DJ: Der er ingen tid at spilde med medieforhandlingerne

DEBAT: Der er behov for sætte gang i forhandlingerne om en ny medieaftale, der forhåbentlig får bred politisk opbakning. Det vil skabe ro i branchen, skriver Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen. 

Placeholder image
Medieforhandlingerne skal hurtigst muligt sættes i gang, således der kan skabes ro i branchen, skriver Dansk Journalistforbunds formand, Tine Johansen.  Foto: Pressefoto/DJ
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tine Johansen
Formand, Dansk Journalistforbund

Snart kommer der forhåbentligt gang i de længe ventede medieforhandlinger.

Det sker i en forandret verden og på bagkanten af en pandemi, som har stillet de danske medier i en ny situation.

På den ene side har coronakrisen givet solid opbakning til klassiske nyhedsmedier. En undersøgelse foretaget af Megafon i marts måned viste, at danskerne i en krisetid primært får deres informationer fra de klassiske nyhedsmedier.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

59 procent svarede, at nyhedsmedierne var deres primære informationskilde, mens kun 5 procent svarede, at den primære kilde var sociale medier.

Afskedigelser og højere troværdighed
Også mediernes troværdighed er blevet vurderet usædvanligt højt. På en skala fra 1 til 10 scorede de danske medier 8,27, mens sociale medier scorede 5,48.

Der er ingen tid at spilde. Både mediebranchen og Folketingets partier har længe været klar til medieforhandlinger, og coronakrisen har kun gjort behovet større.

Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund

På den anden side har coronakrisen også betydet et stort dyk i mediernes annonceomsætning, hvilket har ført til mange afskedigelser i mediebranchen.

Især de lokale medier gisper i visse dele af landet efter vejret. I AJKS, som er a-kasse for journalister og kommunikatører, er ledighedstallet steget med 748 siden 9. marts.

Både fastansatte journalister og freelancere og selvstændige oplever, at deres arbejdsmarked er blevet mere usikkert.

Behov for bred politisk opbakning
Coronakrisen har i allerhøjeste grad vist, hvordan medierne og den grundige, mangfoldige journalistik er med til at binde vores samfund og demokrati sammen.

Den har også vist os, at der er brug for en medieaftale med bred politisk opbakning, som kan skabe ro i branchen ved at give mediehusene vished om, hvilke rammevilkår de kan planlægge efter.

Samtidig skal opbakningen sikre et solidt fundament under både journalistiske arbejdspladser og mediedækningen i hele Danmark.

Især tre ting bør politikerne rette ekstra opmærksomhed mod i det kommende medieforlig:

Drop anden del af DR-besparelser
Da Joy Mogensen tiltrådte som kulturminister, var det med en ambition om at styrke dansk public service.

Det vil jeg opfordre hende til at stå ved, for det er der brug for i en tid, hvor konkurrencen fra udenlandske streamingtjenester bare stiger og stiger.

En investering i public service er en investering i vores demokrati og vores danske kultur og sprog.

Derfor bør politikerne hurtigst muligt rulle anden del af besparelserne i DR tilbage, og derefter lade der være ro om DR’s økonomi.

Stil større krav til Tech-giganterne
De seneste ti år har medielandskabet undergået en grundlæggende forandring. Sociale medier støvsuger annoncemarkedet og har sat mediernes forretningsmodel under stort pres.

Det betyder, at den demokratiske samtale i Danmark ikke længere kommer fra og styres af de professionelle medier og dermed de journalistiske principper om objektivitet og uafhængighed.

Netflix, HBO og andre udenlandske underholdningskanaler presser samtidig det danskproducerede indhold.

Det er en helt forkert udvikling set fra et mediepolitisk og kulturpolitisk perspektiv.

Derfor bør kulturministeren have en vision og en plan for, hvordan man vil sikre og styrke det danskproducerede medieindhold i en tid, hvor der er et massivt behov for professionelle medier, som kan være modvægt til misinformation og manipulation på sociale medier.

En løsning kan være at stille større krav til de store internationale aktører om at betale skat i Danmark og i langt højere grad bidrage økonomisk til indholdsproduktionen.

Samtidig bør politikerne finde midlerne til at investere i vores demokratiske samtale.

Besparelser er en forfejlet strategi.

Styrk de lokale medier
Den seneste medieaftale gav en forskydning af mediestøtten fra de landsdækkende dagblade over mod de lokale og regionale. Det bør opretholdes i den nye medieaftale.

I det hele taget bør der være et massivt politisk fokus på at undgå nyhedsørkener i Danmark.

Uanset hvor man bor, skal man som borger kunne stole på, at lokale medier dækker de lokale historier og kigger byrådspolitikere og andre magthavere efter i kortene.

Og det er ikke nok, at de kun akkurat holder skindet på næsen. Lokalmedier skal kunne udvikle sig og tiltrække dygtige journalister, så de forbliver relevante og har kræfterne til at sikre sammenhængskraften i det nære.

Der er ingen tid at spilde. Både mediebranchen og Folketingets partier har længe været klar til medieforhandlinger, og coronakrisen har kun gjort behovet større.

Så få dem skudt i gang.

Gerne med et medieudspil fra kulturministeren, der for alvor viser vejen frem for den danske mediebranche.

Læs også

Omtalte personer

Tine Johansen

Formand, Dansk Journalistforbund
journalist (Danmarks Journalisthøjskole)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser