Museumsdirektør: Fondes administrative krav skævvrider konkurrencen om den eftertragtede kulturstøtte

Lad mig til en start slå fast: Uden de private fonde ville dansk kulturliv være en sløj violinstrofe!

Deres finansieringsandel taler sit tydelige sprog. Ikke mindst i museumsverdenen, der årligt modtager store bevillinger til både anlæg, renovering, særudstillinger, værkerhvervelser, forskning og formidling mv.

Til spørgsmålet om, hvorvidt de private fonde er magtfulde, er svaret derfor JA!

Uden de private fonde ville dansk kulturliv være en sløj violinstrofe.

Pia Wirnfeldt
Museumsdirektør, Clay – Keramikmuseum Danmark

Men, hvordan forvalter de den magt? Og hvor ville dansk kulturliv være i dag, hvis ikke de private fonde tog medansvar?  

I årtier har kulturen i Danmark rangeret uhyggeligt lavt på den politiske dagsorden. Selv når det handler om at sikre dansk kulturarv, har staten fralagt sig et stadig større finansielt ansvar. Ad den vej er kulturinstitutionernes afhængighed af fondene omvendt vokset. Indirekte har særligt de største fonde derfor indflydelse på kulturinstitutionernes prioriteringer og indsatsområder.

Heldigvis har fondene i takt med denne udvikling opbygget professionelle sekretariater, der med faglighed og kompetence behandler de indkomne ansøgninger. Ved behandling af de mange ansøgninger opnår fondene stor indsigt i dansk kultur og dens udvikling.

Samtidig er de i stadig højere grad i direkte dialog med kulturens aktører, der omvendt har mulighed for at påvirke fondene og deres strategiske indsatsområder.

Magtmisbrug eller professionalisering?

I museumsverdenen oplever vi generelt en konstruktiv dialog med fondene. Hvor de med lydhørhed udviser vilje og evne til også at agere på pludselige forandringer og udfordringer. Som for eksempel under Covid19-pandemien, hvor museerne blev tvangslukkede.

I den givne situation måtte kulturlivet naturligvis udvise samfundsansvar, men hvem udviste omvendt ansvar for kulturlivet?

Det gjorde en række private danske fonde, der med stor agilitet etablerede specialpuljer til støtte for et nødlidende kulturliv. Puljer, som vel at mærke rakte ud til alle kulturinstitutioner, statsanerkendte eller ej.

Til gengæld er den tid forbi, hvor de private fonde passivt modtager ansøgninger fra kulturlivet. Særligt de store fonde har fingeren på pulsen og engagerer sig i den samfundskulturelle dagsorden.

Konkret er det min erfaring, at fondenes involvering kan være krævende, men at den ofte medvirker til at styrke projektets resultat.

Pia Wirnfeldt
Museumsdirektør, Clay – Keramikmuseum Danmark

Her agiterer de for deres strategiske indsatsområder og bestræber sig på stor transparens i det arbejde, de leverer. Samtidig ønsker de, særligt ved større bevillinger, en høj grad af involvering tidligt i projektfasen.

En involvering, der indebærer muligheden for både at kvalificere og præge projektet.

Men er det et udtryk for magtmisbrug eller professionalisering?

Fra mit perspektiv er den konstruktive dialog altid kvalificerende for et projekt. Så længe der er lydhørhed fra begge parter. Konkret er det min erfaring, at fondenes involvering kan være krævende, men at den ofte medvirker til at styrke projektets resultat. Ikke mindst fordi fondenes rådgivning står på et bredt erfaringsgrundlag, og fordi fondene i første omgang ikke skeler så meget til økonomi som til projektets kvalitet.

I forbindelse med CLAYs netop indviede tilbygning var det blandt andet en stor fond, der sagde: ’Skal vi støtte det, skal projektet forbedres’. Af den grund blev det dyrere, men også meget bedre.

Krævende administrative krav

Når det er sagt, bliver det administrativt stadigt mere krævende at modtage bevillinger. Ansøgningsskemaerne skræddersyes, og de formelle retningslinjer bureaukratiseres. I takt hermed øges fondenes krav til bevillingsmodtagerne i forhold til opdatering og afrapportering.

På den måde tiltager de administrative krav uden hensyn til især små bevillingsmodtagere med begrænsede ressourcer. En udvikling, der skævvrider konkurrencen om den eftertragtede kulturstøtte.

Allerede i dag er danske museers styrker og indsatsområder forskellige. I drøftelsen af en kommende museumsreform italesættes det langt om længe, at museerne ikke nødvendigvis skal opfylde de samme krav for at opnå statsanerkendelse. Jubii!

De administrative krav tiltager uden hensyn til især små bevillingsmodtagere med begrænsede ressourcer. 

Pia Wirnfeldt
Museumsdirektør, Clay – Keramikmuseum Danmark

En politisk anerkendelse af et alsidigt museumslandskab vil ’tvinge’ institutionerne til at definere sit dna, styrke fagligheden og øge museernes attraktivitet for et bredere publikum.

Et differentieret museumslandskab vil tilsvarende stille nye krav til de private fonde. Naturligvis må fondene som minimum kræve, at ansøgerne kan kvalificere projektets indhold, intention og bæredygtighed.

Når det er sagt, bør fondene også være villige til at udvide indsatsområdet og forenkle støttesystemet til mindre og knap så spektakulære kulturprojekter. Ligesom det vil være ønskværdigt, hvis flere fonde kunne finde det muligt at støtte mere vedvarende og samlingsrelaterede tiltag.

På den måde vil de kunne medvirke til at sikre en vigtig kontinuitet og sikkerhed i en branche, hvor der ofte er mest fokus på konstant udvikling og højere besøgstal.