Debat

Biologer: Sådan sikrer vi biodiversiteten ved vådlægning af lavbundsjorde

Landbrugsaftalen fokuserer på vådlægning af kulstofrige lavbundsjorde for at imødegå klimakrisen. Men hvis vi vil øge biodiversiteten, skal vi vådlægge områder med lavt næringsindhold, skriver Kaj Sand-Jensen og Hans Henrik Bruun.

Flegmatisk havørn fremkalder panik blandt hundredevis af fugle på den nyoprettede Birkesø i Lille Vildmose.
Flegmatisk havørn fremkalder panik blandt hundredevis af fugle på den nyoprettede Birkesø i Lille Vildmose.Foto: Foto: Jens Chr. Schou.
Hans Henrik Bruun
Kaj Sand-Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kulstofrige jorder findes overalt i verden, hvor plantevæksten bygger organisk kulstof op, mens nedbrydningen hæmmes af vanddrukken jord.

På vore breddegrader findes kulstofrige jorder under moser og enge, især i ådalene og andre lavtliggende arealer, de såkaldte lavbundsjorder. Ud over at lagre organisk kulstof i jorden udgør vådbundsnaturen vigtige levesteder for en betydelig del af Danmarks flora og fauna.

Enge og moser findes i Danmark fra naturens hånd. Det ved vi fra analyser af fossile pollen, svampesporer og andre spor fra fortiden. Men de havde også en vigtig plads i det kultur- og naturlandskab, der udviklede sig fra Jernalderen og frem.

Siden år 1900 har fjorten arter af engfugle oplevet tilbagegang i bestanden på mellem 10 og 1000 gange, mens blot én enkelt art har uændret hyppighed.

Kaj Sand-Jensen og Hans Henrik Bruun
Hhv. professor og lektor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet

Mosernes og engenes tørv blev gravet til brændsel. De naturlige enge blev udvidet og anvendt til græsning og til at skaffe vinterfoder til husdyrene. Engenes næringsstatus blev holdt ved lige ved oversvømmelse med åens vand.

Det lyder måske kunstigt, men i realiteten mindede mange af det gammeldags landbrugs praksisser om naturlige processer i økosystemerne, og de skabte levesteder for mange arter.

I løbet af 1800-tallet vandt systematisk engdrift frem i landbruget, da afvanding af vådområder øgede engarealet kraftigt. Men især efter Anden Verdenskrig blev vådområderne i stedet drænet bort og omlagt til kunstgødede marker med korn eller kulturgræsser.

Opdyrkningen førte til kraftigt øget udledning af klimagasser og et omfattende tab af biodiversitet.

Artstab fra fordums vådområder

Siden år 1900 har fjorten arter af engfugle oplevet tilbagegang i bestanden på mellem 10 og 1000 gange, mens blot én enkelt art har uændret hyppighed. For eksempel havde hvid stork 8-10.000 ynglepar i landet dengang, mod en håndfuld i dag, og vibe er faldet fra op mod 1 million ynglende dengang, til i dag blot 25.500 par.

For planterne er det gået samme vej. I enge og moser var høj artsrigdom betinget af frempiblende næringsfattigt grundvand og af kontinuerlig græsning. Snesevis af arter med eksotiske navne som dværgulvefod, klokke-ensian og rust-skæne er forsvundet fra størstedelen af det danske landskab siden 1800-tallet på grund af dræning, gødskning og opdyrkning.

Fællesnævneren for de tabte arter er nøjsomhed. Næringstilførsel og ophør af græsning fører til kvælende tilgroning med store konkurrenceplanter.

Sammenligning af egnsfloraer udgivet omkring 1870 med floraen de sammen steder i nutiden viser, at 84% af arterne er gået markant tilbage, og de er alle nøjsomme og ret små, mens de blot 16% arter i fremgang alle er større næringselskende arter, der allerede var almindelige i 1800-tallet.

I samme periode blev mange lavvandede søer afvandet og opdyrket, mens resten blev forurenede af næringsstoffer fra de omgivende marker og byerne. Selvom der er kommet bedre styr på næringsstofforurening af søer, så er der stadig for høje tilførsler i de allermest næringsfattige søer, som også er dem, der huser de sjældneste arter.

Kan vådlægning genoprette tidligere biodiversitet?

Der er nu stigende fokus på at vådlægge de opdyrkede kulstofrige jorder. Det skyldes primært, at de bidrager betydeligt til Danmarks klimaregnskab. Klimarådet har vurderet, at de 171.000 hektar særligt kulstofrige jorder bidrager med 8% til den samlede klimabelastning. Imidlertid opererer Landbrugsaftalen frem til 2030 blot med vådlægning af 22.000 hektar.

