med AI kan det lige så vel være AI-tjenesten som den menneskelige bruger, der er kilden til den givne idé.

Vi får et uendeligt kompliceret og ugennemskueligt net af både AI- og menneskefrembragte idéer og udfoldelser.  Det bliver umuligt at skelne originalitet fra genbrug. Med mindre, naturligvis, det både juridisk bliver et krav og rent moralsk bliver kutyme at foretage eksplicitte varedeklarationer.

Christian Have
Kommunikationsekspert og indehaver, HAVE Kommunikation & PR

Eller måske er idéen blevet udviklet i fællesskab, eksempelvis via ChatGPT, som både kan komme på idéer fra bunden og benyttes til at raffinere brugerens idéer og øvrige input. 

Præcis ligesom billederne, som Midjourney genererer, er teksterne, som ChatGPT genererer, også baseret på noget, som oprindeligt er menneskeskabt. Dermed har vi et uendeligt kompliceret og ugennemskueligt net af både AI- og menneskefrembragte idéer og udfoldelser. 

Det bliver umuligt at skelne originalitet fra genbrug. Den autentiske menneskelige kreativitet og idéfrembringelse fra den, som den kunstige intelligens disker op med. 

Med mindre, naturligvis, det både juridisk bliver et krav og rent moralsk bliver kutyme at foretage eksplicitte varedeklarationer. Ikke i form af advarselsmærkater eller forbud mod at benytte AI.

Men i form af, at enhver kunstner eller kulturaktører, der i nogen som helst meningsfuld grad har anvendt AI til at frembringe deres værk eller oplevelser, angiver, hvordan denne anvendelse har fundet sted. 

Som lommeregneren ved matematikeksamen 

I det øjeblik, der ikke længere er tale om, hvorvidt folk kan gennemskue, om og hvordan AI mon er blevet anvendt, fordi vi i stedet opererer med en reel åbenhed omkring anvendelsen, flytter vi også AI ud af placering på kunst- og kulturverdenens skyggeside. 

Det er lidt ligesom lommeregneren ved en matematikeksamen: hvis den ikke må benyttes og alligevel bliver det, så er der entydigt tale om snyd. Men hvis den gerne må benyttes, så bedømmer vi ikke længere elevens evne til at lægge to tal korrekt sammen, men derimod den dybere forståelse af matematikkens univers, som vedkommende demonstrerer i sine løsninger af de pågældende opgaver. 

På samme måde har AI potentiale til at understøtte udviklingen af kunst- og kulturlivet, når anvendelsen af de forskellige tjenester ikke bliver set som simpelt snyd, men derimod som et værktøj til at skabe nye, større, mere innovative og inspirerende værker og oplevelser, end det i udgangspunktet er muligt uden brug af AI. 

Skal vi nå derhen, bliver det afgørende, at politikerne etablerer en juridisk ramme omkring brugen af AI i kunst- og kulturlivet, som stiller krav om tydelige varedeklarationer. 

Denne ramme bør derudover gøre det muligt for kunstnere og andre aktører at beskytte deres arbejde mod at blive brugt til at træne nye AI-modeller. Med andre ord: de skal have den mulighed, som de ikke fik, da eksempelvis ChatGPT og Midjourney blev trænet på uanede mængder data – og dermed alverdens kunstværker, visuelle såvel som skriftlige. 

Det virker kun rimeligt, at teknologivirksomhederne, der træner AI-modellerne, kun benytter sig af data, som de eksplicit har fået tilladelse til at gøre brug af. Hvis éns arbejde så bliver benyttet – og især hvis det sker uden tilladelse hertil – skal der være mulighed for en rimelig kompensation. 

En kreativ samarbejdspartner snarere end en tvivlsom makker 

Det lyder måske som en overvældende opgave at skulle etablere en sådan juridisk ramme. Men heldigvis kan AI også hjælpe med at udtænke, hvordan man i praksis udvikler det bedste system for varedeklarationer og sikring af rettighedshaverne.

I praksis vil det fortsat være exceptionelt svært for den menige kulturforbruger at afkode, hvad der kan spores tilbage til det menneske. Men i det øjeblik, der følger en nøgtern og pålidelig varedeklaration med – ja, så er denne afkodning slet ikke nødvendig. 

Christian Have
Kommunikationsekspert og indehaver, HAVE Kommunikation & PR

Desuden har vi allerede nu set de første AI-værktøjer, som kan opspore brugen af AI i både tekster, billeder og videoer og dermed bekæmpe uautoriseret brug. 

Gribes opgaven an på den rigtige måde, så vil det billede af fremtiden, som jeg indledningsvist skildrede kunne se helt anderledes ud. 

I praksis vil det fortsat være exceptionelt svært for den menige kulturforbruger at afkode, hvad der kan spores tilbage til det menneske, der lægger navn til et værk eller en oplevelse – hvis man vel at mærke kun har værket eller oplevelsen i sig selv at gå ud fra. 

Men i det øjeblik, der følger en nøgtern og pålidelig varedeklaration med – ja, så er denne afkodning slet ikke nødvendig. 

Når vi derhen, vil det samtidig tillade kunsten og kulturen at træde ind i en æra, hvor AI først og fremmest bliver anvendt og forstået som en kreativ samarbejdspartner, som man (om man vil det eller ej) skilter med, at man har brugt. 

Snarere end sådan, som det er nu, hvor AI af mange bliver set som en tvivlsom makker, som man helst ikke vil indrømme, at man har været i berøring med.