Debat

17 grønne organisationer: Ambitiøs biodiversitetslov skal være del af et regeringsgrundlag

Danmark har ikke den grønne førertrøje inden for naturbeskyttelse, men nærmere den grønne skamplet. Det er essentielt, at en biodiversitetslov bliver indskrevet i et nyt regeringsgrundlag, skriver 17 grønne organisationer.

Grundlaget for den kommende regering skal indeholde en biodiversitetslov, ikke blot på skrømt, men med ambitiøse mål der tager både biodiversiteten, de danske vælgere og de internationale forpligtelser dybt seriøst, skriver 17 grønne organisationer.
Grundlaget for den kommende regering skal indeholde en biodiversitetslov, ikke blot på skrømt, men med ambitiøse mål der tager både biodiversiteten, de danske vælgere og de internationale forpligtelser dybt seriøst, skriver 17 grønne organisationer.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den voksende opbakning til at stoppe tabet af biodiversitet i Danmark og internationalt bør afspejles i en biodiversitetslov med meget ambitiøse mål i det ny regeringsgrundlag. Alt andet vil være at ignorere situationens alvor og vælgerne.

Biodiversitet er mangfoldigheden af arter, deres gener og deres levesteder. Med andre ord det mirakel, som er livet på Jorden. Vi er nu i færd med at slette miraklet og de tilhørende goder.

Mennesket og dets husdyr udgør nu 96 procent af biomassen af pattedyr med kun 4 procent tilbage til vilde pattedyr.

Arterne uddør op til 1000 gange hyppigere end naturligt - mange endda før vi har opdaget dem.

Afsendere
  • Verdens Skove
  • Danmarks Naturfredningsforening
  • Dansk Ornitologisk Forening
  • Vild med Vilje
  • Danmarks Vilde Natur
  • Greenpeace
  • WWF Verdensnaturfonden
  • De Unge Biodiversitetsambassadører
  • Dyrenes Beskyttelse
  • Natur og Ungdom
  • Dansk Botanisk Forening
  • Dansk Pattedyrforening
  • Entomologisk Forening
  • Jysk Naturhistorisk Forening
  • Plan Bi
  • Global Aktion
  • Nyt Europa

I Danmark er cirka en fjerdedel af vores arter forsvundet de sidste 500 år eller i fare for at gøre det.

En ambitiøs biodiversitetslov

For at stoppe tabet af biodiversiteten i Danmark tilsluttede 26 grønne organisationer og fem partier (Radikale, SF, Ø, Å og Frie Grønne) sig kort før Folketingsvalget et krav om en ambitiøs biodiversitetslov.

Det skal være en rammelov som klimaloven med mål og delmål for naturen i overensstemmelse med de internationale mål. 

Den danske biodiversitetslov bør sætte samme mål som EU’s biodiversitetsstrategi, nemlig 30 procent beskyttet natur i 2030 på land og til havs, heraf en tredjedel strengt beskyttet natur.

Biodiversitetsrådets aktuelle rapport viser, at i Danmark kan kun 2,3 procent af landarealet med sikkerhed betegnes som beskyttet natur.

Men den positive nyhed er, at meget eksisterende natur og grønne områder kan opnå tilstrækkelig beskyttelse og naturindhold ved forbedret lovgivning og forvaltning.

Mere areal skal udlægges, naturgenoprettes og binde store kerneområder sammen i et naturnetværk, hvilket er et andet EU-mål.

Den grønne skamplet

I dagene op til jul er der internationalt møde i Canada i Biodiversitetskonventionen om fælles mål for det kommende årti. Her forventes ambitiøse mål på linje med EU’s at blive vedtaget.

Alle meningsmålinger viser, at mere vild natur er en folkesag på tværs af det politiske spektrum.

17 grønne organisationer
Se alle afsendere i faktaboksen

Danmark ligger i bund i EU med hensyn til naturbeskyttelse, men også i sammenligning med andre små og tætbefolkede lande som Holland, Sri Lanka og Rwanda.

Med andre ord, Danmark har ikke “Den Grønne Førertrøje” inden for naturbeskyttelse, nærmere den grønne skamplet. Det skal vi have rettet op på.

Hvorfor er det vigtigt? Det er vigtigt, fordi også Danmark skal medvirke til at bevare livets mirakel. Det er vigtigt, fordi det også vil give spændende naturoplevelser, turisme og forbedret mentalt helbred.

Det er endvidere vigtigt, fordi der med mere beskyttet natur kommer goder som kulstoflagring, rent drikkevand, tilbageholdelse af skybrud, der kan give oversvømmelser nedstrøms, samt mindre udvaskning af næringsstoffer, hvilket betyder et renere hav med flere fisk og mere biodiversitet. Alle meningsmålinger viser da også, at mere vild natur er en folkesag på tværs af det politiske spektrum.

Derfor skal grundlaget for den kommende regering indeholde en biodiversitetslov, ikke blot på skrømt, men med ambitiøse mål der tager både biodiversiteten, de danske vælgere og de internationale forpligtelser dybt seriøst.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00