Knud Romer efterlyser hjælp til kulturen: Hvad i himlens navn vil I have, at vi skal leve af?

KRONIK: De udøvende kunstnere lider under nedlukningen af landet, men i modsætning til andre erhverv, er det småt med økonomisk støtte fra staten. Kunstnerne bidrager stort til samfundsøkonomien men falder selv til bunds, skriver Knud Romer.

Placeholder image
Kunstnerne holder til daglig gang i en hel række jobs som lydfolk, teknikere og udlejere af lydanlæg, men modsat dem er der meget lidt hjælp at hente for kunstnerne under coronakrisen, skriver Knud Romer. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Knud Romer
Forfatter, radiovært og debattør

Kære alle sammen rigtig meget hver for sig, godt nytår!

Da vi sprang ned fra stolene til lyden af dommedagsklokker, kunne vi nyde synet af de rygende ruiner i kulturlivet frem for festfyrværkeri. For det er blevet lagt øde af forsamlingsforbuddet og vores kulturminister, som ikke bare svigter sit ressortområde, men bekæmper det: Killjoy was here!

Landet blev lukket ned ved pressemødet 11. marts i Spejlsalen - og Joy Mogensen (S) sagde ligeud, at der var andet og vigtigere at tage sig af end de nødstedte kulturinstitutioner og kunstnertyper, som var godt og grundigt på røven - skuespillere, foredragsholdere, musikere, forestillingsarrangører og hvem nu end, der stod uden indtægt resten af året. Alt blev aflyst.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hun undsagde sig enhver forpligtelse i den uddybende forklaring, som hun – eller taleskriveren, de har søgt til en fuldtidsansættelse i Kulturministeriet - begik i Politiken fjorten dage senere med manchetten: ”Kulturen lider under coronakrisen. Det skal både staten og borgerne forsøge at afhjælpe. Men det må ikke ende med et kulturliv, der bliver en støttet luksusdel af samfundet.” Ahva?

Kulturministeriet er ikke et jobcenter
Det hedder sig, at det, som er for dumt til at siges, må synges, og ordlyden kan være så langt ude, at det ikke kan refereres, men kun citeres. Med et katalog af floskler kommer kronikken frem til, at hun altså ikke er beskæftigelsesminister, og kulturministeriet er ikke et jobcenter.

Hvad man glemmer er, at de udøvende og skabende kunstnere er en sten, som spreder ringe i samfundsøkonomien, mens de selv går til bunds. De leverer værdi og indhold til kulturinstitutioner og medievirksomheder, der skovler millioner ind, men kan ikke vriste en krone ud af deres produkter som det sidste led i fødekæden: indholdsproducenterne - eller ”content providers” på konsulentdansk.

Knud Romer, Forfatter, radiovært og debattør

Hun gjorde faktisk kulturlivet en tjeneste ved ikke at skelne mellem en billedkunstner og en malermester, når det kom til at betale huslejen, fordi det kunne skabe endnu mere ondt blod i befolkningen over for kultureliten, der ikke kan tjene til føden: Get a job!

Joy Mogensens kriseplan var Foreningsdanmark, som stiller et bord op på Roskilde Festival - den blev aflyst - og der er også mange, som støtter op om at lave en legeplads i lokalområdet. I øvrigt havde kunstnerne valgt at følge deres ”kald”, som var løn nok i sig selv.

Absolute Music 2
Jeg tvivler på, at en malermester eller VVS-mand fikser mit hjem uden regning, fordi de følger deres kald, men fandeme om ikke vores kulturminister allerede havde løst problemet i et interview til musikbladet GAFFA, der forskyder opmærksomheden i den perfekte shitstorm.

Hun bliver spurgt om, hvilken musik og hvilket album der har betydet mest for hende, og smider det ultimative identitetspolitiske kort på bordet med opsamlingspladen over Socialdemokratiets kulturpolitik: ”Absolute Music 2”. Bingo!

For den, der protesterer, har tabt - din finkulturelle snob – og gør hende og regeringen til de sande repræsentanter for det mest uhyggelige af alt: folket.

Socialdemokratiets drejning
Socialdemokratiet har overtaget strategien fra Dansk Folkeparti i en grad, som gør deres tidligere kulturordfører Alex Ahrendtsen til et dannet menneske, der lirer på violin i sin fritid, mens han forsøger at nedlægge DR Symfoniorkester og Kunstfonden. ”Mindre Lars von Trier, mere Far til Fire”, som de rimede i deres filmudspil, inden klimakrisen tog livet af dem ved forrige valg.

Det sidste, man hørte til Henrik Sass Larsen, var en tilsvarende programerklæring sammen med Suzuki-Torben, hvor han talte provinsen ned med revyer, bingo og klassehad mod kunst i al almindelighed.

Mattias Tesfaye (S) kunne ikke være mere enig: Bøger er for eliten, og kulturlivet er bare overførsel af midler fra folket til de rige svin, der rasler med perlekæderne til klassisk koncert og ballet på – uha, uha – Det Kongelige Teater. Og efter et operabesøg på Nationalscenen kunne Mette Fredriksen (S) som hele landets statsminister fortælle, at hun nok ikke kigger forbi igen foreløbigt. 

