Ældre Byplanlæggere: Venstres planlov lader kommunerne i stikken

Af økonom Niels Andersen, arkitekt Bente Beedholm, civilingeniør Niels Boje Groth, geograf Sven Illeris, arkitekt Peder Boas Jensen, arkitekt Karsten Jørgensen, sociolog Hans Kristensen, arkitekt Kristian Larsen, arkitekt Elith Juul Møller, civilingeniør Jens Ole Nielsen, arkitekt Knud Rasmussen, arkitekt Kirsten Vintersborg, arkitekt Benedicte Weber og landinspektør Niels Østergård 
Medlemmer af Ældre Byplanlæggere

Regeringen ønsker vækst og udvikling i alle dele af Danmark. Derfor vil den fjerne barrierer, der hindrer fremgang i hele landet. 

En revision og liberalisering af planloven med større frihed for kommunerne antages at styrke udviklingen uden for de største byer, herunder landdistrikterne og de kystnære områder. 

Lovforslaget kendes endnu ikke, men regeringens udspil ”Vækst og udvikling i hele Danmark” fra november 2015 rummer en række paradokser, som kan føre til den modsatte udvikling.

Tager ikke højde for grundvilkårene
Erhvervsudviklingen i yderområderne hænger sammen med en fortsat dalende beskæftigelse i landbruget, en vigende beskæftigelse i industrien og en voksende arbejdsstyrke i private og offentlige serviceerhverv. 

Disse forskydninger, som medfører flytninger mod de større byer, er et internationalt fænomen og har karakter af et grundvilkår. 

Kommunerne har brug for en entydig og afklaret stat, som fastlægger de overordnede retningslinjer.

Ældre Byplanlæggere

Den foreslåede revision af planlovgivningen vil ikke hjælpe på det. 

Nogle af de mest iøjnefaldende paradokser nævnes i det følgende efterfulgt af alternative forslag.

• For det første vil der ifølge regeringens udspil ske en indskrænkning af kommunernes muligheder for at regulere byggeri i det åbne land, fordi den kommunale landzonetilladelse i mange tilfælde foreslås omsat til en byggeret for ejeren uden kommunens accept. 
  
  Konsekvensen vil blive en række uheldigt placerede byggerier i landskabet.
  
  
• For det andet skærpes denne problemstilling markant, hvis regeringens forslag om at ophæve kystnærhedszonen på tre kilometer gennemføres.
  
  Natur- og landskabskvaliteterne vil blive presset af udstyknings- og byggeansøgninger, som kun kan håndteres, hvis kommunerne i overensstemmelse med deres planlægning for det åbne land fortsat har fuld kompetence til at vurdere, om der i de konkrete sager skal gives landzonetilladelse eller ej.
  
  
• For det tredje vil forslaget om færre restriktioner på butikkers størrelse og placering kun gavne nogle få større kommuner. 
  
  Det store flertal af mindre kommuner vil få reduceret butiksomsætningen, som igen resulterer i butikslukninger, særligt på udvalgsvareområdet. Indbyggerne i mindre byer og landdistrikter vil få længere til butikkerne og bilafhængigheden vil vokse.
  
  
• For det fjerde går regeringsudspillet imod kommunernes intentioner om at sikre blandede bykvarterer og modvirke ghettodannelse ved at foreslå ophævelse af planlovens bestemmelse om, at kommunerne kan forudsætte en vis andel almene boliger i nye boliglokalplaner. 

Trænger til et eftersyn
Planloven er en videreudvikling af kommuneplanloven samt lands- og regionplanlovene fra 1970’erne. Efter 40 år er det relevant at se på, om planprocedurerne kan forenkles. Det er også relevant at se på, om indholdet af kommuneplanerne bør nytænkes. 

Regeringens udspil tager ikke højde for dette, men der er alligevel gode grunde til at give planloven et tjek.

En anden grund til at se på planloven med friske øjne er de ændringer, som kommunalreformen i 2006 har medført. 

