5 A'er: Kontroversiel debatbog kritiserer vestlige teologers ansvar for palæstinensernes skæbne

Han insisterer indledningsvis på, at man bruger de rigtige historiske og politiske termer for, hvordan Israel blev til, og hvad den overordnede plan er.

Det er ikke blot en strid om "folkedrab" eller ikke "folkedrab", "etnisk udrensning" eller ikke "etnisk udrensning", som man diskuterer i den aktuelle og juridisk politiske debat efter 7. oktober.

En bog til danske teologer

Selve bogen hedder 'Afkoloniser Palæstina', og så ved enhver, der har fulgt lidt med i konfliktens kerne, hvad han mener.

Undertitlen er 'En kritik af vestlig teologis dominans i Mellemøsten', og det er mest, fordi bogen er henvendt til vestlige teologer, herunder danske.

Mitri Raheb anklager vestlige, kristne teologer for både aktivt og stiltiende at have være medvirkende til det "bosætterkolonialistiske projekt", som han mener, staten Israel er.

Paula Larrain
Journalist og forfatter

Mitri Raheb anklager vestlige, kristne teologer for både aktivt og stiltiende at have være medvirkende til det "bosætterkolonialistiske projekt", som han mener, staten Israel er.

Han gennemgår metodisk og analytisk argumenterne bag oprettelsen af den jødiske stat med vestlig opbakning og sammenligner situationen med bosætterkolonialismen i Amerika, Sydafrika og Australien.

Som bekendt førte disse bosætterkolonier til, at europæiske indvandrere - "bosættere", kaldet "nybyggere" i vestlige historiebøger - førte an i en etnisk udrensning, der kostede millioner oprindelige folk livet, og hvor hele civilisationer bukkede under for europæisk dominans.

Hele vejen var kristne teologer og præster med i denne udrensning - eller "opdagelse" af "Den Nye Verden" - og det er præcist, hvad der foregår i Palæstina i dag, mener han.

Kristne zionister støttede en jødisk stat

En ting var den kristne zionisme, der bakkede op om oprettelsen af en jødisk stat i 1948 med Bibelen som historisk afsæt. Meget af det kunne forklares med samvittighedskvaler over kirkernes medløbende rolle i og over for Nazityskland. Men støtten fortsatte og accelererede blandt liberale kristne zionister efter Seksdageskrigen:

"Krigen i 1967 udløste også en post-Holocaust-teologi, en blanding af forskellige former for liberal kristen zionisme, der forsøgte 'at genoplive en liberal protestantisk støtte til den jødiske stat'. De støttede det bosætterkolonialistiske projekt ved at udbrede 'jødedommens territoriale dimension'. Denne genre af kristen teologi gjorde landets oprindelige folk, palæstinenserne, fuldstændig usynlige, teologisk udviskede, som om landet var ubefolket: Terra nullius. Når først, at der for bosætterkolonierne er etableret en enhed mellem Gud, folk og land, bliver de indfødte set som udlændinge, der ikke tilhører deres oprindelige land," skriver Mitri Raheb.

I 1980'erne oplevede han selv denne holdning, da han blev inviteret til at forelæse for tyske teologer på et hebraisk universitet i Jerusalem. En kendt tysk professor, Friedrich Wilhelm Marquardt, deltog og greb ind i dialogen med de studerende, fortæller Mitri Raheb:

"Hr. Raheb, du står i vejen for Gud. Hvis jeg var dig, ville jeg pakke min taske og emigrere og overlade dette land til dets retmæssige ejere, jøderne."

Som ung præst var Mitri Raheb chokeret og målløs. Den tyske teolog var ikke fundamentalistisk i lighed med andre, som Mitri Raheb går i rette med i sin bog.

Han var vokset op som andre i samme generation med en historisk-kritisk tilgang og var socialistisk kristen. Men han var ikke usædvanlig som kristen zionist, skriver Mitri Raheb.

Vinderen skriver historien

Eksemplerne på kristen zionisme er mange, og Mitri Raheb mener, at disse teologer mest bør rubriceres som en kristen lobby, der bruger teologiske konstruktioner til et politisk formål.

Mitri Rahebs ordbrug er ligefremt og i sig selv kontroversielt i den meget aktuelle debat om det såkaldte "narrativ".

Når man diskuterer Israel og kristnes støtte til en jødisk stat, bliver det følsomt.

Paula Larrain
Journalist og forfatter

Klicheen om, at i krig er sandheden det første offer, klinger overalt, og man kan her tilføre, at historien også som regel bliver skrevet af sejrherrerne. I hvert fald af dem, der har adgang til de store mikrofoner og de hemmelige dokumenter.

Flere nulevende generationer i Europa er således vokset op med historien om, at det var Christoffer Columbus, der "opdagede" Amerika, mens et barn af i dag ville indvende, at der vist nok var nogle mennesker, der havde "opdaget" landmassen før denne genoveser. Eksempelvis inkaerne eller aztekerne eller de mange nationer af oprindelige folk, som i dag lever i reservater i USA.