Folket mod eliten
Dermed er Socialdemokratiet nået hele vejen rundt og har vendt sig selv 180 grader på hovedet fra dengang, hvor de faktisk talte en stor, underprivilegeret arbejderklasses sag og kæmpede for at give os lige adgang til uddannelse og kunst og kultur i folkeskoler, folkebiblioteker, museer, koncertsale og dyre sæder i Det Kongelige Teater. Julius Bomholt må vende sig i graven med dem.  

Den eneste ”folkelige” fjer i hatten på Socialdemokratiet er sjovt nok blevet kulturpolitikken, hvor det ikke længere handler om at støtte og udvikle og få del i kulturlivet, men skamride det med en eller anden abstrakt og herskende elites kulturforbrug – og gøre sig til forkæmper for alle os andre, som ikke bliver anerkendt i vores lavkulturelle fravalg af litteratur og kunst til fordel for bingo, revyer og Absolute Music 2.

Det er del og hersk ved hjælp af konflikt. Folket mod eliten, finkulturen mod populærkulturen, provinsen mod hovedstaden - og banen er kridtet op. Hver gang man spørger ind til deres kulturpolitik, synger regeringen den samme, trætte sang: ”Vi støtter den BREDE kultur, håndbold” - og misbruger håndbolden til at spille Danmark ud mod sig selv.

Træning to gange om ugen og udstilling i weekenden
Rindalismen er et politisk instrument for dem, som faktisk har magten og benytter dannelseskulturen til at kolportere ideen om, at den har bedre vilkår og sidder mere på flæsket end den undertrykte bingo og håndbold. Alle dem med briller skal dø!

Der er bare det ved det, at en sanger i operakoret tjener sådan cirka det samme som en buschauffør efter at have brugt et halvt liv på at forvandle stemmen til et instrument. Og vi ville være godt tjent med at skænke billedkunst den samme opmærksomhed og stille de samme krav til børnene som i håndbold. Der er træning to gange om ugen og udstilling i weekenden, hvor man forventer, at forældrene tropper op, og udebliver du for tit, kan du komme på B-holdet. Vi ville blive verdensmestre i kunst, hvad end det måtte være, men Olafur Eliasson er vel et godt bud.

Vi skal høre på resultater hver dag i ”Sporten” efter Nyhederne på lige fod med ”Vejret”, men når det kommer til krisen i kulturlivet, bliver det spist af med en omgang ”Debatten” på DR2, hvor Danmarks Radio levede op til sine public service forpligtelser med det mest skamløse og irrelevante line-up EVER.

Var der så meget som en arrangør til stede, der har brugt år på at stable en forestilling på benene, og nu er ruineret, eller bare en - en eneste - brancheorganisation, som fik lejlighed til at gøre deres vilkår gældende i det cirkus? Musikerforbundet? Nej: Bring in the clowns!

Spreder ringe i samfundsøkonomien
Det var et ocean af nonsens med TV-værten Anders Lund Madsen i spidsen, der brugte den kostbare taletid på at vrøvle sig igennem en banal konstatering, som den liberale ”tænketank” CEPOS har formuleret klarere i årtier: Hvad der ikke kan stå, må falde - og markedet regerer.

Men det er regeringen - staten - som har lukket markedet ned med forsamlingsforbuddet. Ikke ligefrem liberal kost, og når det stadig pisser mig af, er det, fordi det endnu en gang udbreder den populistiske forestilling om en bunke uduelige og ubrugelige gratister i kulturlivet, der ikke kan forsørge sig selv alligevel, og hvad der ikke kan stå alene, må falde som en sten.

Hvad man glemmer er, at de udøvende og skabende kunstnere er en sten, som spreder ringe i samfundsøkonomien, mens de selv går til bunds. De leverer værdi og indhold til kulturinstitutioner og medievirksomheder, der skovler millioner ind, men kan ikke vriste en krone ud af deres produkter som det sidste led i fødekæden: indholdsproducenterne - eller ”content providers” på konsulentdansk.

Røvhullernes parade
For første gang nogensinde har billedkunstnernes fagforeninger og danske museer tidligere på året indgået en aftale om minimumsløn - og det er stadig kun en henstilling, hvor det utroligt nok er nødvendigt at bemærke, at man skal … skrive kontrakt. Kunstnerne har arbejdet som daglejere uden rettigheder og sikkerhed - og ikke modtaget en klink for at blive udstillet på museer i modsætning til administratorerne og kuratorerne og ned til det tekniske personale, der kan sove roligt med en fast månedsløn og feriepenge, barsel, pension og sundhedsforsikring.

Når det kommer til forfattere, får vi udbetalt løn i form af royalties én gang om året. For de flestes vedkommende er det 15 procent af bogens udsalgspris, resten går til forlag, tryk, distribution, lager og boghandlerne, som alligevel melder sig konkurs på stribe nu. Selv om vi holder hjulene i sving i en hel branche, kan de færreste leve af det, men kunne optræde som foredragsholdere rundt omkring i landet, der er lukket for business i år lige som Bogforum: aflyst.