Regionplanerne blev afskaffet og hermed amternes og Hovedstadens Udviklingsråds muligheder for at planlægge på tværs af de enkelte kommuner. Det nuværende system blev et to-leddet system med kommunal planlægning inden for de rammer, som staten fastsætter for at sikre landsplanmæssige interesser.

Kommunerne mener, at der er for megen statslig styring. Vi mener omvendt, at staten har været alt for passiv i den overordnede landsplanlægning siden kommunalreformen. 

Men vi er enige i, at statens indgriben i enkeltsager er gået for vidt. Et eksempel herpå er administrationen af naturfredningslovens strandbeskyttelseslinje på 300 meter, som er blevet administreret alt for nidkært til skade for forståelsen af en beskyttelse af overordnede planlægningsmæssige interesser. 

Et spørgsmål om balance
Planlægning handler om balancen mellem, hvad den enkelte grundejer skal have lov til, og hvad naboerne, byen og landskabet skal forskånes for. 

Vi synes derfor, at den tiltrængte modernisering af planloven skal tilrettelægges helt anderledes og har tre forslag til den videre proces.

• Forslag 1: Nedsæt et moderniseringsudvalg
  Kommunernes samlede planlægningsansvar for byerne, naturen, vandet og klimaet virkeliggøres gennem regler i en række love med kommuneplanen, lokalplanerne og landzonetilladelser som de væsentligste redskaber. 
  
  I de 40 år, der er gået siden planlovreformen, er der foretaget mange justeringer af planlovene. Vi mener, at den kommunale planlægning fortsat bør videreudvikles og smidiggøres, men at der nu er behov for at nytænke principperne i plansystemet. 
  
  Det er både politisk og fagligt en stor udfordring. 
  
  Frem for en række hurtige justeringer, som foreslået i regeringens udspil, foreslår vi, at der nedsættes et bredt sammensat planudvalg, som på baggrund af grundlæggende analyser skal foreslå en modernisering af planbestemmelserne i de berørte love. 

• Forslag 2: Koordination på tværs af kommuner
  Mange planbeslutninger har konsekvenser ud over den enkelte kommunes grænser.
  
  Det gælder blandt andet ny bebyggelse langs kysterne, placering af større erhvervsområder, offentlig service, store eller stærkt specialiserede detailhandelsbutikker og udbygning af infrastruktur. 
  
  Derfor bør det foreslåede planudvalg tage stilling til, hvordan kommunerne skal koordinere og være forpligtet til at afstemme deres individuelle udviklingsønsker gennem kommunale samarbejdsfora. 
  
  Danmark består reelt af en række by- og landområder, som hver især har en indre sammenhæng i kraft af bolig-/arbejdsstedspendling, erhvervsstruktur og detailhandelsstruktur med videre. 
  
  Danmark kan deles i måske 20 sådanne områder, nogle med større vækstpotentialer end andre, men alle med deres egne specifikke udviklingsmuligheder. Dette kunne være grundopdelingen i de kommunale samarbejdsfora.
  
  
• Forslag 3: Staten skal være mere offensiv
  Endelig mener vi, at staten skal være mere offensiv, velkoordineret og målrettet i landsplanlægningen. 
  
  Kommunerne har brug for en entydig og afklaret stat, som fastlægger de overordnede retningslinjer. 
  
  På planområdet betyder det, at staten gennem landsplanredegørelser, trafikale udbygningsplaner, sektorkrav og økonomiske forudsætninger melder forudsætninger og forventede udviklingstræk ud, inden kommunalbestyrelserne efter kommunalvalget går i gang med deres strategiske planlægning og opdatering af kommuneplaner med videre.
  
  Staten bør holde en løbende dialog med kommunerne om den fysiske planlægning. Det øger altid kvaliteten i planløsningerne, og der bør på det grundlag gives plads til kommunale planløsninger uden vetoer fra staten, med mindre det er helt åbenlyst nødvendigt.

Sammenfattende er vi enige i det vigtige i at understøtte vækst og udvikling i hele landet.

Vi kan bare ikke læse ud af regeringens udspil, at det vil understøtte en balanceret udvikling uden for de større byer, snarere tværtimod. 

Vi trænger til en moderne planlov, men gør det nu ordentligt!