Forsker: Mål for biodiversitet forsvinder i videnshuller
DEBAT: En målsætning om at standse tabet af biologisk mangfoldighed inden år 2020 nytter ikke, hvis vi ikke kan måle mangfoldigheden. Det skriver Hans Henrik Bruun, der er lektor ved Københavns Universitet. Vi skal vide mere, er budskabet.
Ingen forfatter
Af Hans Henrik Bruun
Ph.d. og lektor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet
Danmark og de øvrige EU-lande har sat sig en målsætning om, at tabet af biodiversitet skal standses inden år 2020.
Tabet af biologisk mangfoldighed har stået på i lang tid og er stadig i fuld gang.
På verdensplan taler man om den sjette masseuddøen af arter. De fem første skyldtes fysiske fænomener. Mest kendt er nok meteornedslaget, der medførte dinosaurernes endeligt i slutningen af Kridttiden.
Vil du blande dig i debatten?
Den igangværende masseuddøen af arter skyldes os mennesker og vores landbrug, skovbrug, fiskeri, byudvikling og forurening.
Egentlig havde EU-landene, som en udløber af Biodiversitetskonventionen fra Rio i 1992, allerede i 2001 sat sig for at nå det nævnte mål inden år 2010.
Danmark mangler helt enkelt at opstille og afprøve indikatorer for biodiversitetens tilstand, sådan at man til sin tid kan vise, om det politisk fastsatte mål er nået eller ikke.
Hans Henrik Bruun
Ph.d. og lektor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet
Men da vi nåede til 2010, var der ingen af landene, som selv mente, at de havde opfyldt det, heller ikke Danmark.
Nu er vi halvvejs fra 2010 til 2020, og det er ikke for tidligt at overveje, hvordan vi i Danmark skal afgøre, om tabet er standset, når vi når til år 2020.
Men hvordan kan vi vide, om vi er lykkedes eller ej, hvis ingen på forhånd har opstillet nogle succeskriterier, som kan måles, og der ikke er nogen basislinje at referere til? Dette spørgsmål ligger ud over det mere åbenlyse: Hvilke midler skal tages i brug for at sikre, at måles nås?
Mangelfulde metoder
I 2010 nåede man frem til konklusionen om fortsat tilbagegang i biodiversiteten i Danmark på to ret forskellige måder.
Det officielle Danmark sendte en landerapport til sekretariat for FN’s biodiversitetskonvention. Men den anvendte opgørelsesmetode var ikke rigtig seriøs.
Man havde kun brugt 15 indikatorer. Heraf var nogle relevante, eksempelvis tællinger af visse fuglearter, nogle var af meget begrænset relevans, for eksempel arealet med økologisk jordbrug og den genetiske diversitet i landbrugets husdyr, mens andre var decideret irrelevante, omfanget af naturvejledning for eksempel.
Konklusionen byggede altså egentlig ikke på en pålidelig vurdering af udviklingen for Danmarks biodiversitet.
Når vi kommer til 2020 kan man altså ikke bare bruge samme indikatorer, som blev brugt sidste gang.
Myndighederne ser tavst til
Nu er det jo helt umuligt at vide, hvordan det går for hver eneste af de 35.000-38.000 arter af planter, dyr og svampe, der findes i Danmark. Og for deres levesteder og for processer i økosystemerne, som arterne er afhængige af.
Men det er heller ikke nødvendigt for at svare pålideligt på spørgsmålet “er tabet standset?”.
Derfor er der mere inspiration at hente i den uofficielle rapport ”Danmarks Biodiversitet 2010”, som Danmarks Miljøundersøgelser (DMU, nu DCE ved Århus Universitet) lavede af egen drift i 2010. Den rapport forsøgte sig med en mere solid faglig tilgang til spørgsmålet.
Rapporten startede med at opstille 139 indikatorer, som ud fra faglige kriterier ville være relevante. Der var indikatorer fra alle typer af arter og levesteder, både i havet, i de ferske vande, i skovene og så videre.
En sådan blanding er nødvendig, for det kan jo princippet gå godt for biodiversiteten i for eksempel søerne, samtidig med at det går skidt andetsteds, eksempelvis i havet. Eller det kan gå rimeligt for skovens fugle, mens skovens sommerfugle er i frit fald.
Efter af have opstillet kriterierne undersøgte DMU-forskerne, om der fandtes data, der kunne belyse de valgte indikatorer.
For knap en tredjedel af indikatorerne var tilstanden ukendt. For en tredjedel fandtes der data, der kunne understøtte en opgørelse, mens man for den sidste tredjedel måtte basere sig på ekspertvurderinger.
At opgørelsen overordnet set viste tilbagegang, kan man gå tilbage og læse i rapporten. Det er ikke nyt.
Nyheden er, at de relevante myndigheder, siden den seneste målsætning om at standse tabet af biologisk mangfoldighed blev sat i 2010, ikke har foretaget sig noget nær det, der er tilstrækkeligt, for at lukke de meget store huller i vores viden.
Vi vil stå på omtrent lige så bar bund næste gang. Og der er kun fem år til.
Vi skal vide mere
Hvad skal der så til? Der mangler basal viden om, hvor de vilde arter af dyr, planter og svampe findes, og hvor deres levesteder findes.
Der sker i dag kun overvågning af de arter og habitater, som er omfattet af EU’s habitatdirektiv og fuglebeskyttelsesdirektiv, altså overvågning der følger af Danmarks internationale forpligtelser.
Det er en lille og ikke særligt repræsentativ stikprøve af helheden. Og ikke engang på dette område har man løst opgaven godt.
Danmark mangler for eksempel stadig at udarbejde lister over typiske arter for de beskyttede habitattyper, altså følsomme arter, der kan virke som tidlige advarselslamper for forringelser af levestedsforholdene.
Danmark mangler helt enkelt at opstille og afprøve indikatorer for biodiversitetens tilstand, sådan at man til sin tid kan vise, om det politisk fastsatte mål er nået eller ikke.
Hvis et sådant arbejde ikke snart igangsættes, vil der være frit slag til om fem år at hævde hvad som helst fra katastrofal tilbagegang til dramatisk fremgang.
I fravær af viden er alle meninger lige gyldige.
Noget helt andet er, om vi som samfund gør noget for faktisk at standse tabet af biodiversitet.
Her vil vandplaner, naturplaner, Naturplan Danmark og så videre måske gøre en forskel. Måske. Vi kan ikke vide, om det er tilfældet, uden at vide, hvordan vi skal måle effekten af tiltagene.