Flemming Just: Kulturen passer ikke ind i regeringens koreografi

KRONIK: Kultur betragtes ikke som noget centralt eller integreret i den nye socialdemokratiske fortælling. Det er den primære årsag til, at kulturlivet er kommet bagerst i køen, når det gælder både hjælpepakker og genåbning, mener ODM's formand.

Af Flemming Just
Formand for Organisationen Danske Museer (ODM), direktør for Sydvestjyske Museer og adjungeret professor

I øjeblikket diskuterer folk i kulturverdenen, om kulturlivet har tilstrækkelig indflydelse. Anledningen er især to begivenheder: At kultursektoren blev ’glemt’ i første runde af hjælpepakkerne, og at kulturinstitutionerne først skulle have lov at åbne i 3. fase.

Det kan være fristende at forfalde til hurtige slutninger, så lad os i stedet prøve at træde et skridt tilbage og se på, hvad der er situationsbetinget, personbetinget, sektorbetinget, og hvad der måske skyldes mere overordnede politisk-ideologiske årsager.

Corona-krisen er en hundredårs begivenhed, og den slags kalder naturligvis på både hastige og meget situationsbetingede handlinger. Det fik regeringen til at gå ind i snævre trepartsforhandlinger, som lagde nogle generelle retningslinjer (hjælpepakker med henholdsvis lønkompensation og dækning af faste omkostninger).

Kritikere har givet udtryk for, at såfremt kulturlivet var samlet i én organisation, ville vi også have siddet med ved bordet. Det er overordentlig vanskeligt at forestille sig. Mig bekendt sad organisationen Akademikerne ikke med. Den repræsenterer dog ellers over 430.000 medlemmer.

En traditionel meget indflydelsesrig sektororganisation som Landbrug & Fødevarer sad heller ikke med. Fødevareklyngen repræsenterer ellers omkring 190.000 beskæftigede og en bruttofaktorindkomst på omkring 120 milliarder kroner. I situationen var der brug for hurtig handling og en meget snæver kreds af arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, der repræsenterede bredest muligt. 

Kulturlivets spraglede mangfoldighed var ikke dækket, og det råbte vi alle meget højt op om.

En uprøvet kulturminister 
Her kommer vi så til det personbetingede. Kulturministeren er meget uprøvet i det barske liv på Christiansborg, hvor hver enkelt minister selvfølgelig skal føre regeringens samlede politik, og hvor en stats- og en finansminister fører taktstokken. Men inden for den ramme foregår der en intens kamp om ressourcer mellem ministrene.

Lad os tage den tidligere kulturminister, Mette Bock. Hun måtte i hele sin ministerperiode stå på mål for regeringens nedskæringer i form af omprioriteringsbidraget. Men det lykkedes hende trods alt at få tilbageført midlerne til kulturområdet. Den slags ideer gror ikke i Finansministeriets have, men kræver hårde interne kampe.

Joy Mogensen kom med hjælpepakkerne til at stå skidt, fordi hun var for solidarisk med øvrige ressortområder og fuldstændig overså, at hendes eget ressort ville blive kvast.

I første omgang gav det måske et plus i statsministerens karakterbog, at kulturministeren ikke stod i køen for at forlange midler, men snart blev råbene så høje fra kulturverdenen, at statsministeren blev nødt til at tage et møde med kulturlivet for at få lukket den flanke.

Kulturen er afhængig af ministeren
Og her er vi så ved det sektorspecifikke. Det bliver hævdet, at kulturlivet ikke har indflydelse. Hvis indflydelse skal måles på evnen til at komme til orde, har kulturlivet temmelig stor indflydelse. Sektoren er fyldt med folk, der brænder for deres sag, er velformulerede, og som ikke holder sig tilbage med at give udtryk for deres holdninger. Samtidig stiller medierne generelt meget spalte- og æterplads til rådighed.

