Anna Libak: Da danskerne blev krigsgale

ANMELDELSE. I sin nye bog skriver Bo Lidegaard, at Danmark har tabt alle krige, vi har medvirket i siden 2001. Afghanistan, Irak, Libyen. Men hans egne forklaringer på, hvorfor vi gik i krig, viser, at det er en forsimplet konklusion. For nok tabte vi krigene, men vi genvandt selvrespekten, skriver Anna Libak.

Altingets vurdering: 4/6

Anna Libak Af Anna Libak
Klummeskribent på Altinget og tidl. chefredaktør og udlandsredaktør, Berlingske

I 1864 døde Mallebrok i krigen, filiong-gong-gong og tinge-linge-ling, og de næste 125 år skulle Danmark ikke nyde noget af at involvere sig i skarpe militære indsatser.

Når vi engagerede os internationalt, så stod den gennem alle disse mange år på civil genopbygning og humanitære bidrag, som ingen kunne være imod. For det skete naturligvis med FN-mandat.

Men det vendte med den kolde krigs ophør. Lige pludselig ændrede stemningen sig, og vi blev et land, der var med, hvor det var mest farligt. På Balkan, i Afghanistan, Irak og Libyen.

Så hvorfor skete det? Hvorfor blev vi pludselig så krigsgale?

Det er temaet for historikeren Bo Lidegaards nye lille bog Danmark i krig i Aarhus Universitetsforlags serie "100 danmarkshistorier".

Bogen er med sine 100 sider stramt komponeret og skrevet med en fremdrift som en kriminalroman, og som sådan absolut anbefalelsesværdig. Det er godt at blive mindet om, hvem der gjorde hvad og hvornår. Tidspunktet er også velvalgt til at gøre status: For som de fleste vel fornemmer, uden at det helt kommer frem i bogen, så er den ”militaristiske udenrigspolitik”, som kritikerne har døbt den, døende som doktrin. Den varede et kvart århundrede.

Ganske vist har vi stadig soldater i både Irak, Syrien og Afghanistan, men de er ikke kamptropper. De er nu om dage beskæftiget med rådgivning, uddannelse, sikring, eskorte og andre sympatiske støttefunktioner. Undtagelsen er et mindre kontingent danske specialtropper, frøerne og jægerne, som kan bruges til lidt af hvert.

Tiden for store militære interventioner med solide danske bidrag er forbi. Hvilket naturligvis ikke skyldes os, men USA, der har været hele grunden til, at Danmark skulle i krig i Mellemøsten. At stille spørgsmålet ”Hvorfor gik Danmark i krig?” er således på en måde misvisende, hvad Bo Lidegaard da også er fuldt opmærksom på, for Danmark går ikke i krig, vi går med i krig som USA's allierede.

Vi havde for så vidt overhovedet ikke nogen grund til selv at føre krig i fjerne Afghanistan, Irak eller Libyen – det er jo ikke Guldkysten eller De Vestindiske øer, vi taler om her.

Ja, hvor lidt disse lande – og det er sagt helt uden malice – egentlig interesserer os, illustreres vel meget godt af, at de færreste kan nævne navnet på Afghanistans nuværende præsident eller på den nuværende irakiske eller libyske premierminister. Vi har allerede tabt interessen. Selvom nogle af os altså har kæmpet med livet som indsats i disse lande og snesevis er døde af det.

Nu vil nogen måske indvende, at siden den islamiske terrorisme kom til Europa, angår det da i allerhøjeste grad Danmark, hvad der foregår i disse lande. Det er sandt, men det er en efterrationalisering, for så vidt, det i hvert fald ikke var en del af motivationen for at gå i krig – hvis man ser bort fra Dansk Folkepartis begrundelser.

Nej, sagen er, at vi gik i krig, fordi USA gik i krig. Og eftersom USA ikke længere har magten eller viljen til at gennemtvinge regimeskifter i Mellemøsten, ja så skal vi naturligvis heller ikke nyde noget.

Bo Lidegaards sidste afsluttende forklaring i bogen på, at Danmark ændrede selvforståelse, burde således have været den første. Den lyder nemlig, at Danmark gjorde det ”fordi vi kan”, og det er vigtigt at slå fast indledningsvis som sine qua non.

Efter murens fald og Sovjetunionens sammenbrud ændrede verdensordenen sig til Vestens fordel. Vesten dominerede verden, og Fukuyama forsikrede, at historien nu var slut, fordi det liberale demokrati endegyldigt havde vundet.

Den vestlige dominans betød, at det ikke var farligt for lande som Danmark at føre skarp krig i fjerne lande, omend det naturligvis var dødsensfarligt for de soldater, der deltog.

Danmark gjorde det altså, fordi vi pludselig fik mulighed for det; og det er af samme grund, at vi nu holder op. For verdensordenen er skiftet på ny: Vesten er svækket – politisk, demografisk, kulturelt og økonomisk – og USA kan ikke vælte diktatorer dér, hvor andre stormagter som Kina og Rusland modsætter sig det. Det gør de for eksempel i Syrien og Nordkorea.

Puslingelandet
Men naturligvis kan man ikke kun forklare den danske militære aktivisme med, at vi ”kan”. Det er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse. I bogen skriver Bo Lidegaard om, hvordan det lykkedes Anders Fogh Rasmussen at overbevise befolkningen om, at vi skulle vise os selv og verden, at vi turde for at forvinde skammen over samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig og fodnotepolitikken i 1980'erne.

