Debat

Direktør: Forbud mod tv-reklamer gør politiske ytringer til lyssky forretning

Liberal Alliances tv-reklame har genoptaget debatten om politiske tv-reklamer. Lad os bruge lejligheden til at genbesøge forbuddet, der skævvrider markedet og gør politiske ytringer til lyssky forretning, skriver Charlie Stjerneklar.

Selvfølgelig skal forbrugerne kunne møde politiske budskaber tv, ligesom de helt uproblematisk møder politiske reklamer på sociale medier, busser og andre kommunikationsplatforme, skriver Charlie Stjerneklar.
Selvfølgelig skal forbrugerne kunne møde politiske budskaber tv, ligesom de helt uproblematisk møder politiske reklamer på sociale medier, busser og andre kommunikationsplatforme, skriver Charlie Stjerneklar.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Charlie Stjerneklar Zacher Tibu
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I denne valgkamp var vi vidne til noget historisk. Nok ikke historisk i sådan en grad, at samtlige danskere stoppede op og tog en ekstra indånding.

For de fleste danskerne, der havde sat sig for at se en fodboldkamp på TV3+ en tilfældig onsdag undervejs i valgkampen, tænkte nok ikke over, at de blev mødt af en tv-reklame for Liberal Alliance i halvlegen.

Ikke desto mindre er det et ekstremt sjældent syn i Danmark. For politiske reklamer på flow-tv er reguleret i radio- og fjernsynsloven, som forbyder dem på både kommercielle og ikke-kommercielle kanaler.

Så, hvordan kan det være, at dem, der former vores lands love, alligevel tonede frem på flow-tv? Det gjorde de fordi, at de fandt et smuthul i loven. EU-lovgivningen tilsiger nemlig et såkaldt afsenderlandsprincip, hvor de kanaler, der sender programmer til Danmark fra et andet EU-land, skal overholde lovgivningen i de lande, de er registreret i.

TV3+ sender fra Sverige, hvor man godt må sende politiske reklamer på flow og kan derfor vise reklamerne. Og derfor kan du udover Haaland altså også møde Vanopslagh midt i Champions League-dækningen.

Politiske reklamer skal sættes fri

Er det så galt eller genialt, at selv politikerne forsøger at finde smuthullerne i vores lovgivning?

Med nationale særlove har vi skabt en så skæv regulering af medie-platformene, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, hvad man må og ikke må

Charlie Stjerneklar
Direktør, Kreativitet & Kommunikation

Liberal Alliance og Viaplay understregede, at de fulgte alle regler indenfor gældende EU-lov, hvorimod professor Jan Trzaskowski ”har svært ved at se, at det skulle være lovligt”. Det er i hvert fald symptomatisk for, hvor mudret den nuværende lovgivning er.

Og netop derfor er det også glædeligt, at Liberal Alliances tv-reklame nu har åbnet for, at vi kan genoptage debatten om politiske reklamer. For er det egentlig ikke på tide at sætte de politiske reklamer fri på flow, som Venstres kultur- og medieordfører nu foreslår?

Som direktør for brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation, der repræsenterer den danske indflydelses- og kommunikationsindustri, er min grundholdning, at vi med nationale særlove har vi skabt en så skæv regulering af medieplatformene, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, hvad man må og ikke må.

Det er så efterladt til forbrugerne at navigere i og afkode – hvilket de næppe gør. De ser blot reklamer, uagtet om det er på TV2, TV3 eller Facebook.

Fælles europæiske love fremfor nationale

Jeg anerkender fuldstændig den debat, der har kørt på EU-niveau om politiske reklamer, som helt legitimt er fostret ud af bekymringen om fremmede magter, der influerer demokratiske valg, et stigende behov for transparens samt begrænsning af muligheden for at reklamere målrettet mod personoplysninger af særlig sensitiv art.

Men jeg er grundlæggende bekymret over, at det at ytre sig politisk gøres til noget lyssky. Jeg tror i langt højere grad på god, gennemarbejdet EU-lovgivning fremfor nationale forbud og særregler.

Blot få uger før valgkampens start foreslog skatteministeren et reklameforbud på tv i forbindelse med sportsbegivenheder. Men her gør det samme afsenderlandsprincip sig gældende.

For i EU-lovgivningens nuværende form er det ikke muligt at lave et bredt gældende forbud mod spilreklamer i forbindelse med sportsbegivenheder på TV grundet afsenderlandsprincippet. Så her vil regeringen så selv forsøge at omgå de gældende europæiske regler. Det virker ærligt talt skørt.

Forbud skaber ulige konkurrencevilkår

Resultatet af nationale forbud frem for fælles, europæiske regler giver nogle aktører en urimelig fordel i markedet. Tilsæt så en forældet forståelse af forbrugernes mediebrug, og forvirringen er total.

Jeg må ikke se en politisk reklame, når jeg ser TV2 på mit tv, men når jeg skifter over til TV3, så er det nogle andre regler, der gør sig gældende. Det bidrager jo til en absurd skævhed i markedet

Charlie Stjerneklar
Direktør, Kreativitet & Kommunikation

Selvfølgelig skal forbrugerne kunne møde politiske budskaber tv, ligesom de helt uproblematisk møder politiske reklamer på sociale medier, busser og andre kommunikationsplatforme, hvor det er fuldt ud lovligt at markedsføre sine politiske og kommercielle budskaber, og hvor størstedelen af de politiske og kommercielle ytringer kommer fra.

Jeg må ikke se en politisk reklame, når jeg ser TV2 på mit tv, men når jeg skifter over til TV3, så er det nogle andre regler, der gør sig gældende. Det bidrager jo til en absurd skævhed i markedet.

Jeg står på mål for ytringsfriheden; både den politiske og den kommercielle.  

Det glæder mig, at politikerne nu tager denne forældede skævvridning af platformenes vilkår op. Lad os bruge dette som en kærkommen mulighed for at genbesøge det danske forbud mod politiske reklamer.

Hvorfor har vi et forbud, der giver ulige konkurrencevilkår på platformene, og som gør politiske ytringer til lyssky forretning?

Lovgivningen bør flugte, så politiske reklamer kan flyde frit på alle platforme. For politiske ytringer er helt legitime, og demokrati er noget af de fineste, som vi har. Hvorfor skal dansk særlov afskærme netop det på flere store tv-kanaler?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Charlie Stjerneklar Zacher Tibu

Partner, Grace Public Affairs
B.Sc. polit. (Københavns Uni. 2007), HD(O) (CBS, 2010)

0:000:00