5 A'er: Ny bog om pragmatikeren Bendt Bendtsen og K's åndelige dovenskab bidrager vægtigt til den borgerlige idédebat
Nikolaj Bøghs åbenhjertige selvkritik på Konservatives vegne gør hans portrætbog om Bendt Bendtsen til et vægtigt indlæg i den verserende borgerlige idédebat. Det er som om, han selv er træt af den megen skattesnak, skriver Bertel Haarder.
Bertel Haarder
Medlem af det Nordiske Grænsehindringsråd, fhv. MF, MEP og minister (V)
Det snævre borgerlige valgnederlag i 1998 rider stadig det borgerlige Danmark som en mare.
Efter en nervepirrende valgaften, hvor de to store tv-stationer længe havde hver sin vinder, endte det med, at Uffe Ellemann-Jensen (V) kom til at mangle ganske få stemmer på Færøerne, så statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) kunne række fire fingre i vejret med ordene "four more years".
Jeg husker det med gru. Det sved og satte dybe spor til denne dag. Da Uffe på valgaftenen langt om længe kom ud af sit kontor (efter at have måttet lade vandet i en potteplante), annoncerede han sin afgang, hvorefter arvtageren Anders Fogh Rasmussen svor på, at nu skulle det være sidste gang, Venstre blev frataget magten på grund af vælgernes bekymring for velfærdsgoderne.
Hans bog "Minimalstaten" blev skrottet og erstattet af kravet om et "skattestop", som skulle skabe tryghed omkring udgiftspolitikken (og befri ham fra Peter Brixtoftes forslag om afvikling af "lejeværdien på egen bolig", som Venstre to gange havde tabt valg på).
Gang på gang gentog Fogh: "Skattelettelser, det er noget, man skal gennemføre. Man skal ikke gå til valg på det, for så bliver den fordelingsmæssige virkning udnyttet af S og venstrefløjen." Dertil kom, at han hadede at komme i mindretal med ugennemførlige forslag.
Denne forhistorie er vigtig som præludium til Nikolaj Bøghs nye bog om Bendt Bendtsen, udgivet på forlaget Munch & Lorenzen. Det var Anders Foghs nye strategi samt udlændingepolitikken, der førte til den enorme borgerlige valgsejr i 2001, der gjorde ham selv til statsminister og den nye konservative leder Bendt Bendtsen (K) til erhvervs- og økonomiminister.*
Kampen om skattelettelserne
Bogen er gennemsyret af den konservative kamp for skattelettelser, som blev forhandlet ind i regeringsgrundlaget og allerede fra 2004 udmøntet i form af ti milliarder kroner. Dertil kom Bendt Bendtsens særlige indsats for skibsfarten, der medvirkede til at gøre Danmark til en af verdens største søfartsnationer.
Bendt var ret fremmed over for Venstres rødder i højskole- og foreningslivet. Engang jeg talte højskolernes sag, bemærkede han humoristisk og lidt spottende, at jeg vist ville have højskolerne til at rejse en statue af mig!
Bertel Haarder
Han vigtigste resultat på skatteområdet var i øvrigt en drastisk skatteforhøjelse for Dansk Undergrunds Konsortium (A.P. Møller), som landet har levet højt på i mange år.
Når man læser beskrivelsen af "kampen" mellem V og K, får man det indtryk, at V var imod skattelettelser. Problemet var nok nærmere vanskeligheden ved at gennemføre tilsvarende besparelser, fordi Dansk Folkeparti var imod og i stedet ville øge udgifterne med "ældre-checks" med videre.
Vanskeligheden var – og er – at Danmark havde to socialdemokratier (det ene var DF) og dermed stort flertal imod De Konservatives højlydte ønsker om skattelettelser.
Der var – også i bogen – en åbenlys mangel på konservative spareforslag, antageligt fordi de var upopulære, og fordi de var uigennemførlige.
Ligesom da Anders Samuelsen og Liberal Alliance splittede det borgerlige Danmark ved at sætte VLAK-regeringens liv ind på at få topskatten afskaffet. Det udløste Venstre-formanden Lars Løkke Rasmussens bog "Befrielsens øjeblik", der senere medvirkede til hans fald – og genopstandelse som partileder for Moderaterne.
Pragmatikeren Bendt
Bendt Bendtsen fik et kraftigt udvidet Erhvervsministerium og var tillige vicestatsminister og fast ankerpunkt i regeringens magtfulde koordineringsudvalg.
Men først og fremmest var han pragmatiker på godt og ondt. Nikolaj Bøgh lægger ikke skjul på, at K kom for sent i værdidebatten og blev præget af "pragmatismens åndelige dovenskab".
Om Bendt Bendtsen skriver han åbenhjertigt, at han ikke "tænkte store principielle tanker om samfundet" og "slet ikke var orienteret imod" og næppe havde "nogen særlig forståelse for hverken værdi- eller kulturkamp".
Måske også på grund af angst for intern splittelse, hvor blandt andet Connie Hedegaard ikke altid kunne tages for givet. Han tilføjer, at K ligesom andre borgerlige partier havde "glemt fællesskaberne".
Det kan jeg bekræfte. Bendt var ret fremmed over for Venstres rødder i højskole- og foreningslivet. Engang jeg talte højskolernes sag, bemærkede han humoristisk og lidt spottende, at jeg vist ville have højskolerne til at rejse en statue af mig!
Men Venstre var ikke meget bedre. Gang på gang har jeg påtalt, når nogen satte frihed og fællesskab op som modsætninger. Skellet går ikke mellem frihed og fællesskab, men mellem frie og tvungne fællesskaber. De frie – foreningerne, civilsamfundet – er Venstres dna.
Valget i 1998
Nikolaj Bøghs åbenhjertige selvkritik på K's vegne gør hans portrætbog til et vægtigt indlæg i den verserende borgerlige idédebat. Det er, som om han selv er træt af den megen skattesnak.
Kontrafaktisk skal det tilføjes, at nederlaget i 1998 måske havde en helt anden årsag: Uffes hvidkålskur og hårklipning, der gjorde ham hulkindet, stritøret og ti år ældre lige før valgkampen.
Bertel Haarder
Hvad, om de borgerlige for en stund forbød sig selv at tale om skat! Det ville vise, hvem der har noget at sige i den kulturkamp, der i sidste ende afgør tingene, inklusive skattetrykket.
Det ville også befri Søren Pind (V) for en næsten sygelig optagethed af 98-syndromet. Han mener, at Venstre ligesom Faust indgik en pagt med Fanden selv og ekskommunikerede liberale kræfter, inklusive ham selv og banede vejen for Liberal Alliance.
Efter min mening har også Søren Pind brug for – i lighed med Nikolaj Bøgh (K) – at glemme skatten for en stund. De har jo begge rigtig meget på hjerte, som ikke har noget at gøre med, om skattetrykket er 42 procent eller 43 procent af BNP.
Kontrafaktisk skal det tilføjes, at nederlaget i 1998 måske havde en helt anden årsag: Uffes hvidkålskur og hårklipning, der gjorde ham hulkindet, stritøret og ti år ældre lige før valgkampen.
Ligesom, at Løkkes nederlag til DF i 2015 slet ikke skyldtes behovet for udflytning af statslige arbejdspladser, men derimod hans egne "sager", herunder tøjindkøb på Venstres medlemmers regning. Jævnfør også Netanyahus regerings svigt op til terrorangrebet 7. oktober, der nu bruges til at begrunde den umulige krig mod Hamas, der skjuler sig i Gazas folkemængder.
*Rettelse: I en tidligere version af anmeldelsen stod, at Bendt Bendtsen også har været justitsminister. Det har han ikke.