Esben Lunde: Vi når ikke naturmål

BIODIVERSITET: Ifølge miljøminister Esben Lunde Larsen (V) vil hverken Danmark eller andre lande formå at stoppe tabet af biodiversitet inden 2020. Ministeren er uambitiøs, siger S.

Placeholder image
Foto: Toke Kristiansen/Altinget

Hverken Danmark eller nogen af verdens andre lande kan stoppe tabet af biodiversitet – mangfoldighed af arter – inden 2020. Det har landene ellers forpligtet sig til gennem FN’s 20 biodiversitetsmål i den såkaldte Aichi-aftale.

Det meddelte Esben Lunde Larsen (V) under onsdagens åbne samråd i Miljø- og Fødevareudvalget.

”Jeg tror ikke, at der er nogen lande, der når målsætningerne. Det er det realistiske svar at give,” sagde miljø- og fødevareministeren, der ikke ville love nye tiltag for at imødekomme målene. 

Samrådet blev indkaldt af Christian Rabjerg Madsen (S) tilbage i december, efter at Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, Svana, havde udgivet sin årlige naturrapport. Af rapporten fremgår det, at den danske natur er i tilbagegang. 

Fakta
NOVANA er programmet for den nationale overvågning af både luft, vand, dyr og planter i Danmark. NOVANA skal sikre, at Danmark kan leve op til landets forpligtelser ift. overvågning for primært EU-direktiver som Vandrammedirektivet, Habitatdirektivet, Drikkevandsdirektivet eller Luftkvalitetsdirektiverne.


Kilde: DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet

Esben Lunde Larsen sagde på samrådet, at Danmark bør koncentrere sit arbejde med biodiversitetsmålene gennem naturforpligtelserne i EU.

”Danmark bidrager sammen med de andre EU-medlemslande til FN’s strategiske plan for biodiversitet og de 20 Aichi-mål gennem implementeringen af EU’s biodiversitetsstrategi,” sagde ministeren. 

Jeg tror ikke, at der er nogen lande, der når målsætningerne

Esben Lunde Larsen, Miljø- og fødevareminister

S: Han kaster håndklædet i ringen
Men ifølge Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, er det for letkøbt, at Danmark blot skal sikre implementering af EU’s miljødirektiver.

”Vi skal selvfølgelig bruge EU som redskab, men det meste biodiversitetsarbejde er nationalt. Vi skal ikke nå FN og EU-mål for målenes skyld, men gøre naturen bedre for danskernes og naturens egen skyld,” siger Christian Rabjerg Madsen.

Han mener, at miljøministeren udviser manglende ambition for den danske natur ved at henvise til, at verdens andre lande heller ikke kan nå målene.

”Det var uambitiøst af ministeren. Han lagde meget klart frem, at Danmark ikke når de mål, som vi har skrevet under på. Ministeren har ikke målstregen for øje, men er mere optaget af at kaste håndkædet i ringen,” siger socialdemokraten.

Han bakkes op af Enhedslistens Maria Reumert Gjerding, der heller ikke kan forstå ministerens fokus på udlandets mangelfulde implementering.

”Det er helt ubegribeligt, at Danmark ikke behøver leve op biodiversitetskonventionen, bare fordi andre ikke gør det,” siger hun.

Samrådet blev afbrudt før tid af et møde i Folketingssalen. Det genoptages, men er endnu ikke sat på programmet.

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Direktør for tro og bæredygtighed, World Ressources Institute i Washington D.C.
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Christian Rabjerg Madsen

Indenrigs- og boligminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2012)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser