Debat

Naturplan skal forholde sig til friluftsliv

DEBAT: Ros til miljøministeren for ambitioner om en samlet friluftspolitik. Men den rekreative brug af naturen må ikke udelukkes som en central del af den kommende Naturplan Danmark, skriver Anker Madsen fra Friluftsrådet.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En Naturplan Danmark, der blot forholder sig til naturbeskyttelse, arter, biodiversitet og biologisk mangfoldighed, er en plan, som altid vil halte. 

Anker Madsen
Leder af Politisk Sektion, Friluftsrådet
Fakta

Bland dig!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Af Anker Madsen
Leder af Politisk Sektion i Friluftsrådet

Regeringen har erklæret, at den vil fremlægge en Naturplan Danmark. Og hvor har vi dog i mange år manglet en samlet plan for udviklingen af den danske natur! Miljøministeren ønsker imidlertid ikke at lægge sig fast på konkrete mål og indsatser i Naturplan Danmark, før Natur- og Landbrugskommissionen er kommet med anbefalingerne i marts 2013, og der på den baggrund er foretaget en proces hen over sommeren 2013. Det er forståeligt, at ministeren ikke på nuværende tidspunkt lægger sig fast på konkrete mål og indsatser.

Men arbejdet er allerede gået i gang i embedsværket. Derfor er det rettidig omhu nu at minde ministeren om, at en Naturplan Danmark også skal forholde sig til, hvorledes naturen skal benyttes og bruges. Naturplan Danmark må også rumme de friluftspolitiske synspunkter. En Naturplan, der blot forholder sig til naturbeskyttelse, arter, biodiversitet og biologisk mangfoldighed, er en plan, som altid vil halte. En taburet, der vakler, da der mangler et ben. Hvis ikke Naturplan Danmark forholder sig til, hvorledes vi bruger naturen; hvis ikke Naturplan Danmark forholder sig til den rekreative brug af naturen, så kan der ikke skabes en bred folkelig forståelse og opbakning til en plan, som nødvendigvis må have statsfinansielle konsekvenser.

En samlet dansk friluftspolitik
Miljøminister Ida Auken (SF) vil 30. november 2012 sætte et arbejde i gang med det formål at formulere en samlet dansk friluftspolitik. Det er første gang, at der gøres et forsøg på at formulere en samlet dansk friluftspolitik. Flere organisationer - herunder Friluftsrådet - har gennem årene taget tilløb ved at formulere deres eget bud på en friluftspolitik. I hvert fald mindst ét politisk parti har også for årtier siden forsøgt. Flere kommuner har vedtagne friluftspolitiske handlingsplaner. Og så har Miljøministeriet - som ubestridt landets største ejer af arealer, der benyttes til friluftsliv - også formuleret friluftspolitik, dog kun for egne statslige arealer.

Miljøministerens ambitioner
Det, der er pirrende ved ministerens invitation, er, at hun lægger op til at gøre et forsøg på at formulere en national friluftspolitik. Det havde været så let blot at lade Naturstyrelsen komme med et bud på en friluftspolitik for ministeriets egne arealer. Men ministeren lægger op til noget langt mere kompliceret. Ida Auken inviterer en bred og broget skare af aktører til et opstartsmøde med det formål at formulere en samlet dansk friluftspolitik – for første gang nogensinde. En politik, der skal understøtte en række friluftspolitiske mål og være med til at fremme økonomisk vækst, bidrage til den grønne omstilling og skabe grøn velfærd. Det med at skabe grøn omstilling og fremme økonomisk vækst er noget, der pligtskyldigt er medtaget fra regeringsgrundlaget 2011. Men ingen tvivl om, at en national friluftspolitik skaber grøn velfærd. Og gerne grøn velfærd for alle. Dette ligger jo også helt i forlængelse af regeringsgrundlaget "Et Danmark, der står sammen", hvor regeringen har valgt, at afsnittet om naturpolitikken skal præsenteres under overskriften "Naturen - grøn velfærd for alle".

Om at favne eller lukke friluftslivet ude
Nu lykkedes det ikke for det Skovpolitiske Udvalg, som den tidligere regering nedsatte, at komme med anbefalinger på det friluftspolitiske område, som kunne favne bredt og leve op til kommissoriets krav om "at fastholde og udvikle skovene som et velfærdsgode, hvor befolkningen sikres muligheder for friluftsliv og naturoplevelser".

Og forståeligt nok har Natur- og Landbrugskommissionen afgrænset sig fra friluftsliv, således at "Fremme af friluftsliv, turisme og anden rekreativ anvendelse af det danske landskab ikke er et selvstændigt formål med kommissionens arbejde. I det omfang kommissionens anbefalinger har effekter i forhold hertil, vil dette blive beskrevet bedst muligt".

Og netop set i det lys er det rettidig omhu, at miljøministeren nu tager initiativ til at formulere en national friluftspolitik, for det giver jo mulighed for på et velunderbygget grundlag at lade brugen af naturen indgå som et element i Naturplan Danmark. Og mon også ministeren har modet til at bringe prioriteringen af friluftslivet ind på Christiansborg ved at afgive en friluftspolitisk redegørelse til Folketinget? Det vil i hvert fald betyde, at også et samlet Folketing skal forholde sig til den nationale friluftspolitik.

Til gengæld kunne alle de grønne organisationer love at anstrenge sig for at lægge sig alvorligt i selen for at støtte regeringens ønsker om at fremme økonomisk vækst, bidrage til den grønne omstilling og skabe grøn velfærd. Organisationerne har for længst erkendt, at naturen og friluftslivet ikke er barrierer for vækst - men forudsætninger.

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anker Madsen

Chefkonsulent, politisk arbejde, Friluftsrådet
Landskabsarkiteket, cand.hort.arch.

0:000:00