Fitness-organisation: Staten uddeler idrætsmidlerne efter uddateret model

DEBAT: Statens støtte til idræt sker i dag efter en historisk fordelingsnøgle. Men hvis målet er understøttelse af idrætsdeltagelse blandt alle danskere, skal man lave mere fleksible rammer for støtten, skriver Morten Brustad.

Staten risikerer at begrænse sig selv i stedet
for at understøtte og udvikle den idræt, der skaber almennyttig værdi, skriver Morten Brustad. — Staten risikerer at begrænse sig selv i stedet for at understøtte og udvikle den idræt, der skaber almennyttig værdi, skriver Morten Brustad.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Brustad
Branchedirektør, Dansk Fitness og Helse Organisation og formand, Det Private Idrætsforbund

Hvad vil vi med idrætten i Danmark?

Det tager staten ikke rigtig stilling til.

I stedet uddeler man penge til idræt via et system, der reelt ikke vurderer, om man rammer helt rigtigt i forhold til de nye behov, der opstår i et dynamisk samfund.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den praksis beror på tradition, som man efterhånden tager for givet. Det adskiller sig i øvrigt markant fra, hvordan staten giver støtte til andre områder.

Idrættens støttes per tradition
883 millioner. Så mange danske kroner uddelte Kulturministeriet til idrætten sidste år.

Den støttemodel er der naturligvis nogen, der har en stærk interesse i at fastholde, men den giver nogle rigide rammer.
Morten Brustad
Branchedirektør, Dansk Fitness og Helse Organisation og formand, Det Private Idrætsforbund

Fordelingen af midlerne er afgjort på forhånd af en fordelingsnøgle, der i alt for høj grad fastholder et historisk idrætsbillede.

I starten af 1990’erne gjorde spilliberaliseringen, at der på få år var langt flere penge til rådighed.

Det pludselige udsving kunne have givet anledning til eftertanke og reform af systemet. I stedet blev pengene brugt til at tredoble støtten til de traditionelle idrætsorganisationer.

Den støttemodel er der naturligvis nogen, der har en stærk interesse i at fastholde, men den giver nogle rigide rammer.

Dertil kommer, at staten har gjort idrættens finansieringsbehov afhængig af danskernes spilaktivitet med de såkaldte lottomilliarder. Det er i sig selv er en diskussion værd, om vi ønsker at fastholde det afhængighedsforhold.

Hvad vil vi med statsstøttet idræt
Rasmus Prehn, som indtil 1. januar var fungerende kulturminister, satte spørgsmålstegn ved udlodningsloven og åbnede mulighed for evaluering af loven allerede i 2020.

I utide vil nogen sige, for loven skal egentlig først evalueres i 2021. Jeg mener, det er på høje tid, at staten tager stilling til, hvad den vil med sin støtte til idræt.

Læs også

Ny millionpulje skal hjælpe udsatte ind i foreningslivet

I de idrætspolitiske sigtelinjer, der blev vedtaget i 2016, lyder det:

”Skal vi give alle grupper i samfundet mulighed for at dyrke idræt, er det vigtigt, at der gøres en særlig indsats i forhold til børn, unge og voksne, der ikke er en del af foreningsidrætten samt handicappede eller udsatte grupper.”

I dag risikerer staten at begrænse sig selv i stedet for at understøtte og udvikle den idræt, der skaber almennyttig værdi, og som er opstået uden for de traditionelle idrætsorganisationer – såvel på gadeplan som i privat regi.

Fremryk evalueringen af udlodningsloven
Jeg repræsenterer den private idrætssektor med fitnesscentre, danseskoler og golfklubber.

Derfor undrer jeg mig naturligvis over, at støttesystemet ikke i højere grad giver mulighed for at inddrage private aktører i løsningen af de idrætspolitiske udfordringer i forhold til de grupper i samfundet, som ikke af sig selv er en naturlig del af foreningsidrætten.

Der skabes meget støtteværdig værdi i de traditionelle idrætsorganisationer som DIF, DGI m.fl. Mit ærinde er ikke at tage noget fra nogen, men at gøre opmærksom på den forældede støttestruktur.

Meget taler for at lave et grundlæggende serviceeftersyn, så staten i meget højere grad end i dag kan agere bevægeligt og mere smidigt i forhold til et mere reelt billede af støttebehovet.

Derfor er jeg enig med Rasmus Prehn i, at vi bør fremskynde en revidering af idrætsstrukturen.

Hvis statens mål med at støtte idræt er udvikling og understøttelse af idrætsdeltagelse blandt alle danskere, så skal man sætte bredere og mere fleksible rammer for støtten til idræt.

Derfor byder jeg kulturminister Joy Mogensen velkommen tilbage og håber, at hun vil tage stafetten op.

Politik har aldrig været vigtigere