Debat

Jan E. Jørgensen: Techgiganterne skal levere dansk indhold på en ansvarlig måde

Vi på Christiansborg må handle for at sikre dansk tv og public service-indhold i tech-giganternes æra. Vores lokale og nationale indhold er afgørende for kultur, forståelse og sammenhængskraft, skriver Jan E. Jørgensen. 

Som lille land kræver det nationalt samfundshensyn at styre tech-giganternes indflydelse. Det er rimeligt at kræve, at de, der kontrollerer dansk indholds distribution, tager hensyn til vores ønsker som samfund, skriver Jan E. Jørgensen. 
Som lille land kræver det nationalt samfundshensyn at styre tech-giganternes indflydelse. Det er rimeligt at kræve, at de, der kontrollerer dansk indholds distribution, tager hensyn til vores ønsker som samfund, skriver Jan E. Jørgensen. Foto: Søren Bidstrup
Jan E. Jørgensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I løbet af få årtier har vi været vidner til en sand eksplosion af teknologi og digitalisering, som former og forandrer vores verden i et hurtigt tempo.

Techgiganterne Google, Apple, Meta og Amazon har formået at indtage en så dominerende position, at de både driver og dikterer den teknologiske udvikling i hele verden i en blandet cocktail af lækre brugerflader, genial teknologi og grænseløse forretningsmetoder.

Som politiker er det blandt andet min opgave at lede den teknologiske udvikling i Danmark i en retning med fokus på vækst, etik og ansvarlighed. Udviklingen påvirker ikke kun vores videnstilegnelse og underholdning, men også vores demokrati og samfund, med brugen af uigennemsigtige algoritmer og unfair konkurrencevilkår.

Danmark stræber efter at være et digitalt foregangsland, med målet om at skabe værdi for borgere, virksomheder og nationen. For at opnå dette mål er det nødvendigt at forstå teknologivirksomhederne og deres påvirkning på os.

Som lille land kræver det nationalt samfundshensyn at styre tech-giganternes indflydelse

Jan E. Jørgensen (V)
MF

Mit Apple TV bliver solgt med ordene: Få alt dit yndlings-tv i én app. Hvad betyder det så?

Det er Apple, som giver en hjælpende hånd til mig og alle de andre millioner af mennesker rundt om i verden, som ikke helt kan begribe omfanget af Apples ambitionsniveau.

Ifølge flere eksperter satser tech-giganterne massivt på det globale marked for alt indhold. Det vil sige, at for eksempel Apple og Meta gerne vil være gatekeepere for, at vi via dem får gode film, tv-serier og anden underholdning. Tech-giganterne vil være hele verdens go-to place for indhold såsom film, musik og tv – jo før, jo bedre.

Hvis det lykkes, vil det få stor betydning for dansk produceret indhold, som vi kender det i dag, og for den værdi og funktion, som public service-indhold spiller for os alle i vores egen lille kulturnation. For nok er tech-giganterne visionære og innovative, når det gælder udviklingen af teknologiske løsninger, men når det gælder om at udvise samfundsansvar, er svaret i ny og næ et andet.

Fra kobber til sky

Siden slutningen af 1950'erne har tv været det dominerende massemedie i Danmark med stor indflydelse på dansk kultur.

Jeg husker selv fra min barndom, at vi jo alle så det samme, for der var kun en kanal at se. Med satellit, tv-parabolerne og kabel-tv-pakkernes indtog i slutningen af 1980’erne blev tv’et et vindue vendt mod verden, som bragte både fremmede kulturer og anderledes indhold og nyheder ind i stuen til os danskere. 

Dansk tv-udbygning var afhængig af tv-distributørernes centrale rolle. De besad den nødvendige infrastruktur med antenner, paraboler og kabler, som var livsnerven i branchen. Uden adgang til tv-pakkerne, ingen adgang til tv-indholdet. Tv-distributørerne var de centrale spillere på markedet, og de var datidens gatekeepere for tv-indholdet.

De danske tv-distributører var dem, der sørgede for at levere public service indhold til os alle sammen ved at sikre, at deres tv-pakker indeholdt tv-kanaler med dansk public service indhold. Det skete blandt andet, fordi vi fra politisk hold, via diverse medieforlig, har ønsket og finansieret dansk public service indhold, der skulle nå ud til alle danskere.

Der har derfor over årtier været et samspil mellem staten og tv-distributørerne om infrastruktur og det at få dansk indhold bredt ud i befolkningen. Med andre ord: tv-distributørerne påtog sig ansvaret for at få indholdet ud til os, mod at de måtte tjene penge på infrastrukturen. Hvad er udfordringen så i dag?

Tv-distributørerne taber terræn uge for uge. Antallet af husstande med en tv-pakke er nedadgående. Hvor det tidligere var ni ud af ti husstande, der havde en tv-pakke, er det i dag seks ud af ti. Hvis eksperternes prognoser holder stik, vil de danske tv-distributører have mistet cirka en million husstande som kunder i perioden 2017 til 2027.

Det er rigtig mange danskere, som ikke længere får dansk public service-indhold leveret direkte. De skal selv opsøge og finde det i det store udbud af indhold, som i dag er tilgængeligt for os alle på mange forskellige platforme.

Danmarks evne til at udnytte teknologien og digitaliseringen er ikke bare en konkurrencefaktor i verden - det er også nøglen til at sikre den danske kultur og sammenhængskraft

Jan E. Jørgensen (V)
MF

Tv-infrastrukturen er ikke længere kabler og antenner, men hardware som smartphones og tablets forbundet til den såkaldte sky. Succes for dansk indhold kræver nu apps, og tech-giganter ejer appstores. Danske hjem udstyres med Apple TV eller Android TV, og tech-giganterne har nøglen til tv-forbrugerne.

Christiansborg skal i arbejdstøjet

Ligesom tv-distributørerne har tech-giganterne ansvar for at bringe dansk indhold til os på en ansvarlig måde. Deres indflydelse på infrastrukturen indebærer et samfundsansvar, da de tjener penge på vores adgang.

At kontrollere infrastrukturen kræver også ansvar overfor det danske samfund, og det er afgørende, at tech-giganterne handler ansvarligt. Retten til at sidde på infrastrukturen, indebærer også et ansvar overfor det danske samfund.

Vi på Christiansborg må handle for at sikre dansk tv og public service-indhold i tech-giganternes æra. Vores lokale og nationale indhold er afgørende for kultur, forståelse og sammenhængskraft.

Som lille land kræver det nationalt samfundshensyn at styre tech-giganternes indflydelse. Det er rimeligt at kræve, at de, der kontrollerer dansk indholds distribution, tager hensyn til vores ønsker som samfund.

Vi skal bevare danskproduceret indholds centrale rolle og forstå tech-giganternes fremtidige skridt. De nye gatekeepere skal påtage sig ansvar, indgå i samspil og sikre, at teknologien og digitaliseringen styrker dansk kultur og sammenhængskraft. Det er afgørende for Danmarks position globalt.

For Danmarks evne til at udnytte teknologien og digitaliseringen er ikke bare en konkurrencefaktor i verden - det er også nøglen til at sikre den danske kultur og sammenhængskraft, hvis vi vil og tør. Det gør jeg.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan E. Jørgensen

MF (V), rådmand, medlem, Magistraten, Frederiksberg Kommune
advokat (L), cand.jur. (Københavns Uni. 1995)

0:000:00