Det kræver hård hud at være kulturens minister: ”Folk er først blevet rigtig glade for mig, efter jeg gik af”

Skandaløs. Uambitiøs. Tonedøv.

Det er bare nogle af de mange kritiske ord, der er blevet brugt om danske kulturministre gennem tiden.

60 år og 23 ministre efter Kulturministeriets oprettelse kan man med andre ord konstatere én ting:

Posten som kulturminister er øretævernes holdeplads. Men hvorfor?

Kulturen er en del af vores identitet som danskere, og det er derfor, der er så mange meninger om lige præcis kulturens minister, vurderer flere eksperter og tidligere ministre.

“Derfor betyder det, man laver som kulturminister, utroligt meget. Det er også derfor, at det er det mest interessante job, jeg har haft som politiker” siger forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen (K).

Kulturen er det, der fylder i vores hverdag

Kulturministeriets andel af statens samlede budget udgør ikke mere end én procent. Men det afspejler opmærksomheden på området ikke.

Der har nemlig altid været stor interesse for lige præcis kulturens minister, og det kan gøre det nemt at træde ved siden af.

“Det kan være indviklet at diskutere sygeplejerskernes krav om lønstigning, men når Joy Mogensen nævner Absolute Music 2, ved vi alle, hvad det er. Derfor bliver kulturministeren også hurtigt et nemt offer.”

Stig Jarl
Lektor emeritus, Københavns Universitet

Joy Mogensen (S), der sad på posten fra 2019-2021, er seneste eksempel. Modvinden blev til storm, da den i forvejen udskældte minister i et interview udtalte, at Absolute Music 2 var hendes yndlingsalbum. Kommentaren blev definerende for kritikken af hende, og Berlingske skrev blandt andet: “Hvordan kan man have tillid til en ukulturel kulturminister?”

Ifølge Stig Jarl, der er lektor emeritus ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, kan den store opmærksomhed skyldes, at kulturen er noget, vi alle kan forholde os til.

“Det kan være indviklet at diskutere sygeplejerskernes krav om lønstigning, men når Joy Mogensen nævner Absolute Music 2, ved vi alle, hvad det er. Derfor bliver kulturministeren også hurtigt et nemt offer,” siger han.

Skruer vi tiden tilbage til midten af 90’erne, var det socialdemokraten Jytte Hilden (S), der sad på posten som kulturminister i Poul Nyrups regering.

Da hun tiltrådte i 1993, tog det ikke lang tid for kritikken at opbygge sig. I et stort interview med den nye minister dagen derpå, stod der som overskrift i Politiken: “Hvad er kultur: Morgenbajere og mågestel”.

Bølgerne gik højt ovenpå den udtalelse, hvor Jytte Hilden blev beskrevet som en “skandale” i Jyllands-Posten, mens partifællen Søren Hansen (S) kritiserede ministeren ved at sige, at “det kan man altså ikke.”

“Der var mange, der syntes, at det var forfærdeligt, at jeg kunne sige det, men det var det ikke i min optik.”

Selvom jobbet med Jytte Hildens ord “kræver hård hud på sjælen”, ser hun det faktisk som et sundhedstegn, når debatten vokser sig stor.

“Det ville da være pinligt, hvis der ikke var debat. Jeg vurderer politik ud fra, hvor meget debat der er, og hvor meget der stilles spørgsmålstegn ved. Jeg tror ikke på, at man bare skal forsøge at vedligeholde status quo.”

Når debatten raser – som den ofte gjorde i hendes tid som kulturminister – er det for Jytte Hilden en indikation om, at man har fat i noget vigtigt.

“Det betyder noget for folk, om du kan låne en bog på biblioteket. Om du har mulighed for at komme på Roskilde Festival. Kulturen er tæt på folks hverdag og berører helt almindelige mennesker,” siger hun.

Den rationelle politiker kommer til kort

Man er ikke i tvivl om kulturens betydning, når man skimmer overskrifterne i de danske medier. Der er ifølge eksperter og tidligere ministre utroligt meget spalteplads til kulturpolitikken, og det er en væsentlig årsag til, at kulturministeren ofte får høvl for sine beslutninger og udtalelser.

“I forhold til hvor små beløb man har at rykke rundt med, er der nogle meget stærke aktører, der kan skabe store overskrifter. De kan nemlig forsvare deres område meget overbevisende og er gode til at råbe op, hvis de føler sig overset.”

Michael Jannerup
Kommunikationschef, Gyldendal

Der er nemlig rigtig mange aktører i det danske kulturliv, der er gode til at råbe op i medierne, mener Michael Jannerup. Han er forlagschef hos Gyldendal og har tidligere været koncernkommunikationschef i Kulturministeriet.

“I forhold til hvor små beløb man har at rykke rundt med, er der nogle meget stærke aktører, der kan skabe store overskrifter. De kan nemlig forsvare deres område meget overbevisende og er gode til at råbe op, hvis de føler sig overset.”

Ifølge Stig Jarl er der en tendens til “kulturminister-bashing”, hvor kulturministeren bliver udsat for meget heftig kritik i medierne.

Denne “bashing” oplevede Uffe Elbæk (UFG), da han som radikal kulturminister valgte at afholde en række arrangementer på AFUK, hvor han selv har siddet i bestyrelsen, og hans mand var sekretær. Forløbet førte til, at han trak sig som kulturminister efter lidt over et år.

Medieopmærksomheden omkring kulturministeren blev ikke mindre under coronakrisen, hvor Joy Mogensen fik hug for ikke at prioritere kulturen.

