Erhvervshistoriker: Kulturarvens bevaring skal komme i første række

Af Jørgen Burchardt
Erhvervshistoriker

Debatten om museer har de seneste år udelukkende gået på struktur og organisation. Sådan var diskussionen forud for den nuværende museumslov 2012-2014, og sådan bliver Kulturministeriets diskussion af to visionsgruppers oplæg ultimo januar 2018.

I takt med Statens gradvise overtagelse af administrationen på museumsområdet er diskussionen af indhold forsvundet. Dermed er områdets udvikling endt i et delvist skjult magtspil mellem lokalpolitikere, statslige embedsmænd og institutionsinteresser.

Risikerer, at kulturarv ikke bevares
Det er uheldigt, da vi risikerer, at store dele af kulturarven ikke bliver bevaret. Samfundet har i de seneste årtier forandret sig på alle områder, men museerne har langt fra taget højde for denne udvikling. Det drejer sig om den del af kulturarven, jeg forsker i, den nyere tids historie, hvor store dele af kulturarven helt er fraværende på museerne.

Det industrialiserede byggeri kan ikke ses på noget dansk museum. Ingen har indsamlet en byggekran, et elementkøkken eller har viden om de mange nye kemiske og fysiske hjælpemidler i omstilling fra håndværk til industrialiseret byggeri. Museerne har viden om stråtækte bindingsværksbygninger, men ikke om de bygninger, de fleste af os bor i.

På samme måde findes enorme huller i området for handel og distribution. De lastvogne, som transporterede varer under velfærdsstatens opbygning, får vi aldrig at se på et museum; de blev ikke indsamlet i tide. Inventar og materiel fra grossister og varehuse findes i meget begrænset omfang. Der findes ingen danskbygget gaffeltruck fra de tidligere ret store danske fabrikker. Ingen museer har en simpel gaffelstabler eller blot en EU-palle, som i en menneskealder i bogstavelig forstand har været grundlaget for vores materielle goder på lagre.

I takt med Statens gradvise overtagelse af administrationen på museumsområdet er diskussionen af indhold forsvundet. Dermed er områdets udvikling endt i et delvist skjult magtspil mellem lokalpolitikere, statslige embedsmænd og institutionsinteresser.

Jørgen Burchardt
Erhvervshistoriker

Hvis alle samfundslivets områder blev gennemgået, kunne museerne systematisk fordele opgaverne mellem sig. En prioritering af bevaringsarbejdet er blevet umuliggjort på grund af områdets strukturelle udvikling.

Fra indsigt uden politisk styring til politisk styring uden indsigt
I ”gamle” dage blev de danske museer ledet af et kollegialt nævn, Statens Museumsnævn, oprettet i 1976. Medlemmerne valgtes af museerne, og både museumsinspektører og bestyrelsesmedlemmer blev valgt til nævnet. Museerne var folkeligt baserede, og det faglige var i højsædet. Man samarbejdede omkring opgaverne og satte i fællesskab initiativer i gang.

Dog var det problematisk, at der var tale om et kollegialt nævn, hvilket gjorde det vanskeligt at håndtere interessekonflikter grupper imellem. Det fik dog ikke den store betydning, da området var i vækst. Det vil sige, at ”kagen” blev hele tiden større.

Siden fik vi Kulturarvsstyrelsen (2002), Kulturstyrelsen (2012) og seneste Slots- og Kulturstyrelsen (2016). Områdets faglige selvforvaltning er nærmest fjernet; i forbindelse med seneste museumslov fik et Strategisk Panel en rolle, men kun som et generelt strategisk udvalg. Hvad panelet i øvrigt beskæftiger sig med, er ikke kendt af offentligheden. Mødereferater fra panelets møder er fjernet fra ministeriets hjemmeside.

Museerne har helt klart mistet deres tidligere selvforvaltning; kun Organisationen af Danske Museer har som en stærk organisation talt museernes sag over for ministeriet. Men igen har diskussionen fortrinsvis drejet sig om struktur og rammer.

Den stigende centrale styring, større museumsenheder og mindre selvforvaltning har samtidig betydet en forringet interesse hos de museumsansatte til at debattere museernes struktur. Således havde museerne i mange år tidsskriftet ”Stof fra danske museer” med en levende debat om museumsudvikling. Dette tidsskrift er ophørt – i øvrigt i lighed med, at det danske arkivvæsen heller ikke mere har et offentligt debatforum efter, at tidsskriftet ”Arkiv” blev lukket.

Museernes udviklingsmidler fjernet
Ved skiftende kulturministres indsats nåede museerne at råde over store midler til udvikling. De enkelte faglige råd havde som nævnt store økonomiske puljer, de selv forvaltede. Der blev herved givet udviklingsmidler efter en faglig vurdering af erfarne museumsfolk. Ved lovrevisionen i 2013 blev nævnenes kompetence frataget dem, og fagfolk har således mistet mulighed for at fordele de op mod dengang 40 millioner kroner årligt; i nutidskroner svarer det til 50 millioner, som museerne bestemte over, da Brian Mikkelsen (K) var kulturminister.

I stedet står ministeriet for midlernes anvendelse, men i takt med at antallet af ansatte med registreringtusch på fingrene blev færre, er forståelsen for kulturarven mindsket. Samtidig er disse midler delvist forsvundet de seneste par år og spredt for alle vinde.

Nogle midler er kommet til Kulturministeriets Forskningsudvalg, som kun kan søges til universitetslignende forskning, men ikke mere til kvalificeret museumsdokumentation, udvikling eller museumsindsamling. Da Kulturministeriet lavede en momsfadæse over for museernes konservering, finansierede ministeriet halvdelen af fejlen ved at tage fra museernes hidtidige midler.

Fagligheden skal styrkes, og magten decentraliseres
Den fremtidige politik må være at styrke fagligheden. Magten skal tages fra statsbureaukratiet og decentraliseres.

Man skal dog sikre sig, at magten ikke ender i Kommunernes Landsforenings snævre lokale interesser, hvilket let kan ske, når staten i disse år skærer kraftigt ned på sine tilskud (de årlige to procent nedskæringer), mens kommunerne til gengæld giver mere i støtte.

Vi må kræve, at beslutningerne om museumsudvikling sker på baggrund af en faglig viden om, hvorledes kulturarven er, og i en åben diskussion af hvordan den bedst bevares.