Forskere: Ny reform overser, at museer huser meget mere end fysiske genstande

Desuden kan det overordnet set undre, hvorfor formidling og vidensudvikling ikke indgår som parametre i vurderingerne af, hvilke museer, der får hvilke grundtilskud, når nu disse to områder, sammen med samlingsudvikling, står som de mest centrale opgaver ifølge reformen.

Der rejser sig selvsagt mange spørgsmål, når man læser de korte vurderinger af hvert enkelt museums samling.

Bevaring falder i baggrunden

For mange museer spiller bevaring og konservering en stor rolle i arbejdet med samling og formidling, ligesom disse områder kan optage store dele af museets ressourcer, både fagligt og økonomisk.

Man kan derfor også undre sig over, at reformen ikke skelner mellem forskellige typer af materielle samlinger.

Der er selvsagt stor forskel på at bevare og formidle samlinger af kunst eller kulturhistoriske genstande over for eksempelvis hele historiske og fredede bygninger, som kræver løbende renoveringer, og som kan være voldsomt ressource- og økonomikrævende, men som ikke desto mindre er den primære samlings genstand – eksempelvis herregårde, husmuseer og frilandsmuseer.

Hvordan vurderer man samlingernes behov for konservering og bevaring, og hvordan indgår disse i tilskudsmodellen? Bevaring og konservering fylder forsvindende lidt i den nye reform.

Danmark skal beskytte sin kulturarv

I førnævnte dokument opfattes samlinger først og fremmest som fysiske genstande, mens den immaterielle arv fylder overraskende lidt.

Danmark har ellers tilsluttet sig 'Bekendtgørelse af konvention af 17. oktober 2003' om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, hvilket burde have påvirket reformaftalen.

Samlinger er meget mere end de fysiske genstande. Traditioner, ritualer, sociale miljøer med videre udgør vigtige dimensioner af museumssamlinger.

Rigsfællesskabet ansøgte Unesco i 2021 om, at blandt andet Grønlandsk trommedans og trommesang skulle optages på Unescos liste over immateriel kulturarv.

Museumsarbejdet består derfor også i at indsamle, registrere, bevare og formidle immateriel arv og immaterielle forhold, som udgør en stor del af museernes samling og ikke mindst af dens betydning.

Det er imidlertid svært at få øje på denne del af samlingsarbejdet i reformen, og det står klart, at kampen for at få immateriel kulturarv anerkendt og gjort kvantificerbar er væsentligt, hvis den skal indgå som parameter i tilskudsmodellen fremover.

I samme omgang er det uforståeligt, at hele det digitale område stort set ikke er tænkt med reformen.

Begrundelsen er, at det er svært at opgøre, hvilket er besynderligt, når man tænker på, hvor meget der er blevet satset på den digitale udvikling af museerne kulturpolitisk. Her kunne man blandt andet med fordel inspireres af Statens Museum for Kunsts store arbejde med at offentliggøre samlingen digitalt og bruge den i nye sammenhænge.

Børn og unge sikrer tilskud

Den incitamentsbaserede del af tilskudsmodellen udgør 23,93 procent af den samlede økonomiske ramme, og vægter primært forretningsudvikling.

Antal gæster, herunder særligt børn og unge, samt indtægter udgør 90 procent af dette tilskud, mens forskningspublikationer udgør ti procent.

Fra Dansk Center for Museumsforsknings side savner vi, at kvaliteten af museernes tiltag prioriteres over antallet af indløste billetter og indtjening. 

Dansk Center for Museumsforskning

Som følge af reformen vil vi sandsynligvis i de kommende år se en markant stigning i formidlingstiltag målrettet børn og unge, da disse gæster nu tæller dobbelt i regnskabet.

Allerede dagen efter reformen blev offentliggjort, var der fra museernes side, forståeligt nok, fokus på, hvordan man kan tælle så mange gæster som muligt i sit regnskab. Altså er der lagt op til, at museernes formidlingstiltag primært handler om tal – altså at øge antallet af kroner og gæster på museet, mens det er uklart, hvorvidt kvaliteten eller værdien af tiltagene vurderes.

Fra Dansk Center for Museumsforsknings side savner vi, at kvaliteten af museernes tiltag prioriteres over antallet af indløste billetter og indtjening.

Vi er også overraskede over, hvor lidt forskningen fylder i den nye reform, og efterlyser kriterier for, hvordan kvaliteten af museernes forskning skal vurderes af det kommende museumsnævn.

Det vil være uheldigt, hvis man endnu en gang udvikler sit eget system i stedet for at tage afsæt i forskningskriterier, der arbejdsmæssigt kan skabe større ansættelsesmobilitet mellem museer og universiteter.

I de seneste ti år har fondene og Kulturministeriet også opkvalificeret museernes personale med ph.d.- og postdoc-grader. Det er fortsat vigtigt. Forskning betyder jo udvikling og innovation.

Der er med andre ord et stort behov for, at det kommende museumsnævns sammensætning inkluderer kompetencer til de mere kvalitative vurderinger af 'betydningsarbejdet', som museerne arbejder med.

Det store spørgsmål bliver således, hvordan de rette kompetenceprofiler udvælges, og hvilke fagligheder og kvalifikationer, man vil sigte efter politisk.

Det er oplagt, at universiteterne også bliver tænkt med, så man sikrer fortsat fokus på forskning, undgår silotænkning og ikke kun opfatter museerne primært som en oplevelsesøkonomisk branche.