Således, skriver Mitri Raheb, lever palæstinenserne også i "reservater" i det land, som deres forfædre har levet i gennem årtusinder med skiftende imperier over sig.

Han nævner i flæng: Egypterne, assyrerne, babylonierne, perserne, grækerne, romerne, byzantinerne, araberne, korsfarerne, osmannerne, briterne og nu israelerne.

Det har givet en blanding af forskellige baggrunde og kulturer, der inklusiv jøder, muslimer, kristne og før nationaletnisk ideologi har levet fredeligt og pluralistisk side om side. En vision, han stadig ser som mulig og i hvert fald ønskelig.

Denne fredelige sameksistens kræver dog et opgør med bibelsk fundamentalisme, mener han.

Hvad angår det sidste, bruger han flere kapitler på at gennemgå, hvad det vil sige at være "udvalgt", og hvilket belæg, der findes i Bibelen herom. Det er nok det mest kontroversielle i bogen og som både kan og bør føre til en teologisk diskussion.

Det er en kerneuenighed mellem de teistiske religioner.

Paula Larrain
Journalist og forfatter

Han hævder, at de såkaldte israelitter ganske rigtigt hørte til i den nordlige del af det omstridte territorium og herskede omkring år 1.000 og til år 700 før Kristi fødsel - eller vor tidsregning, for at sige det sekulært.

Men kan denne befolkningsgruppe siges at være de samme, som israelere i dag, spørger Mitri Raheb.

I bibelsk forstand vil han gerne diskutere, hvem der egentlig skulle være udvalgt som Guds folk.

Det er en kerneuenighed mellem de teistiske religioner. For er det et folk, der er født ind i en pagt, som er indgået af Abraham, eller er det "de sagtmodige", som Jesus i sin bjergprædiken slog fast "skulle arve verden"?

Det er en sprængfarlig teologisk diskussion, som han i sit oplæg konkluderer med ordene:

"Udvælgelse bør ikke fungere som en teologisk begrundelse for et politisk krav. Én ting er, at religiøse mennesker tror på, at de er udvalgt af Gud. Noget andet er at bruge sådan en tro som påskud til at påtage sig et overherredømme eller som undskyldning for at besætte andres jord. 'Guddommelige rettigheder' bør ikke bruges til at krænke menneskerettighederne."

Israel er en debat for sig

Det sidste i hans konklusion ville ikke være kontroversielt, hvis det var skrevet om et teokratisk muslimsk land, eller når man generelt diskuterer adskillelse af politik og religion.

Men når man diskuterer Israel og kristnes støtte til en jødisk stat, bliver det følsomt.

At sammenblandingen mellem politik og religion udfordrer den globale samtale, ses også ud af følgende appel, som han retter mod sine europæiske og amerikanske kollegaer:

"Teologer skal lytte til og forstærke de stemmer, der kommer fra landets indfødte folk, i stedet for at være et ukritisk ekko af imperiale kolonimagter. Den nuværende israelske regering har indført en etno-nationalistisk politik og foretager en etnisk udrensning af det oprindelige folk på baggrund af en ekskluderende 'bibelsk' myte."

Han efterspørger en vision for landet og for hele verden i samme åndedrag:

"Har vi en ekskluderende etnocentrisk vision eller en inkluderende vision, der respekterer mangfoldigheden af mennesker og deres identiteter? Det spørgsmål er af størst betydning både for Palæstinas fremtid og globalt i verden, der står over for etno-nationale spændinger, ekskluderende ideologier og religiøs fanatisme."

Kendt teolog giver aktuelt indspark

Bogen er udkommet på dansk via forlaget Eksistensen, og Mitri Raheb er bredt anerkendt af danske teologer og har gæstet Danmark ved De Himmelske Dage i Herning. Forordet er skrevet af ingen ringere end dr. theol. Peter Lodberg.

Mitri Raheb er med andre ord ikke en hr. hvem som helst.

Mitri Rahebs indspark er aktuel både i forhold til Gaza og i det helt store globale perspektiv.

Paula Larrain
Journalist og forfatter

Han er selvfølgelig også kristen palæstinenser og ser på verden som sådan. Han beklager, at hans folk er blevet gjort "usynligt" med påstanden om, at man bare kunne give "et land uden folk til et folk uden et land."

Der var folk i landet - de fleste blev fordrevet og de tilbageblevne lever i dag under militær besættelse og bag adskillelsesmure som ham selv i Betlehem.

Mitri Rahebs indspark er aktuel både i forhold til Gaza og i det helt store globale perspektiv. Den er let forståelig og kan derfor også læses af lægfolk. Det bør den også – ikke mindst for at blive modsagt af alle dem, han retter skytset imod. Hvad siger eksempelvi danske teologer?

Hvem tør tage den debat med ham her i Danmark?