Teaterdirektør: Skuespillet taber til musical, revy og standup

Af Hans Henriksen
Direktør, Aalborg Teater

Skuespillet er scenekunstens sine qua non – dens uden-hvilket-intet.

Det er afgørende at huske på nu, hvor kulturministeren lige har høstet input vedrørende fremtidens scenekunst.

Der er en alvorlig risiko for, at skuespillet bliver taget for givet. For når dansk teater som helhed trives ganske fornuftigt, så har skuespillet som kunstform det vel også ret godt –skulle man tro. Men så simpelt er det desværre ikke.

Det korte af det lange er, at musikforestillingerne – som i sagens natur fokuserer mere på sang og koreograferet dans end på reelt skuespil – samlet set stortrives, hvilket en omtrentlig stigning i billetsalget på 20 procent fra sæson ’11-’12 til ’15-’16 med al tydelighed understreger.

Forestillinger som Lyden af de skuldre vi står på og Højskolesangbogen er fantastiske både musikalsk og performancemæssigt, men på skuespilsfronten mangler de – med al respekt –vitaminer.

Trivslen blandt musikforestillingerne er på bekostning af skuespillet, som taber terræn til både musikforestillinger og den rene underholdning, der også finder sted på teatrene.

Hans Henriksen
Direktør, Aalborg Teater

Trivslen blandt musikforestillingerne er således på bekostning af skuespillet, som taber terræn til både musikforestillinger og den rene underholdning, der også finder sted på teatrene – såsom standup, revy og satire.

Et politisk valg
Det er ikke svært at gennemskue, hvorfor musikforestillingerne og ren underholdning fylder så meget. Det hænger sammen med, at staten langsomt, men sikkert reducerer antallet af offentlige kroner til teatrene, samtidig med at der lægges pres på teatrene for at øge deres egenindtægt.

Det er dermed heller ikke svært at gennemskue, hvad der typisk giver flest penge i kassen – et nyt stykke dansk dramatik eller en klassisk amerikansk musical. Spørgsmålet for offentligt støttede teatre bør imidlertid være, hvor den demokratiske og kunstneriske værdi er størst.

Her har den nyskrevne dramatik altid de bedste vinderchancer. Sådan har det forholdt sig lige siden oldtidens Grækenland, da teater opstod som kunstform. Gennem skuespillet kunne borgerne få sat tilværelsen i et dramatisk perspektiv og herigennem revidere deres forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Da Grækenland bevægede sig væk fra despoti og i retning af demokrati, blev skuespillet den platform, hvor samfundskritikken kunne komme til udtryk, hvor meninger kunne brydes, og hvor problemstillinger kunne sættes på spidsen.

Dermed blev skuespillet en altafgørende forudsætning for den samtale, som befolkningen kunne føre om samfundets tilstand.

Scenen er skuespillerens duelighedsprøve
Denne forudsætning gør sig stadig gældende i dag. Ganske vist kan skuespillet nu opleves på både scene, lærred og tv, men skuespillet i form og funktion har bevaret sit fundament gennem tusinder af år.

At være skuespiller handler stadig om den menneskelige evne til at iklæde sig rollen som et andet menneske og herigennem formidle følelser, fagter og fortællinger.

Samtidig er det stadig på scenen, at skuespillets kraft står allerstærkest frem, og dette parameter har dermed heller ikke ændret sig fundamentalt siden oldtiden.

Det er på scenen, at enhver skuespillers sande duelighedsprøve finder sted, og det er på scenen, ansigt til ansigt med publikum, at skuespillet slår de største gnister og antænder de stærkeste følelser.

Ønsker vi at frembringe den største scenekunst, at bevare og styrke scenekunstens evne til at bevare og styrke demokratiet, og skal danske teatre lykkedes med at tiltrække publikum på teatrenes egne præmisser, er det således skuespillet, som vi frem for alt skal værne og støtte op om. Som teatre, som publikum, men også som samfund.

Staten skal investere i det demokratiske
Dette bør kulturministeren og resten af landets teateraktører have for øje i denne kritiske tid, så vi ikke blot fortaber os i en debat om reviderede støtteordninger, yderligere forøgelse af teatrenes egenindtægt, og hvilke besparelser der gør mindst ondt.

I sin rolle som mæcen bør staten investere i den scenekunst, hvor det demokratiske og kunstneriske udbytte – ikke det økonomiske – er størst.

En forestilling som Porno for begyndere, der lige nu spiller på en af Aalborg Teaters mindre scener, giver publikum anledning til at reflektere over et emne, som er tabubelagt den dag i dag – selvom størstedelen af befolkningen bruger porno.

Omdrejningspunktet er autentiske fortællinger fra almindelige nordjyske borgere, og forestillingen er en opdagelsesrejse ind i menneskets skæve fantasier og dybe begær. Ønsket er at reducere skamfølelsen omkring porno og samtidig forstå, hvad pornoforbruget egentlig er et symptom på.

Fartøjet på denne opdagelsesrejse er, naturligvis, skuespillet – ført an af Reumertvinder Marie Knudsen Fogh. Med Porno for begyndere eksemplificerer vi, hvordan et kunstnerisk stærkt, demokratifremmende og debatskabende skuespil kan tage sig ud i 2018.

Det er netop forestillinger med sådanne kvaliteter, som, vi mener, bør kendetegne fremtidens offentligt støttede scenekunst.