Forsker og tidligere planchef: Frivillige aftaler til beskyttelse af drikkevand er et fatamorgana

Folketinget besluttede i 2019, at der ikke længere må bruges sprøjtegifte omkring drikkevandsboringer – de såkaldte BNBO, Boringsnære beskyttelsesområder.

Kommunerne har udpeget 1.893 BNBO landet over, hvor der inden udgangen af 2022 skal indgås frivillige aftaler mellem vandværkerne og lodsejerne om ophør med anvendelse af pesticider.

Indtil videre er det kun sket i få tilfælde. Problemet skyldes ifølge direktør i Kommunernes Landforening Laila Kildesgaard, at landmændene har en forventning om en erstatning, der er "helt ude af proportioner". Laila Kildesgaard konstaterer på den baggrund, at systemet med frivillige aftaler ikke virker.

Intet nyt under solen

At frivillige aftaler fungerer dårligt, når det offentlige har behov for at erhverve eller beskytte udvalgte arealer, er der ikke noget nyt i. Det er for så vidt heller ikke overraskende ud fra en økonomisk synsvinkel.

At det forholder sig sådan, kunne man konstatere allerede i forbindelse med ændringen af vandforsyningsloven i 1998. Her blev det bestemt, at der skulle udarbejdes indsatsplaner i de områder, hvor særlige tiltag var nødvendige for at beskytte drikkevandet. Forudsætningen var, at vandværker og kommunale myndigheder skulle indgå aftaler med landmænd om ændret dyrkningspraksis på de omfattede arealer mod kompensation for økonomiske tab.

Ti år senere undersøgte Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet resultaterne af denne ordning gennem en undersøgelse, hvor et udsnit af danske vandværker og kommunale myndigheder blev interviewet om deres erfaringer med indgåelse af frivillige dyrkningsaftaler.

Problemet opstår, fordi lodsejerne får en form for monopolstilling, når de arealer, der ønskes opkøbt, befinder sig inden for et udpeget beskyttelsesområde, hvor alle arealer skal inddrages.

Jens Andersen og Alex Dubgaard
Hhv. tidligere planchef i HOFOR og lektor emeritus, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Undersøgelsen viste, at det i et begrænset omfang var lykkedes at indgå dyrkningsaftaler, men generelt havde resultaterne være skuffende, idet tre ud af fire forhandlinger ikke havde ført til en aftale.

Vandværkernes hyppigste forklaring på, at forhandlinger havde været resultatløse, var uenighed om den økonomiske kompensations størrelse.

Vandværkerne vurderede i disse tilfælde landmændenes krav som langt over det faktiske indkomsttab, dyrkningsaftalerne ville påføre dem. Den opfattelse må siges at ligge på linje med Kommunernes Landforenings aktuelle vurdering i det interview, der blev omtalt i indledningen.

Strategisk adfærd

Som sagt mener vi ikke, at dette resultat er særligt overraskende ud fra en økonomisk synsvinkel. Det skyldes sådan set ikke, at landmænd er mere griske, end de fleste andre mennesker ville være i samme situation.

Problemet opstår, fordi lodsejerne får en form for monopolstilling, når de arealer, der ønskes opkøbt, befinder sig inden for et udpeget beskyttelsesområde, hvor alle arealer skal inddrages.

Det vil sige, at vandværket ikke bare kan gå ud på ejendomsmarkedet og byde på arealer, der i forvejen er sat til salg og derfor kan forventes erhvervet til den gældende markedspris for landbrugsjord i området.

Arealer i beskyttelsesområdet har dermed en særlig værdi for vandværket, som giver lodsejerne mulighed for at presse prisen op over markedsværdien – eller kompensationskravet op over det reelle dyrkningstab.

Det haster med at få gang i grundvandsbeskyttelsen. De særlig følsomme arealer inden for vandværkernes indvindingsområder må anses som en integreret del af produktionen af drikkevand og må derfor fremadrettet beskyttes mod forureninger fra overfladen.

Jens Andersen og Alex Dubgaard
Hhv. tidligere planchef i HOFOR og lektor emeritus, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Ingen vej uden om ekspropriation

Kommunerne er ikke meget for at skulle ekspropriere i disse sager. Det skyldes formentlig, at det kan være en tidkrævende affære med betydelige administrative ressourcekrav. Men med de erfaringer, man efterhånden har med frivillige aftaler, er der næppe nogen vej uden om, hvis grundvandet skal sikres.

De seneste opgørelser over fund af pesticidrester i aktive drikkevandsboringer er skræmmende – over 50 procent af alle aktive indvindingsboringer er påvirkede, mens der i grundvandsovervågningen i 2020 blev fundet pesticidrester i 72,4 procent af grundvandsprøverne, og i 39 procent var grænseværdien overskredet.

Derfor haster det med at få gang i grundvandsbeskyttelsen – herunder gennem opkøb af landbrugsjord. De særlig følsomme arealer inden for vandværkernes indvindingsområder må anses som en integreret del af produktionen af drikkevand og må derfor fremadrettet beskyttes mod forureninger fra overfladen.

Der er altså her tale om produktionsanlæg af vital samfundsmæssig betydning, da rent drikkevand er et fundamentalt gode.

Systemet med frivillighed har spillet fallit

Det er i dag muligt – inden for kort tid – at kortlægge disse følsomme arealer helt ned på matrikelniveau. Disse arealer skal være forbeholdt produktionen af drikkevand, hvorfor grundvandstruende aktiviteter her må være udelukket. Derfor må lovgivningen indrettes sådan, at vandværker inden for en kort tidshorisont kan erhverve arealer eller på anden måde sikre deres produktion af rent drikkevand.

Der er derfor behov for, at ekspropriationsregler og anden relevant lovgivning rettes langt mere målrettet mod dette formål – nemlig at sikre en præcis kortlægning af arealbehovet og effektive muligheder for at gennemføre den nødvendige beskyttelse gennem sikring af de relevante arealer.

Systemet med frivillighed har spillet fallit, og samfundet kan ikke vente længere. Man bør derfor bruge samme fremgangsmåde som for anden vigtig infrastruktur og gennemføre ekspropriation på baggrund af en detaljeret kortlægning af behovet i vandværkernes indvindingsområder.