Teatre: Besynderligt at skære ned på formidlingsstøtten

Af Johanne Prahl
Direktør i Scenit

Det er ikke løgn, at det er meget nemmere at få publikum til gratisarrangementer end at få dem til at betale, men det er jo ikke vejen frem til et bæredygtigt scenekunstmiljø.

Johanne Prahl
Direktør, Scenit

Kulturministeren har varslet reformer både af teater- og museumsområdet i løbet af det kommende folketingsår. Og det er interessant at se de vidt forskellige reaktioner fra de to brancher.

Hvor museerne fremhæver formidling som vejen frem i forhold til at styrke museernes relevans i samfundet, peger Projektstøtteudvalget for Scenekunst i et debatindlæg i Information den 26. august den stik modsatte vej og ønsker flere midler til nyproduktioner.

Ganske vist er dette ønske pakket ind i en argumentation om, at publikum strømmer til festivaler og gadeteater, og dermed oplever en masse nytænkende og overraskende scenekunst, men det lander ikke desto mindre på et ønske om flere midler til nyproduktioner og færre midler til at formidle scenekunsten til publikum.

Det er ikke løgn, at det er meget nemmere at få publikum til gratisarrangementer end at få dem til at betale, men det er jo ikke vejen frem til et bæredygtigt scenekunstmiljø.

De mindre teatres successer
De danske egnsteatre og små storbyteatre oplever i disse år stor publikumstilstrømning. Det kan der være mange årsager til. Én fællesnævner er nem at få øje på, nemlig et øget fokus på at forlænge de vellykkede forestillingers levetid. Bag teaterforestillinger ligger der altid et større puslespil af kontrakter og lokaleplanlægning, så det er ikke nødvendigvis så enkelt som det lyder.

Det er en omlægning i kontrakter og i teatrenes egne rutiner, som nu giver resultater i form af sundere forretningsgrundlag og bedre stabilitet for det enkelte teater. Den stabilitet giver også overskud til at invitere gæstespil ind.

Det betyder en bedre lokaleudnyttelse for teatrene, men også – og ikke mindst – en konstant tilstedeværelse i publikums bevidsthed. Og den konstante tilstedeværelse er vigtig, for publikums adfærd har ændret sig fra den langsigtede Mayland-kalenderplanlægning til at være her-og-nu sms’er eller beskeder på Facebook.

Det intime nærvær
Selvfølgelig er de store musicals og teaterkoncerter populære. Musikforestillinger kan fylde de store sale og taler til et bredt publikum, men det slående for egnsteatrenes og de små storbyteatres succes er, at publikum søger de små formater og det helt intime nærvær.

Med succesforestillinger er der altså også tale om klassikere som ”Den skaldede sangerinde” på Teatret ved Sorte Hest, nyskrevet dramatik som ”Je suis Storm P” på Det Flydende Teater, den internationale succes ”Intet” af Teater V og Nordkraft, ”Bertolt Brechts Svendborg Digte” fra Baggårdteatret eller den Reumert-vindende ”Hår på den” af Teater Grob og kompagniet Frit Fald.

Det er den type forestillinger, vi har set melde udsolgt i sidste sæson, og det er tydeligt en tendens, der fortsætter her efter sommerferien f.eks. med ”Kussesumpen” på Teatret ved Sorte Hest og ”De Frelste synger” på Café Liva med flere.

Den demokratiske formidlingsordning
Den selvejende institution Scenit har siden 2008 administreret samarbejdet om formidling til publikum for op mod 100 teatre og teaterproducenter i Storkøbenhavn og på Sjælland. Og nej, der er ikke 100 teaterscener på Sjælland, men der er masser af gode ideer, som får luft under vingerne i større eller mindre konstellationer af scenekunstnere, som danner et teaterkompagni.

Netop for dem er formidlingsordningen og det veletablerede salgssamarbejde, som de kan indgå i via den, helt afgørende for at lykkes med salg og markedsføring.

De samme strukturer stilles også til rådighed for festivaler som Cph Stage i København og Waves Festival i Vordingborg for at styrke den brede udveksling og formidling af scenekunst på alle planer – både til gratisarrangementer og til egentlig billetsalg.

Formidlingsordningen er bunddemokratisk og uden smagsdommeri i sin struktur. Den forholder sig udelukkende til, om forestillingen er professionel scenekunst og beregnes ud fra salgstallene i seneste årsregnskab. For nye producenter gives et à conto beløb, som afregnes præcist per solgt billet efter forestillingens opførelse.

Ordningen er dermed en vej ind i teaterbranchen, også selv om man ikke opnår støtte hos Projektstøtteudvalget for Scenekunst. Den kan give den sikkerhed, som ligger i, at man som ny producent kan få adgang til et stort samarbejde om salg og markedsføring, og at man kan få støtte til at tilbyde rabatter til udvalgte grupper. Men det kræver, at man har modet til at stole på sin forestillings bæredygtighed uden yderligere offentlig støtte.

De kommende kulturbrugere
En ting er, hvad formidlingsordningen gør for teatrene i forhold til at skabe fokus og samarbejde omkring publikumsrelationer, men det helt afgørende er naturligvis, hvad formidlingsordningen gør for publikum.

Hos Scenit bliver cirka 70 procent af rabatbilletterne hver sæson solgt til børn og unge under 25 år. I sæson 15/16 betød det teateroplevelser for cirka 210.000 børn og unge på små og mellemstore teatre i Storkøbenhavn.

Det er i den forstand, at formidlingsordningen kan sammenlignes med folkebibliotekerne. Det er en ordning, der støtter op om kulturmødet, uanset om det er i en gruppe med børnehaven eller skolen, om det er sammen med forældre og bedsteforældre eller om det er på eget initiativ for de unge mennesker.

Netop børn og unges møde med scenekunst er så vigtigt, fordi det åbner for et andet refleksionsrum og viser muligheden for at udtrykke sig på andre præmisser end de gængse.

Kunstnerisk udvikling og publikumsarbejde
Der er en vidunderlig grøde i dansk scenekunst, og det er nemt at forstå Projektstøtteudvalgets frustration over, at midlerne ikke slår til, men kunstnerisk udvikling må altid gå hånd i hånd med en tæt relation til publikum og med tanken på, hvem den specifikke forestilling taler til.

Dette gælder allermest for scenekunsten. Forfattere, komponister eller malere kan få succes selv efter deres død. Scenekunsten er her og nu. Det er en oplevelse, som publikum skal gribe, før det er for sent.

Hvis man ikke giver teatrene værktøjet til at formidle denne oplevelse, kommer fokus nemt til igen at skifte over til de midler, der findes til nyproduktioner i stedet for at skabe et langsigtet publikumsgrundlag.