Det politiske jordskælv begyndte for 20 år siden

Marianne Jelved (R) afviste tesen meget, meget bastant.

Det var en fuldstændig absurd tanke, at Dansk Folkeparti kunne konkurrere med Radikale Venstre om den attraktive plads i centrum af dansk politik, mente den daværende radikale leder.

DF var et yderliggående parti, mens Radikale Venstre var selve inkarnationen af et midterparti, mente Jelved. Det var i 2005.

13 år senere har Dansk Folkeparti uden diskussion erobret midterpositionen. DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF) er manden, alle bejler til, mens den radikale leder Morten Østergaard hverken kan komme i regering med en blå eller rød valgsejr.

Det er kulminationen på en isolation af det engang så indflydelsesrige radikale parti - en udvikling, der startede tilbage i 2001.

Skilsmissen mellem Frederiksen og Østergaard er ikke et spørgsmål om personer, faktisk har de to et udmærket personligt forhold. Det handler om politik, og om at S og R i dag repræsenterer vælgere med vidt forskellige og delvist modsatrettede interesser.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Naturlige partnere
Radikale Venstres centrale position var gennem 100 år baseret på, at partiet i den økonomiske politik lå mellem Socialdemokratiet på den ene side og Venstre og Konservative på den anden.

I 1930’erne regerede S og R sammen i hele årtiet. De to partier tog sammen de første skridt til opbygningen af velfærdssamfundet, og de socialdemokratiske arbejdervælgere havde mange fælles interesser med de radikale husmænd på landet.

Samarbejdet mellem S og R blev genoptaget mange gange i løbet af de næste 80 år. Da Poul Nyrup Rasmussen(S) i 1993 trådte til som statsminister med Marianne Jelved som økonomiminister, var forskellen på de to partier stadig begrænsede.

Dengang var fordelingspolitikken den helt afgørende skillelinje i Folketinget, og her stod S og R ret tæt på hinanden - på hver sin side af den politiske midte. De var ikke helt enige om værdipolitikken, men forskellen var ikke afgrundsdyb, og området var på det tidspunkt ikke det vigtigste.

Som det fremgår af grafen nedenfor, havde Radikale i 1993 en midterposition på det afgørende fordelingspolitiske politikområde, mens Dansk Folkepartis moderparti, Fremskridtspartiet, var et yderparti på alle parametre.

For 25 år siden var der ikke et eneste af Folketingets partier, der befandt sig i den øverste venstre firkant af grafen, der dækker kombinationen af en stram værdipolitik og en venstreorienteret økonomisk politik. Den kombination fandtes til gengæld hos en del vælgerne, ikke mindst hos socialdemokratiske vælgere.

(Artiklen fortsætter under grafen)