Engelbreth Larsen: Masseudryddelsen af Danmarks sommerfugle fortsætter

Antallet af danske dagsommerfuglearter og deres levesteder tordner nedad, og vi gør stort set intet som helst for at hindre det.

Og endnu værre: Trivslen og mangfoldigheden af dagsommerfugle er én af vore mest umiddelbare indikatorer på naturtilstanden i øvrigt, hvorfor det virkelig ser skidt ud for naturen herhjemme, når flere og flere dagsommerfuglearter forsvinder.

Andre indikatorer på dansk naturtilstand kan være vanskeligere at konstatere umiddelbart – men enhver, der går en tur i naturen, ved, hvilken forskel det gør for oplevelsesglæden, om der er få eller mange dagsommerfugle.

For hvad er mere poetisk opmuntrende i sommerhalvåret end en vifte af forskellige farverige dagsommerfugle, der flyver yndefuldt fra blomst til blomst på engen, overdrevet eller i skovlysningen?

Det er vanskeligt ikke at blive opløftet over synet af de papirtynde vingers forvirrende flugt henover jordbunden eller spiraliserende manøvrer op i det blå.

Men de syn er ved at være slut – i hvert fald bliver de sjældnere og sjældnere med foruroligende hast.

Trivslen og mangfoldigheden af dagsommerfugle er én af vore mest umiddelbare indikatorer på naturtilstanden i øvrigt.

Rune Engelbreth Larsen

Siden midten af det 20. århundrede er 12 af 73 dagsommerfuglearter uddøde i Danmark. Tolv. En markant del af hele landets sommerfuglemangfoldighed er altså udryddet på mindre end én menneskealder – gennemsnitligt to arter hvert eneste årti.

Så hurtigt rasler naturens mangfoldighed nedad.

Mindst halvdelen af vore tilbageværende arter er i klokkeklar tilbagegang. Ja, reelt er vi nærmest nede på beskedne 19 arter af dagsommerfugle, eftersom disse udgør hele 99 procent af samtlige observationer herhjemme.

De øvrige er det stort set kun nørder og eksperter, der har en chance for overhovedet at opleve, fordi de ved præcis, hvor og hvornår de skal opsøge de rette naturperler – men den chance bliver også målbart ringere og ringere år efter år.

Et af mange betydningsfulde oplæg for de 400 deltagere på Danmarks største naturkonference i den forgangne uge – Biodiversitetssymposium på Aarhus Universitet – var Emil Blicher Bjerregårds fremlæggelse af de foreløbige resultater fra en finkæmning af samtlige sommerfuglelokaliteter på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Og på baggrund af kortlægningen af truede og sjældne arter øst for Storebælt ser det desværre endnu sortere ud end frygtet.

Ikke blot er den velkendte tilbagegang over det forløbne århundrede katastrofal, men på de få år fra 2014 til 2018 er tilbagegangen for de undersøgte arter uventet voldsom. Vi mister altså arter mange steder lokalt hvert eneste år, og det betyder selvfølgelig, at flere og flere er i fare for at uddø nationalt.

Men hvorfor udrydder vi sommerfugle med stormskridt? Svaret er egentlig enkelt: Fordi vi ikke helhjertet vil give naturen områder, hvor den kan udfolde sig som natur.

Intensiv produktion fylder det meste af landet, og dér, hvor naturen stadig hænger i, bliver den mere og mere fragmenteret, ensformig og artsfattig.

Skovlysninger er blevet plantet til i produktivitetens navn, for en skovlysning er jo mere eller mindre træløs, og dét er der ingen penge i, så længe vi driver 98-99 procent af de danske skove som tømmerfabrikker.

10 af de 12 uddøde dagsommerfuglearter har vi simpelthen udryddet med vores effektive skovbrug. Det gælder for eksempel enghvidvinge, terningsommerfugl og mnemosyne. Andre er udryddet, fordi vores blomsterrige græsland er svundet mere og mere ind og blevet mere og mere blomsterløst.

Mange arter er endog forsvundet fra lokale levesteder, fordi deres foretrukne planter simpelthen er udryddet af overgræsning i naturplejens navn.

Hvad vil det sige? Det vil sige, at for at pleje naturen og bekæmpe ensformig tilgroning udsættes for eksempel får eller et alt for stort antal kreaturer på udvalgte lokaliteter om sommeren, og de holder desværre ikke kun tilgroningen i ave, men æder ofte rub og stub af blomstervegetationen – og så bliver sommerfuglene bogstavelig talt ædt fra hus og hjem.

Det er blot én af mange grunde til, at vi skal have naturplejens sommergræssende og tilskudsfodrede dyrehold erstattet af noget meget mere naturligt på så store områder som muligt: vildtgræsning.

For eksempel vildheste og bisoner, der bliver en integreret del af udvalgte naturarealer hele året rundt i et antal, der svarer til naturens bæreevne. Derved kan de skabe dynamik og variation uden at bortæde al den flora, som utallige insekter selvfølgelig er afhængige af. Ad den vej kan naturen bedre ‘regulere’ sig selv, end når vi ‘plejer’ den – som vi plejer.

Selvfølgelig er der også små lokaliteter, hvor den slags ikke kan gennemføres, men helt ned til cirka 10 hektar kan man såmænd godt finde ud af at lade heste græsse året rundt uden tilskudsfodring – omend det selvfølgelig kommer an på en vurdering af hvert enkelt areal, hvordan naturens bevingede væsner og al den øvrige biodiversitet er bedst hjulpet under så naturlige forhold som muligt.

Men vi skal skynde os, for decimeringen af mange arter går rystende stærkt.

I Inger Christensens smukke digtsamling Sommerfugledalen – et requiem (1991) - er sommerfuglearter og -metaforer også med til at minde os om, hvad vi er ved at miste:

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe

i farvens periodiske system

ved hjælp af blot den mindste nektardråbe

kan løfte jorden op som diadem.

Jeg er temmelig sikker på, at hvis mange flere borgere var klar over, hvor galt det står fat derude i den danske natur, ville presset på politikerne stige for en langt højere prioritering af naturindsatsen – for mon ikke de allerfleste af os gerne vil bevare dét diadem?

-------

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.