Brugerbetaling kan gavne friluftslivet

Betaling, der indskrænker den lovfæstede adgangsret, er ulovlig, praktisk umulig, ingen ønsker det, og ingen har foreslået det.

Martin Einfeldt
Kommunikationschef i Dansk Skovforening

Af Martin Einfeldt
Kommunikationschef i Dansk Skovforening

Anker Madsen, leder af Friluftsrådets politiske sektion, opfordrer i Altinget.dk 4. september både private og offentlige ejere af naturområder til at droppe brugerbetaling for friluftsliv. Hans argumenter giver dog ingen mening:

Anker Madsen skriver, at ”naturen bør stilles til rådighed for os alle, så alle uanset økonomisk formåen har mulighed for at færdes og opholde sig i naturen”.

Ja, helt enig, og sådan er det allerede, og sådan bliver det ved at være: I private skove må man fx frit og gratis gå og cykle på vej og sti om dagen. I offentlige skove må man endda gå over det hele og hele døgnet.

Betaling udvider adgangen til naturen
Anker Mandsen skriver også, at ”brugerbetaling vil få danskerne til at afstå fra at dyrke friluftsliv”. Nej, den er helt gal.

En lodsejer må kun tage betaling for aktiviteter, som ikke i forvejen er frie og gratis ifølge loven. Betalingen skal altså udvide gæsternes adgangsret til naturen. Det er et godt redskab for både friluftslivet og lodsejeren:  

• Det åbner for adgang til naturoplevelser og områder, som gæster ellers er afskåret fra.
• Det giver klare aftaler mellem gæster og ejendommen om, hvor, hvornår og hvordan en aktivitet skal gennemføres. Klare aftaler muliggør ekstra kvalitet i naturoplevelsen, både for betalende gæster og for andre grupper med aktiviteter, der kunne genere, hvis ikke en lodsejer koordinerede, hvad der foregik.
• Den mulige indtægt fremmer ejerens interesse for ejendommens værdi for friluftslivet. Indtægten kan også styrke ejendommens økonomi og dermed mulighederne for at beskytte og udvikle naturværdier ved fx søer, beplantning, småbiotoper, udsigter og pleje af kæmpehøje.

Det falske skræmmebillede
Anker Madsen mener, at der er et særligt fordelingspolitisk problem ved brugerbetaling i naturen. Det giver dog heller ingen mening. Det koster også penge at gå til fodbold, at gå i tivoli og alle mulige andre steder. Sådan er verden. Næsten ingenting er gratis, bortset fra en tur i skoven altså.

Bag Anker Madsens udfald mod betaling lurer et skræmmebillede af familier, der skal betale entre for en udflugt i naturen. Det er og har dog altid været et falsk skræmmebillede:

Betaling, der indskrænker den lovfæstede adgangsret, er ulovlig, praktisk umulig, ingen ønsker det, og ingen har foreslået det.

Der kommer aldrig noget krav om billetter til en almindelig skovtur.

Skovenes praksis for brugerbetaling
I skovene er der gammel tradition for betaling for jagt og ridning. Siden 1990erne har en del skove også indført betaling for fx orienteringsløb og skovbørnehaver. Brugerbetaling udgør mellem 25 og 50 procent af de private skoves indtægter.

Lige nu overvejer mange skove, om de kan tage betaling for mountainbiking uden for vej og sti. Formålet er ikke så meget at tjene penge som at løse de voksende problemer med hensynsløse mountainbikere, der skider på regler, formaninger og velmenende appeller og generer stort set alle andre skovgæster.

Disse mountainbikere kan forhåbentlig presses ud af skovene af de seriøse og hensynsfulde mountainbikere, der har betalt for at køre og nærmere aftalt med ejeren, hvor, hvornår og hvordan det bedst gøres, så alle bliver glade.

Skovforeningens anbefalinger til skovejerne

• Sørg først og fremmest for at have et godt forhold til lokalsamfundet. Ellers kan brugerbetaling give misforståelser, dårlige følelser og yderligere problemer.
• Tag ikke betaling fra skoler, spejdere, vandrere og andre bløde grupper, når de ikke får særlige ydelser fra skoven.
• Hvis der tages betaling, så forklar, hvorfor den er rimelig. Gode grunde kan fx være, at betalingen går til løn, administration, jordskat og investeringer i skoven til fordel for naturen og gæsternes oplevelser.
• Fortæl igen og igen, at der aldrig nogensinde kommer betaling for familieskovturen. Det ville være ulovligt, praktisk umuligt, ingen ønsker det, og ingen har foreslået det.