Jens Chr. Grøndahl: Hyænernes dans om den aldrende gazelle

Hvis man vil gøre karriere som kulturjournalist, er det en god idé at "shame" eller nedrakke en kendt, etableret kunstner. Sådan fremstår man ung og vital. Sådan skriver man sig beregnende ind på redaktionerne.

Weekendavisen er et klassisk eksempel. Gennem et kvart århundrede har redaktionen samtykket med skribenten Lars Bukdahls hadkampagne mod blandt andre Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup, Ib Michael og undertegnede.

For nogle år tilbage fik Ib Michael nok og lovede den forsnævrede litteraturfunktionær bank, næste gang han så ham. Den samlede kulturpresse rejste sig i en tyfon af harme på ytringsfrihedens vegne, og Kritikerlaugets litterære småborgerskab truede med at boykotte Ib Michaels bøger.

Bare de ville, er jeg sikker på, at han har tænkt.

Jeg tillod mig at komme min kammerat til undsætning og gav eksempler på, hvad jeg selv er blevet trakteret med. En anmelder håbede engang, at jeg ville få en tagsten i hovedet. En anden sammenlignede mig med psykopaten Norman Bates i Hitchcocks ”Psycho”.

Så blev det mig, stormen rasede imod. Pressen får altid det sidste ord, og det er pointen her. Som kunstner står man alene, hvorimod redaktionerne beskytter deres egne.

Hvorfor skal to voksne kvinder rubriceres i stereotyper som Rødhætte og gammel heks? Lille Iben og Store Ghita? Datter og mor? Hvad er det for noget at reducere relationen mellem to kvinder til de mest banale kønsroller?

Jens Christian Grøndahl

Blodrusen kan blive fatal. Det svenske pressenævn fældede i mandags en af de hårdeste og mest omfattende domme i nævnets historie over Aftonbladets #MeToo-hetz mod teaterchefen Benny Fredriksson. Han begik selvmord for præcis et år siden efter avisens langvarige kolportering af ondartede, udokumenterede og anonyme beskyldninger.

Hetzen blev anført af sensationsavisens kulturredaktør, den højprofilerede feminist Åsa Linderborg. I pressenævnets afgørelse optræder hendes navn tretten gange. Det fremgår, at hun og Skandinaviens største avis tendentiøst og med alvorlige, faktuelle fejl har forbrudt sig groft imod god, journalistisk skik.

Netop nu kulminerer hendes diskreditering af den anerkendte Ruslands-forsker Martin Kragh, som hun i Aftonbladet har beskyldt for at være engelsk spion. Toneangivende svenske medier har i den forløbne uge vendt sig skarpt imod Åsa Linderborgs anløbne og uvederhæftige metoder med blandt andet fake news på spisesedlerne.

Det Kongelige Bibliotek feterede hende for nylig i Dronningesalen med dagbladet Informations chefredaktør som mikrofonholder, og hun er stadig avisens faste svenske stemme.

I forlængelse af pressenævnets usædvanligt hårde afgørelse udtaler Fredrikssons enke, den verdensberømte mezzosopran Anne Sofie von Otter: "Jeg håber, at Bennys død er et brændemærke i hjertet på alle, der deltog i heksejagten på ham."

I de forløbne uger har det været Ghita Nørbys tur til at erfare, hvad der også ligger bag pressens kliché om, at hun er "hele Danmarks". Det er omkostningsfrit og endda forbundet med redaktionel accept at trække hende gennem sølet.

Allerførst kan man spørge, om hun nogensinde har bedt om at blive folkeeje. En tvetydig status, når den også indebærer ejernes ret til at kalde hende hvad som helst. Kulturredaktionernes nedgroede ondt i røven-kultur fornægtede sig ikke. Medarbejderne synes jo selv, at de er solister og stjerner. Kunstnerne er nærmest i vejen.

Ghita Nørby havde været ubehøvlet over for 24syvs egen diva Iben Maria Zeuthen, og straffen lod ikke vente på sig. På få timer dannede journalisterne vognborg omkring deres kollega, fra Politiken over Jyllands-Posten til Berlingske.

Dybt krænkende udsagn og overskrifter blev overalt godkendt af de ansvarlige redaktører. Ghita er fordrukken. Ghita har Alzheimers. Ghita er aldersmærket. Ghita er eddikeond.

Vel havde hun været grov, men redaktionerne foretog et spring til det lodret injurierende. Det burde give presseetiske tømmermænd. Hvor var den journalistiske stopklods? Havde man kilder til, at hun skulle lide af demens, eller dokumentation for, at hun skulle være alkoholiker?

Skuespillerinden stod forsvarsløs over for pressen.

Igen og igen blev der kørt på hendes alder. Den redaktionelle konsensus er åbenbart, at man mister jugementet, når man runder de 80. 24syvs programchef Mads Brügger talte på TV om den aldrende Ghita Nørbys "absencer", uden at intervieweren satte spørgsmålstegn ved hans alders-shaming.

I krænkelsesparathedens epoke, hvor det er ved at være kulturel appropriation at gå med mokkasiner, er det efterhånden kun alderen, der ikke er tabu som stigmatiserende udgrænsningsparameter. Er du over 45, er du en gammel nar.

Da 24syvs anden programchef Mikael Bertelsen skulle forsvare udsendelsen, sammenlignede han gudhjælpemig Iben Maria Zeuthen med Rødhætte og Ghita Nørby med den gamle ulv.

Rødhætte besøger Bedstemor med kurven fuld af bloggermad og en mikrofon på størrelse med en AK47. Skal vi gå en tur i haven? Skal vi lave en kop te? Hun burde selv have kunnet høre, at hun lød som en sosu-assistent på besøg i den beskyttede bolig.

Ghita blev med rette provokeret. Rødhætte havde ikke bare trøffelcreme med, hun havde også et koncept. I et Instagram-opslag berømmede hun sin "dukkefører", som hun kaldte 24syvs dokumentarredaktør.

På et whiteboard havde støttepædagogen opstillet sin snotdumme konfliktstrategi. Iben Maria Zeuthen var et villigt instrument for det forstokkede kvindesyn, der åbenbart hersker blandt 24syvs seniorhipstere i ironiske jakkesæt.

Hvorfor skal to voksne kvinder rubriceres i stereotyper som Rødhætte og gammel ulv? Lille Iben og Store Ghita? Datter og mor? Hvad er det for noget at reducere relationen mellem to kvinder til de mest banale kønsroller?

Her stopper jeg lige båndet. Iben Maria Zeuthen er ikke helt ung længere, men en voksen kvinde midt i 30'erne. Hun går desuden for at være feminist. Jeg begriber ikke, at hun lod sig fjernstyre af 24syvs Gepetto. Hendes generation af kvinder er om nogen opdraget til at gå selv. Byde på noget, træde i karakter.

Samfundet forventer det. Ghita skreg efter det, endda på den mest ubehøvlede måde. Hvorfor sagde hun ikke fra? Hvorfor pakkede hun ikke sine ørebøffer og penisattrappen med vindhætte?

I stedet for at skride sad hun som 24syvs fjernstyrede marionet og blottede sin himmelråbende inkompetence. Er hun overhovedet uddannet journalist?

Jammerligt afslørede hun endda, at hun havde brugt en hel månedsgage på at forberede køreturen til Holte med koncept og picnickurv. Men havde hun sat sig ind i Ghita Nørbys livslange fordybelse i teatrets kanon, fra Shakespeare og Schiller til Bergman? Havde dukkeføreren?