Selv kan Bo Lidegaard, der jo i parentes bemærket var udenrigspolitisk rådgiver for Fogh under både Danmarks indsats i Afghanistan og Irak, ikke helt forlige sig med, at det virkelig skulle være tilfældet. Han mener ikke, at befolkningen har gået rundt og skammet sig i smug, men mener snarere, at det var Foghs talegaver, der fik folk i gang med at skamme sig og ønske, at vi skulle i krig i forreste linje.


Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen besøger Irak, 2004.

Lidegaard citerer endvidere den sikkerhedspolitiske forsker Ole Wæver for, at Anders Foghs betydning er overdrevet. Socialdemokratiet og De Radikale støttede jo også som regering Natos bombning af Serbien i 1999 uden FN-mandat, og hele Folketinget stemte for bombetogter mod Libyen i 2011 under Thorning-Schmidt.

Snarere, hævder Wæver, er der tale om, at den ene operation tog den anden, og da vi fik fik succes med operation Bøllebank på Balkan i 1994, hvor vi afklapsede serberne, voksede lysten til at fortsætte. Det styrkede befolkningens selvfølelse, og det styrkede forsvarets. Appetitten vokser, mens man spiser.

Vi skammede os
Bo Lidegaard tager i bogen ikke entydigt stilling til fordel for nogen af forklaringerne, og det ville da også være dumt. For de kan da sagtens være sande alle sammen samtidig.

For mig at se er der ingen tvivl om, at danskere ”skammede sig” i den forstand, at de var trætte af at have et ry som kujoner. Vi er vokset op med Jeppe Aakjærs puslingeland, der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om dets vugge, med H.P. Holsts Hvad udad tabes må indad vindes, med Halfdan Rasmussens og vil hel're slå min plæne end slå løs på pæne folk, og fortsæt selv.

Selvfølgelig havde vi et behov for at vise, at vi tør. Det behov havde man da også på venstrefløjen, hvorfor ledende socialdemokrater i nyere tid også har beklaget fodnotepolitikken.

Derfor giver det heller ikke mening, at Bo Lidegaard undrer sig over, at vi absolut skulle være i forreste række, frem for at gøre ligesom nordmændene og hollænderne, der også har ydet en betydelig indsats i Mellemøsten, men ikke i front. Hallo. Nordmændene og hollænderne satte sig til modværge, da nazisterne angreb. Og de førte ikke fodnotepolitik, selvom der var stor modstand i Holland mod opstillingen af de amerikanske krydsermissiler i Holland som en konsekvens af Natos dobbeltbeslutning. Det er forskellen. De har mindre at skamme sig over.


Dansk patrulje ved Helmand-floden, Afghanistan 2008.

Med den militære aktivisme viste danskerne, at vi turde, og da det gik godt, turde vi endnu mere. Det har Wæver ret i. Var det gået os som det hollandske FN-kontingent, der magtesløst bevidnede bortførelsen og nedslagtningen af 8.000 muslimske drenge og mænd i Srebrenica i juni 1995, ja, så er det ikke sikkert, at vi havde engageret os så meget, som vi gjorde i Afghanistan og Irak. Eller også havde vi – netop i forvisningen om, at det kræver hård militær magtanvendelse at forsvare de svage.

Tabte vi krigene?
Tilbage står, at Bo Lidegaard kan have meget ret i sin konklusion om, at vi i virkeligheden gik i krig i Mellemøsten af hensyn til os selv snarere end af hensyn til Mellemøsten. Det samme kan man nu nok sige om alle lande, der går i krig: Det er aldrig rigtig til at vide, hvor altruismen hører op og egeninteressen begynder.

Lidegaard slår også fast, at vi ikke fik det ud af vores krigsindsats, som vi havde håbet på. For både Afghanistan, Irak og Libyen gælder det, at de er i en værre forfatning, end da vi kom. De er alle tre fejlslagne stater i dag. På den baggrund konkluderer han, at vi har tabt alle krige, vi har været med i siden 2001, og selvom han ikke siger det højt, så ligger konklusionen snublende nær: Den militære aktivisme var en fejltagelse. Vi skulle ikke have gjort det. Vi skulle have holdt os til humanitære bidrag og civil genopbygning.

Men med Bo Lidegaards egne forklaringer på den militære aktivisme in mente, er det ikke sikkert, at det er så enkelt.

For vi tabte jo kun, hvis det eneste mål var at forbedre forholdene i Afghanistan, Irak og Libyen.

Hvis det i virkeligheden var hovedformålet at demonstrere, at Danmark var og er parat til at give sit bidrag til den magtanvendelse, der er nødvendig for at håndhæve den amerikansk ledede verdensorden, som er afgørende for vores eget lands sikkerhed, ja, så var det ikke forgæves.

Bo Lidegaard: Danmark i krig. Aarhus Universitetsforlag. 100 sider.

Forrige artikel Harvard-økonom advarer mod folkeligt oprør i ny Harvard-økonom advarer mod folkeligt oprør i ny "must-read-bog" Næste artikel Anmeldelse: Fremragende bog om vores historie som demokrater Anmeldelse: Fremragende bog om vores historie som demokrater
Myten om mørkets fyrste

Myten om mørkets fyrste

FEATURE: 20 år efter spindoktoren gjorde sin entré i dansk politik, bliver han – eller hun – stadig set som sygdomstegn i vores demokrati. 

Redaktørens skrivebord

Redaktørens skrivebord

JUNI: Hver måned fortæller Altinget: magasins redaktør, Esben Schjørring, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.