Grønne organisationer: CO2 bør ikke være den eneste målestok for grønne indkøb

Af Lone Mikkelsen, Anne Aittomaki, Pernille Haagen, Naja Andersen og Mette Ranfelt
Hhv. seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, strategisk direktør i Plastic Change, rådgiver i WWF, politisk seniorrådgiver Oceana og miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening

Regeringen har indkaldt til forhandlinger om en ny strategi for offentlige, grønne indkøb, og det, vi hører, er, at strategien primært kommer til at måle offentlige, grønne indkøb på ét parameter – nemlig CO2.

Det er naturligvis positivt, hvis der bliver udviklet en god metode til at måle CO2-belastningen af offentlige indkøb. Men CO2 bør ikke være det eneste grønne måleparameter.

Ifølge regeringens nye vejledning fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal alle nye, politiske initiativer måles på tre overordnede parametre – klima, miljø og natur. Det bør også gælde offentlige indkøb.

Det offentlige har med sine årlige indkøb for mere end 300 milliarder kroner en unik mulighed for at fremme udviklingen mod en cirkulær økonomi. En omstilling til en cirkulær økonomi vil både have en markant effekt på vores CO2-udledning, og en bredere effekt i forhold til en mere bæredygtig brug af naturens øvrige ressourcer.

Gør affaldsforebyggelse til et ledende princip
I forhold til cirkulær økonomi spiller affaldshierarkiet en afgørende rolle, og øverst i prioriteringen ligger forebyggelse af affald og genbrug – for det er her, vi får den klart største ressourcemæssige effekt.

Ifølge regeringens nye vejledning fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal alle nye, politiske initiativer måles på tre overordnede parametre – klima, miljø og natur. Det bør også gælde offentlige indkøb.  

Lone Mikkelsen, Anne Aittomaki, Pernille Haagen, Naja Andersen og Mette Ranfelt
Hhv. seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, strategisk direktør i Plastic Change, rådgiver i WWF, politisk seniorrådgiver Oceana og miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening

Danmark er det land i Europa, som producerer mest affald per indbygger. Derfor er det nødvendigt, at alle aktører bidrager til, at vi kommer væk fra denne kedelige rekord.

I et svar til Folketinget om kommunernes rolle i forhold til affaldsforebyggelse fra september i år, skriver miljøministeren: ”Kommunerne spiller en vigtig rolle ift. affaldsforebyggelse gennem fx grønne indkøbspolitikker”.

På baggrund af ministerens svar må vi forvente, at kommunernes vigtige rolle i forhold til affaldsforebyggelse bliver afspejlet i strategien. Vi opfodrer derfor til, at affaldsforebyggelse bliver et ledende princip for alle offentlige indkøb, og dermed bliver det fundamentalt at se på produkters levetid og levetidsomkostninger.

Totalomkostninger frem for anskaffelsesomkostninger
Hvis affald skal forebygges, skal vi købe produkter, der har en længere levetid, som blandt andet skal kunne repareres og genbruges. Overordnet set skal et produkt vurderes ud fra hele dets livscyklus. Her kan det være et godt redskab at stille krav om, at kommunerne skal se på totalomkostninger ved alle offentlige indkøb og ikke kun måle på anskaffelsesomkostningerne.

Hvor anskaffelsesomkostningerne kun udtrykker indkøbsprisen på varen, så omfatter totalomkostningerne også de efterfølgende omkostninger til vedligeholdelse, el- og vandforbrug m,v., hvilket gør det muligt at vælge det produkt, der samlet set, over dets levetid, er det billigste.  

Dermed bliver produktets levetid også afgørende i sig selv, og det giver endvidere producenterne et incitament til at udvikle produkter, som holder længere, og hvor producenten giver en lang garanti for produktets levetid.

Eksempelvis vil det blive relevant, om dit IT-udstyr er produceret til at holde længe og til nemt at kunne repareres, eller om det er lavet til at gå i stykker efter få år. Desuden er det væsentligt, at udstyret løbende og i mange år frem kan opdateres til nye styresystemer, da det ellers kan blive vanskeligt at efterleve diverse sikkerhedskrav.

IDA har fornyligt fået lavet en analyse, som viser, at den største barriere for, at kommuner og regioner køber bæredygtigt er, at bæredygtige produkter vurderes til at være dyrere prismæssigt. Samtidig er det kun 15  procent, der altid vurderer totalomkostningerne i forbindelse med offentlige indkøb.

Det er derfor helt oplagt, at en kommende strategi stiller krav om, at der skal ses på totalomkostningerne ved alle offentlige indkøb. Samtidig bør der afsættes midler til at udvikle de nødvendige redskaber, som vil gøre det simpelt for indkøberne at navigere efter totalomkostninger.

Udbredelse af miljømærkerne til nye produktgrupper
Krav om miljømærker ved offentlige udbud er en anden god måde at sikre sig, at offentlige indkøb er bærdygtige på flere parametre. De mest brugte mærker er Svanemærket og EU-Blomsten, og her vurderes produkter og serviceydelser netop ud fra et bredere perspektiv på bæredygtighed end blot CO2-udledning.

