Facebook forsvarer sig i ophedet debat: Danske medier modtog 1,3 milliarder gratis klik i 2020

Kulturministeren vil lade danske medier forhandle med Facebook oven på strid om, at techgiganter skal afkræves betaling for nyheder på deres platforme. Men danske medier får "fuldstændigt svimlende mængder" gratis trafik fra Facebook, skriver dansk direktør.

"Medier og kunstnere er afhængige af techgiganternes platforme for at nå offentligheden. Det giver techgiganterne en dominerende stilling, og det betyder, at de skal reguleres," lyder det fra kulturminister Joy Mogensen (S) i debatten om Facebook og medier.
"Medier og kunstnere er afhængige af techgiganternes platforme for at nå offentligheden. Det giver techgiganterne en dominerende stilling, og det betyder, at de skal reguleres," lyder det fra kulturminister Joy Mogensen (S) i debatten om Facebook og medier.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Maja Hagedorn

1,3 milliarder klik.

Så mange gange trykkede en bruger sig videre fra Facebook til et dansk medie i 2020, uden at medierne betalte for det.

Det skriver den danske direktør for platformens nyhedspartnerskaber, Jesper Doub, i et debatindlæg i Altinget.

"Faktum er nemlig, at danske medier får fuldstændigt svimlende mængder gratis trafik fra vores platform: Over 100 millioner klik – hver eneste måned – uden det koster dem en krone".

Værdien af de mange klik er ifølge Jesper Doub minimum 390 millioner kroner. Det baserer han på en undersøgelse af spanske, franske, tyske og britiske nyhedsmedier i 2014, som Deloitte står bag.

"Til sammenligning var statens samlede støtte i 2020 til trykte og skrevne internetbaserede medier i den seneste medieaftale på knap 430 millioner om året. At de to tal er nogenlunde lige store, er godt at have med sig, når man diskuterer, hvorvidt Facebook bidrager til den demokratiske samtale," fortsætter Jesper Doub.

Danske medier får fuldstændigt svimlende mængder gratis trafik fra vores platform.

Jesper Doub
Direktør for nyhedspartnerskaber hos Facebook

Illustrerer manglende forståelse for internettets realiteter

Debatten omkring Facebooks rolle i forhold til medierne er de seneste uger blusset op, efter at den amerikanske techgigant uden varsel fjernede alle nyheder fra dens platform i Australien. 

Beslutningen blev truffet i protest mod en ny australsk lovgivning, som ville tvinge store teknologigiganter til at betale medierne for de nyhedsartikler, der bliver bragt videre.

"At det skulle komme så vidt, var noget, som jeg personligt var meget ærgerlig over, fordi forløbet illustrerer, at den manglende forståelse for internettets realiteter er langt mere udbredt, end jeg frygtede," skriver Jesper Doub.

Joy Mogensen vil regulere techgiganter

Siden Facebooks beslutning har også flere danske mediechefer og politikere kritiseret techgiganten for at være dominerende og for at stikke gaflen i en meget stor del af annoncekronekagen, mens medierne får krummerne.

Kulturminister Joy Mogensen (S) er på vej med et lovforslag, som vil gå længere end EU, og som skal sikre, at techgiganterne skal indgå aftaler med medierne, hvis de vil bruge deres indhold, samt at medievirksomhederne i Danmark også kan forhandle samlet over for techgiganterne.

"Medier og kunstnere er afhængige af techgiganternes platforme for at nå offentligheden. Det giver techgiganterne en dominerende stilling, og det betyder, at de skal reguleres," skrev hun på Facebook 19. februar.

Det må bekymre os alle, hvis behovet for at skrue op for retorikken skyldes en uvilje mod at se nogle grundlæggende realiteter i øjnene.

Jesper Doub
Direktør for nyhedspartnerskaber hos Facebook

Men det er Facebook-direktøren uenig i.

"Man kan godt have det standpunkt, at mediernes udfordringer skal løses af nogle andre end medierne selv. Jeg er ikke enig. De medier, der ikke allerede har formået at omstille sig til internettet, har ikke brug for at fortsætte et liv på understøttelse – de har brug for at lære at tjene penge på deres gode, vigtige arbejde i vores allesammens tjeneste," skriver han.

Altinget har bedt Jesper Rosener, formand for brancheforeningen Danske Medier, der arbejder for gode vilkår for mediebranchen, om en kommentar.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00