Foreningen Kunst og Mental Sundhed: Den forskning, Christians Have peger på, er en blandet landhandel

Vi takker Christian Have for svar på vores debatindlæg, men vil også gerne påpege nogle misforståelser som fremkommer i hans svar.

WHO-rapporten, som der henvises til mange steder, har samlet set ikke påvist klinisk evidens for at kunst- og kultur har helbredende effekter, og derfor bør vi være forsigtige med at konkludere, at der findes ’et solidt fundament.’

Metoden, der er anvendt, er en scoping-review tilgang, det vil sige en usystematisk afdækning af et område, der ganske rigtigt inkluderer et stort antal studier, men uden at evaluere kvaliteten af dem.

Derfor kan vi ikke sige noget om stringensen eller om de anvendte forskningsmetoder er egnede, eller antal af deltagere i de forskellige inkluderede studier, vi kender heller ikke inklusionskriterierne og er ikke oplyst i detaljer om, hvordan disse studier blev gennemført.

Derfor er det korrekt at henvise til rapporten som en samling af studier, som påviser forskellige resultater om, hvordan kunst- og kulturaktiviteter kan gavne vores sundhed.

En blandet landhandel

Flere kritiske stemmer har allerede påpeget at WHO-rapporten inkluderer et stort antal studier som er små, af dårlig kvalitet, kortsigtede og hvor naturen af kreative aktiviteter udefineret.

Eller hvor aktiviteter bliver omtalt som en intervention, men i virkeligheden er tale om et aktivt valg, hvor man nyder og påskønner engagementet, og så er det vel ingen overraskelse, at man opnår fordele ved deltagelse. Rapporten inkluderer også studier af god kvalitet – men som sagt en blandet landhandel.

Rapporten inkluderer også studier af god kvalitet – men som sagt en blandet landhandel

bestyrelsen for Foreningen Kunst og Mental Sundhed

Der er desuden også en gennemgående antagelse om, kunst og kultur kan bidrage til social inklusion, hvor udvikling af kreative færdigheder og udvidelse af kulturelt engagement blandt deltagere fra dårligt stillede eller marginaliserede dele af samfundet vil udfordre de strukturelle rammer, der genererer sociale og sundhedsmæssige uligheder og uligheder.

Men ideen om, at kunst/kulturaktiviteter kan gøre en væsentlig forskel i løsningen af sådanne spørgsmål på nationalt plan eller på tværs af WHO's europæiske region, er usandsynlig. Determinanterne for sundhed (og ulighed i sundhed) er dybt integreret i vores samfundsstruktur og kræver andre indsaster.

Rapporten i sig selv viser ikke, at der eksisterer et væsentligt, robust evidensgrundlag til at understøtte argumenter for, at kunst- og kulturengagement umiddelbart kan forbedre sundhed og reducere sociale og sundhedsmæssige uligheder.

Ligesom kulturprojekter varierer i omfang og kvalitet, gør forskningsprojekter det også. Rapporten viser, at der findes mange studier, og vi kan blive opmundret af, at der findes en voksende interesse for feltet.

Forskning tager tid

For at fremme forskning og praksis i feltet kan systematiske reviews anbefales som en metode, der med systematisk stringens kan anvendes til at afdække et forskningsfelt.

Disse involverer omhyggelig kvalitetsvurdering af både kvantitative og kvalitative undersøgelser og kan give nuancerede konklusioner, som anerkender kompleksiteten af kulturel kontekst, forskningsdesign og -metoder, deltagerinddragelse, kunstnernes rolle og den kunstneriske proces, og endelig karakteren og seriøsiteten af de sociale og sundhedsmæssige problemstillinger, der behandles.

Der findes et behov for flere og større studier, både longitudinale studier og undersøgelser med fokus på både på målgrupper og på specifikke aktiviteter med fokus på reproducerbarhed og grundig konceptualisering af hvad der virker for hvem og under hvilke omstændigheder.

Ligesom kulturprojekter varierer i omfang og kvalitet, gør forskningsprojekter det også

bestyrelsen for Foreningen Kunst og Mental Sundhed

Det kan hjælpe os med at få en nødvendig og mere specifik viden om blandt andet gruppesammensætninger, mestringsmekanismer, præferencer og så videre, for at begynde at kunne forstå hvad fungere for hvem og i hvilke sammenhænge.

Det er også vigtigt, at vi ikke gør mere skade end godt. Og derfor kræver det både tid, omhu og resourcer samt en accept af, at forskning tager tid.

Vi skal også i gang med at samle den viden, som ligger både hos praktikerne, hos patienter/borgere, akademikere, politikere og så videre, som kan danne grundlag for et kommende arbejde med strategier.

Kunst og kultur kan spille en vigtig rolle i at fremme individets og samfundets velvære og trivsel, men det kræver et bedre evidensgrundlag for at kunne påvise hvor og hvordan, kunst- og kulturaktiviteter kan imødegå udfordringen med at forbedre sundhed og reducere sociale og sundhedsmæssige uligheder.

Konklusionen er, at feltet kultur og sundhed er lovende, men også at der er brug for flere tværsektionelle samarbejder, politisk opbakning til forskningen, der igen kræver omhu og tid.