Mærkerne ser på hele produktets levetid og har en cirkulær tilgang til livscyklusvurderingen. Klima og CO2-reduktion er også en del af miljømærkerne, og der bliver i stigende grad indarbejdet klimakriterier i alle produktkategorier. Yderligere har miljømærkerne nogle skærpede krav til kemikalieindhold.

I dag er der alt for mange kemikalier på markedet, som har problematiske egenskaber, hvilket er en enorm barriere for genanvendelse og en reel cirkulær økonomi og dermed implicit en barriere i forhold til at nå EU’s genanvendelseskrav.

En udfordring med at bruge miljømærkerne til at sikre grønne indkøb er dog, at de for nogle produktkategorier ikke er tilstrækkelig udbredte. Derfor bør en ny strategi for offentlige indkøb afsætte midler til udbredelse af miljømærkerne til nye produktkategorier.

Gå væk fra engangsbrug 
Herudover er det nødvendigt med et øget fokus på genbrug, som er et helt oplagt redskab til at styrke den cirkulære økonomi og forebygge affald. Genbrug handler grundlæggende om at bruge de samme produkter flere gange. Den nye strategi for offentlig grønne indkøb bør opfordre til, at vi udfaser brugen af engangsprodukter og går over til produkter, som kan genbruges.

Helt konkret bør der udvikles en slags ”negativ liste” over de engangsprodukter, som ikke bør indkøbes. Det vil betyde, at vi forebygger affald, da produkterne netop ikke smides i skraldespanden efter blot at have været brugt én enkelt gang. 

Aalborg kommune er for nyligt gået forrest i at stoppe brugen af vand på flaske på de kommunale arbejdsplader og i mødelokalerne for at reducere deres CO2-aftryk, men også for at stoppe et unødvendigt engangsbrug af plastikflasker. Frederiksberg kommune har vedtaget en toårig forsøgsperiode, hvor der stilles forbud mod indkøb af engangsservice til kommunens cirka 200 offentlige institutioner netop for at stoppe engangsbrug og overgå til flergangsbrug til fordel for miljø, klima og ikke mindst økonomien.

En ny analyse fra Miljøstyrelsen viser, at brugen af engangskrus på hospitaler hverken kan betale sig økonomisk eller miljømæssigt, hvis der måles på totalomkostningerne frem for anskaffelsesomkostningerne.

Udfasningen af engangsprodukter bør gælde for både produkter, der er lavet af ikke-fornybare samt fornybare ressourcer samt dem, der er genanvendelige eller bionedbrydelige. Analysen fra Miljøstyrelsen viser eksempelvis, at der ikke er nogen gevinst forbundet med at skifte plastikkrus ud med papkrus – hverken økonomisk eller miljømæssigt, men at den helt store gevinst kommer ved at bruge genbrugskrus.

Bag alle engangsprodukter ligger der en klimabelastende proces; Materialet skal udvides eller dyrkes, det skal igennem en produktionsproces, det skal fragtes, og til sidst skal det håndteres som affald. Derfor vil engangsbrug aldrig kunne forsvares til almindelige anvendelser.

Online genbrugsportal for alle offentlige indkøb
En ’lavt hængende frugt’ kan være at oprette en online genbrugsportal for offentlige indkøb, så produkter, som kan bruges et andet sted, ikke blot bliver smidt ud. Selvom kontormøblerne skal skiftes ud på rådhuset i Vejle kommune, kan det sagtens være, at møblerne kan bruges på en skole i Kolding kommune.

Vi ved, at der arbejdes med offentlige genbrugsportaler internt i nogle kommuner, men det kan med fordel udbredes til hele landet.

Tilbagetagningsordninger
Offentlige indkøb bør desuden fremme leverandørers incitament til at lave tilbagetagningsordninger for deres egne produkter, så de kan levetidsforlænge produkterne ved reparation, genbrug eller genanvendte råmaterialer i nye produkter. Det giver virksomhederne et incitament til at designe produkter, som nemt kan skilles ad, repareres, og hvor komponenter kan genbruges i så lang tid som muligt og derefter genanvendes.

På samme måde bør der laves købs- og leveringsaftaler, hvor leverandøren er forpligtet til at tage emballagen tilbage og genbruge den for netop at undgå affaldsgenerering og lave systemiske samarbejdsløsninger.

Samlet set kan det offentlige med fordel indkøbe efter en ressourcebesparende og affaldsforebyggende logik i tråd med EU's affaldshierarki, hvor der samtidig høstes CO2-besparelser og økonomisk gevinst.

Vi håber, at regeringen i den kommende strategi for offentlige indkøb vil udnytte det potentiale, der ligger i at fremme cirkulær økonomi gennem offentlige indkøb og stå fast ved miljøministerens udmelding om, at kommunerne spiller en vigtig rolle i forhold til affaldsforebyggelse gennem grønne indkøbspolitikker.

Hvis affaldsforebyggelse bliver et ledende princip for offentlige indkøb, så bliver vi automatisk nødt til at tænke mere cirkulært og have fokus på en mere bæredygtig brug af naturens ressourcer på langt flere parametre end blot CO2-udledning.