EL: Naturpolitik for naturens skyld

DEBAT: En ambitiøs naturpolitik handler ikke først og fremmest om at gøre noget for mennesker. Tværtimod bliver naturpolitik først rigtig ambitiøs, hvis den er for naturens skyld, skriver Maria Reumert Gjerding (EL).

Placeholder image
Der er brug for en ambitiøs naturpolitik, der kæmper for det umiddelbart unyttige, skriver Maria Reumert Gjerding (EL).  Foto: Folketinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Maria Reumert Gjerding (EL)
Miljøordfører

Natur er for alvor kommet på den politiske dagsorden de seneste måneder.

Det er sket med Enhedslistens naturpakke med seks folketingsforslag, der har til formål at standse tilbagegangen i Danmarks natur, og det er sket med Alternativets naturplan.

Det er på høje tid, at vi i Folketinget skal behandle forslag til en ambitiøs naturpolitik. For de seneste mange år er det gået alvorligt tilbage for naturen, og for mange af de dyre- plante- insekt- og svampearter, der hører til i Danmark. Standser vi ikke tilbagegangen, risikerer vi at udrydde arter, der kan være tabt for altid.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til andersen@altinget.dk 

Hvad skal vi med den natur?
Når naturen i så mange år har haft så trange kår i den politiske virkelighed, skyldes det først og fremmest, at det er svært at sætte naturens værdi på en målbar formel. Nytteværdien for samfundet og økonomien er svær at gøre op. Vi kan måle landbrugets eksportværdi, vi kan beregne værdien af den øgede mobilitet, hvis vi plastrer landet til med veje. Vi kan opgøre antallet af nye arbejdspladser i en kystby, hvis vi placerer et strandhotel i vandkanten.

Men naturens værdi er svær at få hold på. Hvad mister vi, hvis vi tillader bebyggelse på kysterne? Hvor meget er den truede laksefisk Snæblen værd? Hvor meget er et naturligt vandløb fuld af liv egentlig værd, sat op mod oversvømmelse på en landmands mark?

Når naturen i så mange år har haft så trange kår i den politiske virkelighed, skyldes det først og fremmest, at det er svært at sætte naturens værdi på en målbar formel.

Maria Reumert Gjerding (EL), Miljøordfører

Endnu vanskeligere bliver det, når vi taler biodiversitet. Danmarks artsrigdom. For ærlig talt, hvad skal vi med en eller anden mærkelig svamp, de færreste overhovedet aner hvad hedder? Eller en bille, de færreste formentlig kommer til at se? Sandheden er, at der er meget af biodiversiteten, vi ikke skal bruge til noget som helst. Den er ikke direkte nyttig for os mennesker. Den er kun nyttig for naturen selv og for naturens eget kredsløb og mangfoldighed.

Selvfølgelig er naturen vores livsgrundlag. Fungerer naturens processer ikke, er vi dødsdømt. Det handler for eksempel om klimasystemerne, jordens frugtbarhed og bestøvningen fra insekterne. Alle disse processer er afhængig af en kompleksitet af biodiversitet. Men samtidig er der rigtig meget af biodiversiteten, vi ikke rigtig skal bruge til noget for at overleve. Vi skal ikke bruge alle skovens mærkelige svampe eller besynderlige biller. Vi skal ikke bruge Danmarks mangfoldighed af sommerfugle, eller hasselmusen eller latterfrøen til noget. Livet kan fint gå videre for os mennesker, selvom de ikke er her længere.

For naturens skyld
En ambitiøs naturpolitik handler ikke først og fremmest om at gøre noget for mennesker. Tværtimod bliver naturpolitik først rigtig ambitiøs, hvis den er for naturens skyld. Fordi der i denne verden skal være plads til ting, der ikke har en direkte nytteværdi for mennesker.

Hvis vi ikke skal miste naturen, og vi skal nå i mål med vores forpligtelser under biodiversitetskonventionen om at standse tilbagegangen inden 2020, må vi blive enige om også at kæmpe for det umiddelbart unyttige. Det vi ikke kan forklare, hvad vi konkret skal bruge til. Det, der aldrig kan indfanges i et økonomisk regnestykke, eller i finansministeriets regnemodeller.

Fordi naturen er en fest. Fordi naturen er liv, et mirakel og et dagligt underværk. Fordi naturen er livskvalitet og livsmening. Den vilde natur, der ikke er tæmmet, hegnet ind og friseret, minder os om, at der er noget, der er større end os selv. Den får travle mennesker til igen at kunne trække vejret helt ned i maven. Den får os til at smile. Den får børn til at begejstres i en grad, som intet andet formår.

Når vi inden længe skal behandle Enhedslistens naturpakke i Folketinget, er det ikke kun naturpolitiske virkemidler, vi skal diskutere. Det er også det natursyn, der i årevis har ligget bag naturforvaltningen.

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser