Historiker: Ny bog om Putins misbrug af historien er det uhyggeligste, jeg har læst i år

Eksemplet er ikke fra i dag, Vladimir Putin er ikke Josef Stalin, og Ruslands krig i Ukraine er ikke Tredje Verdenskrig. Endnu.

Men lighederne er foruroligende, og Putins historiepolitik i dag bærer på uhyggeligt mange områder faklen videre fra den sovjetiske historiepolitik, som han selv er vokset op med.

Putin skriver Ruslands historie

Glem alt om støvede historielærere. De er potente våben for den, der forstår at bruge dem. Som Lenin sagde: "Giv os hundrede tusinde lærere, og vi vil forandre Rusland for altid".

Putin skal bruge en befolkning af lydige undersåtter, ikke kritiske, oplyste borgere.

Morten Lassens bog er det uhyggeligste, jeg har læst endnu i år.

Vibe Termansen
Historiker, forfatter og journalist

De skal være bange for udlandet og stole på, at én stærk mand eller tsar kan beskytte dem.

De skal overbevises om, at hvis de ikke fremstår som én samlet enhed, uden indre splittelse, er de færdige. Og så skal de have noget at trøste sig med, når nu det halter med demokrati, retsstat, menneskerettigheder og, måske vigtigst, økonomien.

Til det bruger han historien.

Den russiske befolkning er høje på historie. I ental. For der findes kun én sand historie, og den skrives i Kreml med amatørhistorikeren Putin som ghostwriter.

Som han sagde til en lærerkonference allerede i 2007: Opgaven er at undervise de unge mennesker i alt det positive, der er at sige om vores land. Udlandet kan ikke lære os noget, men er kun ude på ondsindet påvirkning.

Når udlandet er ude, informationsstrømmen styres, og historien udlægges selektivt og bruges politisk, er vi rystende tæt på George Orwells 1984, der i øvrigt blev fjernet fra de russiske biblioteker da "den specielle militære operation" begyndte i 2022.

Der blev skrevet nye historiebøger, hvor "de mørke sider i historien" legitimeres eller undgås.

Under Stalin skete der "voldsomme ting", men hey! Han industrialiserede landet og vandt krigen.

Angrebet på Polen i 1939 var en "befrielse af en del af fædrelandet". Den, der siger andet, er fascist. I dag, som under Stalin.

Ngo’er og hjemmesider blev lukket, kritiske medier blev tvunget ud af landet, og direktøren for et Gulag-museum blev anklaget for børneporno. Stalin og Ivan den Grusomme blev rehabiliteret, en Hitlerjugend-lignende organisation fungerede som tæskehold på gaden, og der skete en gennemgribende militarisering af samfundet samt en anerkendelse af terror som et legitimt politisk redskab.

Rusland kender kun til storhed

Det, man godt må tale om i historietimerne, er Ruslands og Sovjetunionens storhed, hvordan kun en stærk mand og stabilinost, stabilitet, kan redde nationen, Jalta-konferencen - hvor Stalin var ligeværdig med Roosevelt og Churchill - og Nürnberg-processen - der entydigt gav Tyskland skylden for Anden Verdenskrig -, Den Store Fædrelandskrig samt generationskontrakten - det vil sige, hvordan russere i dag skylder deres forfædre, der kæmpede og døde under krigen, at gøre det samme i dag.

Vi er nødt til at forstå, hvad der sker i Rusland.

Vibe Termansen
Historiker, forfatter og journalist

Det, man ikke må tale om, er Holodomor, Katyn, Gulag, Molotov-Ribbentrop-pagten, oprørene i Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet 1968. Glasnost.

Det er ikke engang hemmeligt, at man ikke må tale om det: Den tidligere kulturminister Vladimir Medinskij sagde i 2016, at når historiske fakta som Molotov-Ribbentrop-pagten kommer ind i den offentlige bevidsthed, kollapser landet.

Selve landets eksistens er altså truet og kan kun reddes ved nøje at udvælge de dele af historien, man må vide noget om - og berede folk på at kæmpe og dø i den ånd.

I stedet for at behandle den kollektive PTSD efter det ekstremt voldsomme 20. århundrede i Sovjet/Rusland skal den redigerede historie styrke landet og "spille en nøglerolle i uddannelsen af den russiske identitet og patriotisme".

Fortidsforståelsen skulle være "positiv", både i skolerne og i film og på tv. Ligegyldigt, om den byggede på falske myter.

I 2009 blev der nedsat en kommission til at modvirke forsøg på historieforfalskning til skade for Ruslands interesser. Kun fire ud af 28 medlemmer var faghistorikere.

I 2015 oprettede Putin en bevægelse for skolebørn, hvor børn lærer at samle maskingeværer og læser patriotisk litteratur, under et stort protræt af… ja, Putin.

I 2016 mente 90 procent af de russiske historielærere, at "historieundervisningen skulle være patriotisk". Undervisningsministeren udtalte, at forældre burde kunne straffes, hvis ikke de indoktrinerede deres børn med de rette åndelige og kulturelle værdier.

I 2019 skulle forfatningen sikre "forsvaret af den historiske sandhed" og "beskytte erindringen om Den Store Fædrelandskrig". Den forkerte tolkning af historien blev simpelthen forfatningsstridig.

Ny krig kræver nye bøger

Efter storskalainvasionen af Ukraine i 2022 fik et forlag besked på at fjerne omtalen af Ukraine og Kyiv i deres lærebøger.

De fandtes ikke længere.

Lærerne fik en håndbog om, hvordan de skulle formidle "fredsmissionen" i Ukraine til deres elever. De fik et nyt fag 'samtaler om vigtige emner'. Altså opdragelse i patriotisme, heltemod og offervilje.

Der blev igen skrevet en ny historiebog, der skulle legitimere krigen. Et kapitel hed 'Rusland er et helteland'. Putin nævnes på 40 af bogens sider, Stalin på 60.

Rusland får først fred med sine naboer, når det får fred med sig selv.

Vibe Termansen
Historiker, forfatter og journalist

"Krig er fred, frihed er slaveri, uvidenhed er styrke", som Orwell skriver. "Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden".

"Det er ikke Nato", skriver Morten Lassen i sin fremragende nye bog, der er årsag til Ruslands krig i Ukraine.

Det er en overdosis af nøje udvalgt historie.

Rusland får først fred med sine naboer, når det får fred med sig selv - altså tager et opgør med den traumatiske fortid og lader faghistorikere forske frit i historien og diskutere resultaterne uden et militærpatriotisk formål.

Historiepolitikken skal ændres, historiebøgerne skrives om, og navne på gader og pladser udskiftes. Stalinstatuer skal væltes, krigskulten opløses, og de mørke sider frem i lyset.

Morten Lassens bog er det uhyggeligste, jeg har læst endnu i år. Den er tindrende klar og bydende nødvendig – vi er nødt til at forstå, hvad der sker i Rusland. Den bygger på den nyeste forskning, er meget grundigt researchet, og så er den velskrevet. Læs den.