Hesseldahl: Nye boller på kultursuppen

Af Morten Hesseldahl
Teaterchef for Det Kongelige Teater

Da Jens Otto Krag (S) i 1973 stoppede i politik, var det med den erklærede hensigt, at han ville male og digte i sommerhuset i Skiveren. Det var nogle sider af sig selv, han syntes, at han havde forsømt, og nu skulle de i hans livs efterår foldes ud.

Det blev ingen succes. Krag savnede tydeligvis magten, og måske var det kunstneriske talent heller ikke helt på højde med hans politiske evner.

Omvendt kan der jo findes mange eksempler på kunstnere, der trods udtalte ambitioner ikke for alvor har overbevist som politiske orakler. Tænk bare på Hamsun, Scherfig eller Anisette for nu at nævne nogle stykker.

Kunsten og den virkelige verden
At det kan være vanskeligt at overskride grænsen mellem de to verdener, den politiske og den kunstneriske, er imidlertid ikke det samme som, at de bør leve adskilt.

Er politikeres viden om et lands historie, identitet og væsentligste kulturelle milepæle for beskeden, har de ingen anden mulighed end at trække på deres administrative fornuft, og det er ganske enkelt ikke nok, når man har et ansvar for os alle.

Det er afgørende, at elitens frugter ikke forbeholdes en snæver målgruppe, men netop kommer alle og enhver til gavn.

Morten Heseldahl
Teaterchef for Det Kongelige Teater

Omvendt kan man om den kunst, der kun forholder sig til kunstnerens helt umiddelbare sanseverden, sige, at den bliver afkoblet virkeligheden på en måde, så den bliver ligegyldig og ofte uden interesse for andre end udøveren selv.

Idealet må altså være, at den administrative elite besidder en kulturel og kunstnerisk horisont, der giver perspektiv til deres beslutninger, mens de kunstneriske udøvere må slippe navlefokus og forholde sig talentfuldt, kritisk og inspirerende til den virkelighed, vi alle befinder os i.

Det lyder måske abstrakt, men det kan omsættes til såre konkrete handlinger, hvis man vælger at rette sin kulturpolitiske indsats mod tre specifikke områder, frem for at sprede sig over alt for meget og ikke mindst over områder, hvor spørgsmålet om aktivering synes væsentligere end ambitionen om at fremme kunsten og dermed løfte kulturen.

Styrk vækstlag og elite
Det første område, der med fordel kunne vinde fremme i en statslig kulturpolitik, er VÆKSTLAGET. Overalt forsøger nye talenter, om vingerne kan bære, og overalt vil det være hjælpsomt, om staten trådte til og hjalp, hvor der af gode grunde endnu ikke er et marked.

Det sker allerede i dag i form af kunstuddannelser, men kunne også have karakter af publikumsfremmende initiativer og mentorforløb i forhold til netop disse fremtidens mestre.

Det andet område, som man ikke skal forvente, at markedet løfter igennem, er udviklingen af en kunstnerisk ELITE, der kan give alle os andre nogle oplevelser, som vi ikke på egen hånd ville være i stand til at levere.

Førhen blev den kunstneriske elite båret frem af konger eller mæcener, mens den i dag må ty til staten for at sikre sin overlevelse. Derfor er en ambitiøs politik på området påkrævet. Eliten leverer det excellente, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at det er uforståeligt eller utilgængeligt. Det excellente opløfter og inspirerer og gør verden større.

Vi har brug for en elite inden for sport, erhvervsliv, forskning og kunst. Uden en sådan ville vi på alle måder være et fattigere og betydeligt mindre ambitiøst samfund, end tilfældet er. Derfor skal eliten styrkes langt mere målrettet, end tilfældet er i dag, hvor kulturressourcerne alt for ofte smøres alt for tyndt ud.

Imidlertid er det afgørende, at elitens frugter ikke forbeholdes en snæver målgruppe, men netop kommer alle og enhver til gavn.

Til glæde for de fleste
Derfor bør det tredje væsentligste indsatsområde for en kulturpolitik være at sikre, at det bedste af det bedste bliver TIL GLÆDE FOR DE FLESTE.

Det kan ske i forhold til en særlig indsats over for børn og unge. Det kan være gennem turnéaktiviteter eller som transmissioner i tv, via computere eller i biografer, eller det kan være ved at målrette indsatser over for de grupper, der af vanemæssige, sociale eller kulturelle grunde ikke tænker det excellente ind som en naturlig del af deres verden.

På disse tre områder vil en kulturpolitik kunne gøre en forskel, og det vil være en forskel, der vil kunne forandre landet.

Selveste Mr. Underwood, skuespilleren Kevin Spacey, citerede for nogle år siden ikke Jens Otto Krag, men en anden fritidsmaler, Winston Churchill, for at have sagt: ”Cut arts funding? Then what are we fighting for?” Citatet er ganske vist falsk. Churchill har aldrig sagt det, men indholdet er jo korrekt og siger noget meget vigtigt om, hvad der også er en politisk opgave. At tage vare på det, der fortæller vores historie som mennesker, nemlig den kunst og kultur, vi er i stand til at skabe.

Danmark har brug for at udnytte vores kunstneriske vækstlag, være stolt af vores elite og lade kunst i verdensklasse komme flest mulige danskere til gode.

Vigtigere og mere ambitiøst bliver det næppe.