Ellen Højgaard: Ny styrelse giver håb for fremtidens bæredygtige byområder

Midt i denne lidt triste tid har vi fået en nyhed, der giver håb om et mere bæredygtigt og sammenhængende land.

Vi har nemlig fået et Indenrigs- og Boligministerium, hvor planloven også placeres, og hvor der bliver oprettet en bolig- og planstyrelse.

Det er vi utroligt glade for i Dansk Byplanlaboratorium, for det giver den nye indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) de redskaber, som han skal bruge, samlet under samme hat.

Kaare Dybvad får evalueringen af planloven med i købet. Den var godt i gang, da coronaen ramte, og vi venter spændt på, at arbejdet genoptages.

Målet er at skabe en planlov, der understøtter den grønne omstilling, og et første skridt kan være at skrive klima ind i formålsparagraffen.

Fysisk planlægning er et vigtigt og på mange måder underkendt instrument i forbindelse med CO2-reduktion. For eksempel betyder det meget, hvor folk bosætter sig, og hvordan de kommer til og fra arbejde.

I forhold til udvikling af nye byområder skal der også tænkes nyt.

Rundt omkring i kommunerne er der en stadigt voksende interesse for at udvikle bæredygtige byområder. Men mange politikere bliver overraskede over, hvor få muligheder de har for rent faktisk at planlægge bæredygtigt i deres lokalplaner.

Hele lokalplaninstrumentet er skabt til at sikre arkitektonisk og volumenmæssige kvaliteter – og ikke til at skabe bæredygtige byer. Derfor er der behov for at udvide mulighederne. Og det haster.

Lokalplanen giver faktisk en række konkrete muligheder for at styrke bæredygtigheden. Men de er ret fragmenterede, og hele lovkomplekset er født i en anden tid.

Men det er muligt at planlægge lokal afledning af regnvand, belægningstyper, cykelstativer, cykelstier og gangforhold, parkering, fælleshuse, opstilling af affaldsskure og komposteringsplads, indretning af uderum og for eksempel bevaring af træer.

Endelig kan kommunen via størrelse og karakter af bebyggelsen sørge for at udnytte tæthed, læ og sol optimalt. Det lyder alt sammen fint, men der mangler noget.

I mange af de høringssvar, der kom ind, da planloven var til debat i slutningen af 2019, blev der efterlyst mere håndfaste redskaber til planlægning af en bæredygtig by.

Det blev fremhævet, at lokalplanen for eksempel ikke kan indeholde bestemmelser, der handler om lokalområdets energi- og stofstrømme, ressourceforbrug, affaldshåndtering eller drift af de grønne områder – herunder biodiversitet, biofaktor og livscyklusberegninger.

Man kan for eksempel indskrive retningslinjer om solceller og solfangere i bebyggelsen, men man kan ikke påbyde det. Den eneste mulighed, som kommunerne har for at planlægge disse vigtige ting, er, hvis de selv ejer jorden.

Når det kommer til krav om bæredygtige materialer i byggeriet, står det sløjt til med mulighederne for at stille krav i lokalplanerne.

Siden 2007 har vi stillet spørgsmålet igen og igen: Hvorfor kan vi ikke stille krav om bæredygtige materialer i planlægningen og byggeriet? Og i alle årene har svaret været, at EU-reglerne spænder ben.

Men i 2021 må principper om klimavenlighed, bæredygtighed og cirkulær økonomi snart være at finde i grundlaget for de krav, der stilles til de materialer, som vi anvender i vores byggeri.

Med mere end 500 nye lokalplaner om året er der gang i byggeriet. Her er det vigtigt at huske på, at den mest bæredygtige by oftest er den by, som vi allerede har.

Planlægningen skal derfor styrke en udvikling, hvor vi bruger den infrastruktur, der allerede er udlagt, og den bygningsmasse, som vi allerede har til rådighed.