Der er en grund til, at man kan være hjemløs rockmusiker samme aften, som man rydder bordet ved Danish Music Awards. De tre største pladeselskaber - Universal Music, Sony Music, Warner Music - ejer stort set al musik i verden og også en god bid af Spotify. Her kan du høre dem skrige deres indvolde ud for en slik, der beriger de multinationale selskaber, men efterlader musikerne selv med pantflasker.

Eller også kan du gå gratis på youtube, der ikke er stort bedre end et piratsite, hvor Google tjener penge på at distribuere musik og lukker ned for lortet i deres magtfuldkommenhed, hvis de skal betale for det gennem Coda. 

Det er røvhullernes parade, og medierne blomstrer som parasitter, mens ”indholdsproducenterne” visner hen uden midler til at skabe det, der brødføder andre - og rigtig, rigtig mange endda.

Vi gør noget ved musikken
Når man har så travlt med at isolere og fokusere på kunstnerne, som ikke skulle kunne begå sig på markedet, hvad med i det mindste at ringe til ”Nordic Rentals” og høre, hvordan det går med forretningen?

Forsamlingsforbuddet har kostet dem en tabt omsætning på 60 millioner kroner bare i udlejning af anlæg og lydmænd, teknikkere, kabelslæbere - hvad ved jeg - og en hel virksomhed bliver opretholdt af de musikere, som optræder. Det gør alle på koncertstedet også fra den programansvarlige til garderoben, billetkontrollørerne i døren og bartenderne, der skal sælge så meget øl og spiritus som muligt for at få det til at løbe rundt.

”Vi gør noget ved musikken,” som Tuborg siger - og det tror pokker. De tjener penge på det, og det er ikke dem, men musikerne på scenen, der gør noget ved musikken og driver det. De betaler prisen, når alle har fået deres, og deler resten i fire - eller hvor mange der end måtte have svedt - og går hjem med en sulteløn, som nu er taget fra dem i et lukket land: aflyst, aflyst, aflyst.

Hjælpepakkerne er blot et figenblad
Kulturlivet styrtbløder under coronakrisen, og hjælpepakkerne er ikke andet end et figenblad, der skal dække over det faktum, at der ingen hjælp er at hente: 43 musikere i alt har modtaget lidt almisser. Du har betalt din skat til myndigheder, som lader dig sejle i din egen sø, når du omsider får brug for dem, men gladeligt skyder milliarder i banker, der er gået en gang for meget på Casino Copenhagen - og samtidigt opleve den bevidstløse hån fra vores egen kulturminister.

Tommy Kenter sagde det med vanlig timing, da han modtog en Æresreumert i år: ”Man kan desværre ikke betale husleje med ’æren’. Den vil min husejer skide på. Som mange andre i branchen er jeg virkelig på røven.” Hvad i himlens navn vil I have, at vi skal leve af?

Pornoindustrien kunne gøre mere gavn end kulturministeriet
Så længe regeringen støtter håndbolden, skal det nok gå, og for min del ringede jeg til Denice Klarskov – den tidligere pornomodel. Hun sidder nede i Lundby med sin søster Pernille og driver en virksomhed – DK Production - der tilbyder live sex på internettet med webcams, pay per view.

Jeg ville høre, om hun mon kunne overtales til at stille sin netside til rådighed for det danske kulturliv? Tanken var, at man i stedet for at følge med i piger og par, som dyrker sex, kunne tilbyde et bredt udvalg af de danske kunstnere og kulturarbejdere uden levebrød.

Uffe Lorenzen fra Spids Nøgenhat var frisk og endda rede til at strippe på kanten til hjemløshed. Peter Sommer troede, at han skulle have sex online, men det var ok med ham.

Det betaler man nok hellere for at undgå at opleve, og meningen med det var da også, at man skulle kunne klikke sig ind på den ene eller anden kunstner – og få noget på den dumme efter eget valg.

Hvad enten det var en sang – live – fra dagligstuen, eller et godt råd til den store roman, som man var i gang med at skrive på tiende år. Helle Helle læser op - et fif til aftensmaden fra en rutineret og ruineret kok, en joke fra en standupper uden publikum - to for en femmer, du bestemmer!

Hvis hver af dem fik – lad os sige – hundrede besøgende til 50 kroner for en halv time, ville det alligevel være 5000 kroner i lommen. Det er en høj timeløn og værd at tage med, hvis du ikke har til salt på ægget.

Det ville gøre mere gavn end kulturministeriet, som man kan nedlægge med fordel i morgen - og selv hvis det ikke bliver til noget, må jeg indrømme, at et pornosite med webcams til Jens Christian Grøndahl og Michala Petri ville fylde mig personligt med en uendelig fryd under overskriften: ”Pornoindustrien kommer de danske kunstnere til undsætning!”

Omtalte personer

Joy Mogensen

Fhv. kultur- og kirkeminister, borgmester (S), Roskilde Kommune
BA i kultur- og sprogmødestudier (Roskilde Uni. 2005)

Knud Romer

Forfatter, radiovært, debattør
stud.mag. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1995)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser