Anmeldelse af 
Niels Frid-Nielsen

Ny bog viser, hvordan taleskriveren gør statsministeren til en bedre udgave af sig selv

Anita Furu, der har været taleskriver for fire danske statsministre, fortæller i ny bog om arbejdet i Statsministeriet med de store, vigtige og skæbnesvangre taler. Det er på høje tid, at taleskriveren træder ud af talerens skygge, skriver Niels Frid-Nielsen.

Mette Frederiksens taler ved corona-pressemøderne var opvisninger i at gribe situationen og sætte dagsordenen. Det hjalp taleskriveren med bag kulissen, skriver Niels Frid-Nielsen.
Mette Frederiksens taler ved corona-pressemøderne var opvisninger i at gribe situationen og sætte dagsordenen. Det hjalp taleskriveren med bag kulissen, skriver Niels Frid-Nielsen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Niels Frid-Nielsen
Flygtige ord: Et essay om taleskrivning, sprog og statsministre
Anita Furu
Forlaget Gutkind. 222 sider. Udgivet: 14/3 2024

 

Kan du, kære læser, huske, da Mette Frederiksen gav godhavnsdrengene en uforbeholden undskyldning?

Statsministeren var klar i mælet og ganske konkret, da hun henvendte sig til en af børnehjemsdrengene: "Poul-Erik, du har sagt, at det at få en undskyldning er en følelse af at have rendt rundt med en sæk cement på ryggen. Og den bliver løftet af skuldrene. Jeg tror, enhver vil forstå, at når man bærer en sæk cement på ryggen. Så ser man mest ned i jorden. Men når fortidens tunge bagage er sluppet. Så kan I ranke ryggen. Og løfte blikket. Og se frem i livet. Og vi andre kan tillade os at se jer i øjnene igen".

Kan du huske, da Lars Løkke Rasmussens holdt et brag af en skåltale til Barack Obama i foråret 2016? Det ebbede mod enden for Obamas tid i Det Hvide Hus, Donald Trump var nyvalgt præsident, og Løkke sagde (i min oversættelse): "Nu er din tid som præsident ved at løbe ud. Og jeg må indrømme, at jeg også er glad for Donald … Jeg støtter ham som præsident. Han er klog. Viser store evner som leder. Er i sandhed visionær. Selvfølgelig taler jeg om Donald Tusk, den polske præsident for det europæiske råd".

Taleren ejer talen, minder Furu igen og igen sig selv og læseren om. Alligevel kan statsminister efter statsminister ikke klare sig uden en taleskriver. 

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator, forfatter og journalist

Eller husker du Helle Thorning-Schmidt, der ved dronningens 75-års fødselsdag mindedes et vælgermøde i 1953, hvor en borger skulle have sagt, at "vi vil fanden gale mig ikke regeres af kællinger". Herefter tilføjede Thorning: "Men sådan blev det. Og sådan er det".

Det var også mindeværdigt, da Anders Fogh Rasmussen adresserede tsunamien i Sydøstasien i sin nytårstale i 2005. "Alt andet synes for en stund ligegyldigt", sagde Fogh. "Vi har brug for tid til at begribe de menneskelige skæbner og lidelser, vi bliver konfronteret med. Derfor har jeg også lagt dagligdagens politik til side i aften".

Det er fire fantastiske taler, holdt af danske statsministre i det 21. århundrede. Fælles for dem er, at taleskriveren Anita Furu har haft en finger med i spillet. Hun arbejdede som taleskriver i Statsministeriet i 14 år, fra Fogh og indtil hun sagde op under Frederiksen. I 'Flygtige ord' deler Anita Furu ud af sine erfaringer med at skrive for landets politisk valgte leder.

Den bedste udgave af sig selv

En politisk tale skal indeholde et klart budskab, sproget skal være let og levende, og så er det nødvendigt at vide, hvilken situation man indgår i, og hvem man taler til. Talen er netop mundtlige, talte ord – og de er flygtige, deraf bogens titel.

Det handler om at skabe tilstedeværelse i det flygtige nu, talen udfolder sig i. Når Mette Frederiksen henvender sig til Poul-Erik, skaber det nærvær. Når Løkke driller Obama med Donald, opstår et humoristisk fællesskab, ligesom når Thorning minder dronningen om, at Danmark regeres af kællinger. Når Fogh omvendt i sin nytårstale ser bort fra hverdagens trivialiteter og konfronterer vores fælles chok over tsunamimen, så etablerer han et øjebliks nationalt fællesskab.

Læs også

Taleren ejer talen, minder Furu igen og igen sig selv og læseren om. Alligevel kan statsminister efter statsminister ikke klare sig uden en taleskriver. Der skal nemlig skrives så utroligt mange taler. Nytårstaler, åbningstaler, taler ved jubilæer og runde fødselsdage i kongehuset. Taler til konferencer, pressemøder og historiske begivenheder. Og så er der de mindre taler og indlæg på alle mulige lukkede møder.

Taleskriveren skal hjælpe taleren med at fremstå som den bedste udgave af sig selv, skriver Furu.

Ensom, empatisk og indflydelsesrig

Samtidig skal taleskriveren forblive i skyggen, for ligesom spindoktoren og rådgiveren er taleskriveren færdig i det øjeblik, hun overskygger den, hun arbejder for.

Alligevel er nogle af vores bedste kommentatorer og politikere tidligere taleskrivere. Noa Redington var taleskriver for Marianne Jelved, før han blev rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, før han blev Besserwisser på TV2 og i Politiken. Erling Olsen skrev politiske taler for socialdemokratiske koryfæer Hans Hedtoft og Viggo Kampmann, længe før han blev formand for Folketinget. I udlandet gjorde den amerikanske præsident John F. Kennedy nærmest sin taleskriver, Ted Sorensen, til en stjerne.

Taleskriveren skal forblive i skyggen, for ligesom spindoktoren og rådgiveren er taleskriveren færdig i det øjeblik, hun overskygger den, hun arbejder for.

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator, forfatter og journalist

Da Anita Furu kom ind i Statsministeriet, var taleskriver endnu ikke en titel, man brugte i fuld offentlighed. Det var tys-tys, at statsministeren ikke selv skrev sine taler. I dag er taleskrivning mere anerkendt som beskæftigelse og fag.

Taleskriveren er som en edderkop, der sidder foran sin skærm, mens rådgivere, kontorchefer, ordførere og ministre kommer med input. Taleskriveren skal holde tungen lige i munden, skære alt det overflødige og ufokuserede fra, mens hun formår at give statsministeren de formuleringer, hun eller han får brug for i den givne situation.

Derfor er taleskriveren ensom, empatisk og ganske indflydelsesrig. Hun skal lytte sig så meget ind på statsministerens tankegang, at hun kan formulere dennes holdninger, før statsministeren selv ved, hvad han eller hun skal mene om en given sag.

At lytte til statsministeren

Det er værd at lytte til, hvad Furu har lært af de fire statsministre. Af Anders Fogh Rasmussen lærte hun "at have én rød tråd og skære alt andet væk. Af Lars Løkke Rasmussen historiefortælling, rytme og variation i sætningsopbygningen. Af Helle Thorning-Schmidt om at gøre komplicerede ting enkle, en skarp sproglig opmærksomhed på det enkelte ord og sans for historiens konkrete detaljer. Af Mette Frederiksen et nærvær og evne til at tale direkte til publikum".

Om Fogh skriver hun, at hans "staccato sprog passede med hans kontante facon. Han havde en tydelig stemme, var 100 procent statsminister".

Læs også

Anderledes med Lars Løkke Rasmussen. Hans stemme "er stemmen hos en mand, der sætter sig på en bænk og straks falder i snak og fortæller en anekdote om sin barndoms dansklærer Mona fra folkeskolen i Græsted".

Helle Thorning-Schmidt "vil fortælle sammenhængende historier i sine taler. Der skal være gode overgange, ikke opremsninger af punkter. Hun er omhyggelig med sproget".

Mette Frederiksens taler ved pressemøderne under corona-pandemien var opvisninger i at gribe situationen og sætte dagsordenen. "Hun siger tingene, som de er. Ingen fancy metaforer. Et kompliceret budskab fortalt enkelt og klart. Sig det, du vil sige".

Digteren og diplomaten

Anita Furu kommer ind på mange af de fire statsministres vigtige og definerende taler, men først og sidst beskæftiger hun sig med det at skrive for en anden, som i dette tilfælde altså er en statsminister.

I Anita Furus univers eksisterer talerne i et politisk tomrum. Men der er jo fanden til forskel på, om man sender folk på efterløn, eller tvinger dem til at arbejde til de segner.

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator, forfatter og journalist

Hun inddeler taleskrivere i to typer, nemlig digteren og diplomaten. Vi får at vide, at digteren til syvende og sidst vil foretrække, at ministeren blander sig uden om taleskrivningen, mens diplomaten sidder for åben dør og tager imod en tornado af gode råd fra kloge hoveder.

Selv er hun 80 procent diplomat og 20 procent digter. Skønlitterære forfattere som Kasper Colling Nielsen og Peder Frederik Jensen har forsøgt sig som taleskrivere for ministre, men holdt ikke længe. Fordi de var mere digtere end diplomater?

Anita Furu skriver om taleskrivning som fag, arbejde og metier. Hun anerkender, at en statsministeriel taleskriver i Danmark må kunne arbejde for både en liberal og en socialdemokratisk minister, men ser tilsyneladende ikke de store forskelle, når det kommer til menneske- og samfundssyn.

Hvad der kommer ud af talerne, er ikke hendes sag, i hvert fald ikke i 'Flygtige ord'. I hendes univers eksisterer talerne i et politisk tomrum, hvor det hele handler om at gribe øjeblikket og gøre indtryk. Men der er jo fanden til forskel på, om man sender folk på efterløn, eller tvinger dem til at arbejde til de segner.

Faktisk er 'Flygtige ord' lidt sludrevorn. Sprogligt mangler den en finpudsning, når de flygtige ord nu trods alt er placeret i en bog. Og genremæssigt virker det underligt at placere et interview med Helle Thorning-Schmidt bagerst i bogen, når ingen andre interviewes.

Når det er sagt, er 'Flygtige ord' en fin indføring i et fag, som mange endnu ikke kender i Danmark. Det er på høje tid, at taleskriveren træder ud af talerens skygge og indtager den plads i dansk politik, hun fortjener.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Frid-Nielsen

Journalist, kulturkommentator, forfatter, foredragsholder
exam.art. i nordisk litteratur og sprog (Københavns Uni. 1978)

Anita Furu

Forfatter og taleskriver
cand. polit.

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)









0:000:00