Deres bidrag til at reducere landets klimabelastning vil selvsagt være marginalt, men muligheder for ny natur på vådlagte lavbundsarealer er vigtig, fordi biodiversiteten her er presset i bund. Vi vurderer naturpotentialet og den stopklods for etablering af sjældne, truede arter, som næringsbelastningen af hele landskabet udgør.

Når dyrkning af lavbundsarealer opgives og arealerne vådlægges, vil de potentielt udvikle sig hen imod en mere naturlig tilstand. Men der er ugler i mosen. Årtiers landbrugsdrift har efterladt jorderne med næring flere gange over et naturligt niveau. Mange steder ledes desuden næringsbelastet drænvand til fra omgivende marker.

Størst effekt er der udsigt til, hvis vi fokuserer på områder, hvor næringsindholdet i jorderne er relativt lavt og tilførslerne små, og hvor høj biodiversitet eksisterer i nærheden.

Kaj Sand-Jensen og Hans Henrik Bruun
Hhv. professor og lektor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet

Uanset om et område vil udvikle sig mod sø, eng eller sumpskov, vil denne næringsbelastning være en stopklods for retablering af truede planter og insekter. Selv om naturen under alle omstændigheder bliver mere artsrig lokalt, sammenlignet med intensivt dyrkede marker, så er der ringe udsigt til, at nationalt eller regional truede arter vil kunne finde levesteder på vådlagte, lysåbne lavbundsarealer, hvis næringsbelastningen fortsætter.

Hvis vegetationen ikke bliver græsset på vådlagte arealer, udvikles der efterhånden sumpskov og pilekrat. Sumpskove og pilekrat har lige nu et dårligt ry, men de kan være meget artsrige, især for insekter, svampe og fugle.

Artstallet blandt udvalgte grupper af natsommerfugle og biller knyttet til pil, birk og eg er omtrent fire gange højere end artstallet knyttet til vores almindeligste plantagetræer, rødgran og bøg. Mange hundrede arter at lamelsvampe og poresvampe lever i sumpskove, uanset om der er domineret af rød-el, birk eller pil.

Naturlige ellesumpe og birkemoser er ret lysåbne og kan rumme forskellige træarter samt mange sjældne mosser og svampe. Artsrigdommen er højere, jo længere områderne har ligget urørt af skovdrift. Der er flere vedboende svampe desto flere døde træer, især løvtræer, der ligger på skovbunden.

Omvendt forsvinder sjældne plantearter med øget næringstilførsel. Så høj vandstand og lav næringstilførsel fremmer sumpskovens biodiversitet. Derfor tegner udvikling af biodiversiteten bedst ved vådlægning af skovjorde, der aldrig er blevet gødet.

Vejen frem

Danmark har i mange år etableret vådområder med det formål at fjerne næringsstoffer, så de ikke når frem til kystvandene og forurener dem. Men sådanne vådområder bliver i sagens natur næringsrige.

Derfor må vi finde en bedre vej til at opnå, at arealerne bidrager med levesteder for sjældne nøjsomme arter, og dermed medvirker til at indfri målsætningen om at standse tabet af biodiversitet på national skala. Vi risikerer ellers at lave løsninger på klimakrisen, og modvirke forurening af havet, uden at det vil bremse biodiversitetskrisen.

Størst effekt er der udsigt til, hvis vi fokuserer på områder, hvor næringsindholdet i jorderne er relativt lavt og tilførslerne små, og hvor høj biodiversitet eksisterer i nærheden. Det kræver fysisk planlægning på national skala.

Er næringsbelastningen høj, kan næringsrige søer nok levere mange fisk og vandfugle, mens udsigterne for arter af planter og insekter er ringe. Græssende dyr i naturlig tæthed og med adgang til store sammenhængende arealer vil i alle tilfælde forbedre naturtilstanden.

Det sker, fordi dyrene skaber forskellighed. Græsning med fritgående dyr på store arealer vil tillade at der udvikles en mosaik af lav eng, rørsump, pilekrat og sumpskov, til fordel for mange forskellige artsgrupper. Og de uglesete pilekrat og sumpskove, med deres rigdom af vedboende svampe og biller, spætter og andre fugle fortjener en fremtrædende plads i fremtiden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kaj Sand-Jensen

Professor, vandløbsøkologi, Københavns Universitet
cand.scient.

Hans Henrik Bruun

Lektor, Biologisk Institut, Københavns Universitet
cand.scient, ph.d.

0:000:00