Desværre er en stærk overrepræsentation i medierne ikke ligefrem proportionalt med ressourcer og indflydelse. Kulturlivet er også afhængigt af, hvor stærk ministeren og ministeriet er. Kulturministeriet kan der siges meget pænt om, men det er ikke et erhvervsministerium, som er vant til at håndtere store støtteordninger. Derfor gled initiativet også meget hurtigt over til Erhvervsministeriet.

Samtidig er kulturministeren placeret i bunden af ministerhierarkiet. Det er en politisk beslutning, som statsministeren har truffet, og vist nok aldrig har en kulturminister været placeret på en sidsteplads.

I de seneste par årtier har vi haft markante kulturministre med en stærk placering i deres parti. Brian Mikkelsen var således i Anders Foghs regeringer nr. 7 i rangordenen ud af cirka tyve ministre. Den tidligere partiformand, Per Stig Møller, var nr. 6 i Lars Løkkes første regering. Marianne Jelved var nr. 11 ud af 22 i Thorning-regeringen, og Bertel Haarder var nr. 4! Mette Bock blev placeret som nr. 17 ud af 22.

Rangordenen siger ikke alt, men den fortæller dog noget om ministerens styrke og statsministerens opfattelse af ressortområdet.

Kulturen passer ikke i koreografien
Her er vi så fremme ved det allervigtigste, nemlig de overordnede politisk-ideologiske forhold.

Statsministeren, som vi nu alle kender som en fremragende kommunikator og benhård strateg, er en markant tilhænger af den nye og dominerende arbejderistiske strømning i partiet. Et lille tegn på dette er også, at den tidligere tillidsmand på Lindøværftet, Jan Johansen, er parties nye kulturordfører.

Fokus er på den almindelige danskers velfærd og forbrug. Kultur betragtes ikke som noget centralt eller integreret i den fortælling. En kølig kalkule er også, at partiet alligevel har tabt hovedparten af kulturlivets stemmer til andre partier, og at det tværtimod giver pote i forhold til den store vælgergruppe at vise, at den ’forkælede’ kultursektor under Mette Frederiksens ledelse må vente i køen i forhold til den almindelige dansker. 

Derfor havde den socialdemokratiske regering ingen interesse i at få kulturlivet med i 2. fase af genåbningen. Godt nok fortalte Statens Serum Institut, at det smittemæssigt ville være nærmest gratis at åbne museer og biblioteker, men det passede ikke ind i den overordnede fortælling, også selv om vi kunne påvise, at netop museerne var noget af det første, der åbnede rundt om i Europa.

Vores stilling blev ikke bedre af, at Finansministeriet tilsyneladende kunne påvise, at museer og biblioteker kun bidrager med en bruttoværditilvækst på 960 mio. kr. Det står i skærende kontrast til, at Dansk Industri har beregnet museumssektorens bruttoværdiskabelse til næsten 5 mia. kr. og en direkte og indirekte beskæftigelsesvirkning på 11.000 jobs.

Kultursektoren kunne derfor i samlet flok have hoppet på tungen fra Rådhuspladsen til Marienborg. Det ville ikke have gjort en forskel, for vi passer ikke ind i koreografien.

Forrige artikel Borgmester: Regeringen nedprioriterer kulturlivet i genåbningen Borgmester: Regeringen nedprioriterer kulturlivet i genåbningen Næste artikel Journalistforbund om offentlighedslov: Venstre har chancen for at gå ind for åbenhed Journalistforbund om offentlighedslov: Venstre har chancen for at gå ind for åbenhed
Skal EU til at drive imamskoler?

Skal EU til at drive imamskoler?

RADIKALT: Efter den seneste tids brutale islamistiske terrorangreb på europæisk jord efterlyser EU-formand en europæisk imamuddannelse. Ideen mødes med en del skeptisk, men kan være en rigtig god idé, mener forsker. Socialdemokraterne er ikke afvisende.