Af Lars Salling
Landsformand for Danmarks Teaterforeninger 

Det er svært at forstå, at især børneteatre skulle være lukningstruede uden formidlingsordningen, idet man på netop dette område også har Refusionsordningen.

Lars Salling
Landsformand, Danmarks Tetaerforeninger

Der har også denne gang været en del reaktioner på genoplivningen af forslaget om at nedlægge Formidlingsordningens pulje 1 og 2 i deres nuværende form. Blandt andet i indlæg fra TIO og Teaterbilletter.dk her på Altinget.

Det ligner en gentagelse af det, der skete, da forslaget oprindeligt blev fremført af Teaterudvalget bag ”Veje til udvikling”, hvor modstanden dengang uden tvivl var en medvirkende årsag til, at den ellers meget gennemarbejdede rapport alt for hurtigt led kvælningsdøden.

Danmarks Teaterforeninger kan ikke bakke op om det ellers faste ændringsforslag til fornyelse i teaterpolitikken: nemlig at tage pengene fra de store teatre som Det Kongelige Teater, landsdelsscenerne og teatrene under Det Københavnske Teatersamarbejde og kanalisere dem over til projektteatre eller de mindre teatre.

Vi mener ikke, teaterlandskabet er så sort/hvidt, at man kan dømme alle teatre i en bestemt gruppe som så dårlige, at de skal have beskåret deres midler, for at en anden gruppe kan få ekstra penge tilført.

For os er det essentielt, at publikum over hele landet får mulighed for at se et bredt udvalg af professionel scenekunst af højt kvalitet. Altså hele viften af scenekunst - fra de helt store til de små énmandsforestillinger.

Det er derfor vi i Danmarks Teaterforeninger mener, at der er grund til igen at se på forslaget i ”Veje til udvikling” om en ændring af Formidlingsordningen.

Al støtte er publikums penge
Et af de sejlivede forsvar for Formidlingsordningen er, at pengene i de to puljer særlig er ”publikums penge”.

Det er en mærkelig skelnen, at netop formidlingsstøtten mere end al anden teaterstøtte er publikums penge. Alle midler, der tilføres dansk scenekunst, er vel publikums?

Dels fordi de kommer via publikums skatteindbetalinger. Dels fordi støtten til scenekunsten vel netop gives, fordi scenekunstområdet ikke skal klare sig på markedsvilkår. Statsstøtten til både de store og de små scener og producenter gives blandt andet for, at man på teatrene kan holde billetpriserne på et niveau, der får flest muligt i teatret. Både børn og voksne.

Børneteatre er ikke lukningstruede
Enkelte børneteatre er gået så vidt som til at sige, at stationære børneteatre i især København vil lukke, hvis man ændrer i Formidlingsordningen.

Nu er mange københavnske børneteatre små storbyteatre, ligesom de fleste stationære børneteatre uden for Købehavn er egnsteatre. Altså får de en vis statsstøtte.

Men det er svært at forstå, at især børneteatre skulle være lukningstruede uden formidlingsordningen, idet man på netop dette område også har Refusionsordningen. Den bruges flittigt i resten af landet, og Københavns Kommune henviser faktisk til netop Refusionsordningen på sin hjemmeside.

Den ordning passer som fod i hose til at understøtte Kulturministerens væsentlige strategier om ”Små børns møde med kunst og kultur”, ”Skolebørns møde med kunst og kultur” og ”Unges møde med kunst og kultur”.

Kulturministeren har uden tvivl med fuldt overlæg kaldt den kommende konference om scenekunsten for Scenekunstdialog 2015. Forhåbentlig bliver det til netop dét, en dialog, hvor alt er til debat. Fremfor en række monologer om, det uretfærdige i, at Det Kongelige Teater får så mange penge.

For hvis det er det eneste ændringsforslag, majoriteten i dansk teater kan enes om, så er vi endnu engang sikre på, at der aldrig kommer til at ske noget nyt på scenekunstområdet.