Kjærsgaard: Den danske sjæl kan gå tabt

Af Pia Kjærsgaard (DF)
Værdiordfører

Folketingsvalget står for døren. Nu kan det komme når som helst. Som altid er det de store fordelingspolitiske dagsordener, der stjæler det meste af mediebilledet på bekostning af andre emner, hvis betydning kan være ligeså stor og have vidtrækkende konsekvenser for fremtidens Danmark.

Mon ikke de fleste hovedsageligt forbinder støtten til Det Kongelige Teater og støtten til forskellige kulturarrangementer med ”kulturpolitik”? Men kulturpolitik er meget andet og meget mere, og vi skal definere fremtidens danske kulturpolitik meget bredere. Naturligvis er den traditionelle kulturpolitik med danske kunstnere, museer, teatre og orkestre som omdrejningspunkt vigtig.

Dialekt og sprog under pres
Men der ligger meget andet og venter på at blive taget seriøst af en virkelig visionær kulturminister. Tag nu for eksempel det danske sprog. Mon ikke de fleste er enige i, at bevarelsen af det danske sprog er noget helt afgørende? Hvordan er det efterhånden, at mange taler? Engelsk har sneget sig ind overalt med sproglig forarmelse som en uundgåelig følge.

De fleste synes, det er en selvfølge, at danske kunstnere er nødt til at hævde sig på engelsk til Melodi Grand Prix, og alt for mange trækker på skuldrene over, at engelsk mange steder vinder indpas som undervisningssprog, selv om brugen af dansk i mange tilfælde ville højne det faglige niveau, fordi dansk nu en gang er modersmålet for de fleste her i landet. En aktiv sprogpolitik bør integreres i den overordnede kulturpolitik.

Det samme med de danske dialekter. De er under pres og i fare for at dø helt ud. Er det ikke et kulturelt tab? Hvorfor er det kun bornholmerne og sønderjyderne, som er stolte over deres dialekter? Og hvad med den danske ordskat? Mange unge har et fattigt sprog. Ord som ”dosmerseddel”, ”øjentjener” eller ”kålhøgen” er for dem mystiske fremmedord. I stedet udtaler de mange ord forkert, hvilket er ”ræddi ræddi ærvelit”.

Kulturpolitikken skal have som mål at bevare vores kultur og vores sjæl. Når først det er væk, kommer det nemlig aldrig igen. 

Pia Kjærsgaard (DF)
Værdiordfører

Hvad er der galt med almen viden?
Dannelsen er også en af kulturpolitikkens søjler. Hvad er der galt med almen viden – uden ”Google”? Hvorfor er et ungt menneske bange for at blive udstillet som ”nørd”, hvis han eller hun har en viden om forfattere, europæiske floder eller for den sags skyld flamske malere? Disse unge må gå stille med dørene, for almenviden bliver ofte mødt med hånlatter. Men dannelse handler om, hvem vi er, og hvordan vi ser os selv.

Det skader ikke at kunne begå sig med ”konduite” blandt andre. At kunne konversere en bordherre – eller dame. At føle sig hjemme i de høflige omgangsformer og tage hensyn til andre mennesker. Nej, den slags evner åbner døre. Jeg indrømmer, at det ikke har meget med tilskuddet til Det Kongelige Teater at gøre. Men ikke desto mindre er det kultur.

Vores sjæl kan gå tabt
Det samme er skolen og vore andre ”dannende” institutioner. Kulturpolitikken skal også bredes ud til dem. Hvis ikke vi accepterer en bredere opfattelse af kultur, risikerer vi at ende som en sjælløs nation uden noget særpræg. Engelsk kan andre bedre end os – f.eks. englændere og amerikanere. Det betyder ikke et nej til fremmedsprog. Tværtimod skal vi mestre langt flere af dem – f.eks. tysk og fransk.

Kulturpolitikken skal have som mål at bevare vores kultur og vores sjæl. Når først det er væk, kommer det nemlig aldrig igen. Jeg forestiller mig en kulturpolitik, som rækker langt ud over kulturministeriets ret snævre ressortområde. Det involverer en lang række ministerier. Kort sagt skal fremtidens kulturpolitik males med en langt bredere pensel – og forhåbentligt defineres af et borgerligt flertal i Folketinget.