“Så snart at en minister har gjort noget, der kan skabe røre, har du kunstnerne i pressens søgelys til at kaste kritik. Her er pressen også med til at sætte kunstnere i en rolle, hvor de ofte ytrer sig meget temperamentsfuldt. Her vil den rationelle politiker altid komme til kort,” siger Stig Jarl.

Tættere på magten

Den heftige debat har ifølge Michael Jannerup sin rod flere steder. En af årsagerne er, at kulturpolitikken siden Brian Mikkelsens tid ikke har haft en lige så central position i dansk politik. Der er nemlig ikke andre kulturministre, der som Brian Mikkelsen har kunne skrive på CV’et, at han var en del af regeringens økonomiudvalg og koordinationsudvalget samtidig.

“Forventningerne hos kulturlivet og pressen er, at der skal tages de store kulturpolitiske debatter, men når Kulturministeriet ikke længere har samme forbindelse til det politiske maskinrum, bliver det svært.”

Derfor afhænger en kulturministers succes – i hvert fald i offentlighedens optik – af rollen i den samlede regering. For der er brug for at kunne tale sin sag hos andre magtfulde ministre, hvis man vil kæmpe for kulturlivet.

“Det er ret vigtigt for et område, at det er en minister, der nyder en vis respekt og er garvet i forhold til Christiansborg. Derfor kan det være hundesvært for folk uden Christiansborg-erfaring at komme på en ministerstol.”

Stig Jarl
Lektor emeritus, Københavns Universitet

Udover at have haft en plads i to af regeringens vigtigste udvalg, er Brian Mikkelsen også den længst siddende kulturminister fra 2001 til 2008. Det er med til at definere ham som ”måske den stærkeste kulturminister i nyere tid”, mener Michael Jannerup.

“Jeg havde lettere adgang til de midler, fordi jeg sad i regeringens ledelse. Det var klart en fordel.”

Siden Brian Mikkelsens tid som minister har kulturministeren sjældent haft samme centrale position som ham. Det har gjort det til en svær post at overtage, mener Michael Jannerup.

“Det har affødt en forventning om, at kulturministeriet skal stå centralt i dansk politik. Og det har været svært at leve op til.”

Skuffelsen over den manglende indflydelse har man set de seneste to år med Joy Mogensen på posten. Da hun blev udnævnt som minister, havde hun ikke haft sin vante gang på Christiansborg, og det betød også, at hun var langt fra regeringens inderkreds, vurderer de kilder, Altinget har talt med.

“Det er ret vigtigt for et område, at det er en minister, der nyder en vis respekt og er garvet i forhold til Christiansborg. Derfor kan det være hundesvært for folk uden Christiansborg-erfaring at komme på en ministerstol,” siger Stig Jarl.

Det tager tid at blive god til sit arbejde

Der findes dog en formel for, hvordan man bliver en succesfuld kulturminister, mener Stig Jarl. Og her er en vigtig variabel i ligningen tid. Det kræver nemlig tid at blive en god og vellidt kulturminister, mener han.

“Lige når man bliver minister, bliver man ofte skældt ud, men undervejs begynder der at opstå en anden respekt,” siger Stig Jarl.

Den respekt kan den længst siddende kulturminister, Brian Mikkelsen, genkende. Der var ”mange slagsmål” i de to første år, han var minister, men med tiden oplevede han, at kulturlivet fik en bedre forståelse af ham. 

“Det var min største succes, at selvom man ikke var enig i alt, så fik folk med tiden en respekt for, at jeg ville kulturen det bedste,” siger han

Da mange af de seneste ministre ikke har siddet mere end et par år, bliver det svært at få den forståelse for området, som jobbet kræver, påpeger Michael Jannerup.

“Man bruger en del tid i starten på at få hilst på alle de forskellige områder. Derfor går der lidt tid, før man får overblik, for der er virkelig mange områder. Overblikket er en forudsætning for at ministeren kan udvikle politiske forslag,  men det tager tid at lære substansen i de mange områder, og hvis der ofte skiftes ud på ministerposten så ser det svært ud."

Brian Mikkelsen forklarer også, at det tog ham tid som udefrakommende politiker at komme ind under huden på kulturlivet. Her beskriver han, at det var dialogen med de forskellige aktører, der gjorde, at han i dag kan beskrive sig selv som en “ret populær kulturminister.”

“Dialogen gjorde, at vi fik skabt en respekt for hinanden, og jeg blev klogere i den periode. Jeg var meget bombastisk i starten, men undervejs fik jeg en langt større respekt for, hvilke mekanismer der får et kulturliv til at fungere,” siger han.

“Folk er først blevet glade for mig, efter jeg gik af. Nu er jeg nemlig ufarlig og har ikke flere penge at give af.”

Jytte Hilden (S)
Forhenværende kulturminister

Den popularitet mærkede Jytte Hilden aldrig, mens hun sad i kontoret på Nybrogade. Men hun har alligevel mærket en udvikling i folks holdning til hende.

“Folk er først blevet rigtig glade for mig, efter jeg gik af. Nu er jeg nemlig ufarlig og har ikke flere penge at give af.”

Selvom det for udefrakommende kan virke som næsten den hårdeste ministerpost at varetage, er der ingen tvivl fra Jytte Hilden og Brian Mikkelsen om, at jobbet som kulturminister har været det sjoveste job i den politiske karriere.

”Når man er en rationel politiker som mig og så møder nogle mere irrationelle mennesker, som er så dygtige til deres kunst, kan man ikke undgå at blive fascineret,” siger Brian Mikkelsen.

Jytte Hilden stemmer i:

"Du møder kun dedikerede mennesker, der drømmer om, at blive den populæreste forfatter, den bedste komponist eller den dygtigste kunstner. Netop det politiske job er en gave."