L&F: EU's naturgenopretningsforordning er urealistisk at indfri og økonomisk uholdbar

Biodiversiteten og naturen i Danmark skal prioriteres fra politisk side – både nationalt og i Europa. Men forordningen om naturgenopretning, som er fremsat i EU, er desværre svær at indfri og økonomisk uholdbar, skriver naturchef i Landbrug & Fødevarer, Karen Post Bache.

I habitat-direktivet har man ikke på nogen måde forholdt sig til, hvordan målene skal nås, hvordan indsatsen skal finansieres, og hvad de reelle konsekvenser vil være, skriver Karen Post Bache. — I habitat-direktivet har man ikke på nogen måde forholdt sig til, hvordan målene skal nås, hvordan indsatsen skal finansieres, og hvad de reelle konsekvenser vil være, skriver Karen Post Bache.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Karen Post Bache

Naturchef, Landbrug & Fødevarer

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Naturen og biodiversiteten er udfordret, og det kalder på handling både nationalt, på EU-niveau og globalt.

Det er baggrunden for både EU's biodiversitetsstrategi, for FN’s Kunming-Montreal aftale og for at regeringen jævnfør regeringsgrundlaget vil komme med et forslag om en ny natur- og biodiversitetslov.

Temadebat:

Er Danmark på rette natur-kurs i EU?

Den danske regering støtter ikke op om EU's forslag til naturgenopretning. Regeringen mener, at EU-forslaget vil medføre en række økonomiske udfordringer for statskassen, erhvervslivet og flere andre områder, hvis det gennemføres, som det er lagt frem af Kommissionen.

Det har vagt undren hos miljø- og biodiversitetseksperter, hvorfor vi i denne temadebat spørger en række aktører, om Danmark er på rette natur-kurs i EU? Eller nærmere en deroute, som i sidste ende vil koste dyrt for både naturen, miljøet og økonomien?

Læs mere om debatten og se panelet af aktører her.

Om temadebatter:

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debatredaktør Caroline Boas.

Fokus på biodiversiteten er ikke ny.

Vi har længe vidst, at der er behov for en indsats, og i EU-regi opstillede man allerede i 1992 med habitatdirektivet bindende mål for, hvilken tilstand man ønsker for en lang rækkebeskyttede naturtyper og arter.

Desværre må man konstatere, at de mål, der blev sat for habitatnaturen, ikke er nået, og det er derfor, at EU nu som en del af opfølgningen på biodiversitetsstrategien lægger op til, at der skal vedtages en ny forordning om naturgenopretning.

Nedprioriterer biodiversitet politisk

Vi håber, at man, når de behandler forordningen hen over foråret og sommeren i EU-systemet, vil træde et skridt tilbage og gentænke, hvordan man på fællesskabsniveau kan sikre en fremgang for natur og biodiversitet på en måde, som både er fagligt solid, økonomisk holdbar og som vil få en bred opbakning fra alle de involverede aktører.

Midler, der er øremærket til arealer, hvor der er krav om landbrugsaktivitet, er vanskelige at bruge til en indsats for natur og biodiversitet.
Karen Post Bache
Naturchef, L&F

Det er der i udtalt grad behov for.

Nye og meget vidtgående mål og forpligtelser kan ramme både nationalstaterne, land- og skovbruget, energisektoren og mange andre samfundsinteresser hårdt. Derfor bør man standse op og se på, hvorfor man ikke er nået længere i forhold til de mål, man allerede er forpligtet til.

Hvis vi kigger på Danmark, er der mange forhold, der gør sig gældende.

For det første var man ved habitatdirektivets vedtagelse og i en lang årrække frem slet ikke klar over, præcis hvor vidtrækkende bestemmelserne var.

Det resulterede blandt andet i, at vi i Danmark har udpeget en række Natura 2000-områder, som indeholder en stor del arealer, som ikke har nogen særlig naturværdi – blandt andet en række landbrugsarealer.

En mere målrettet og fokuseret udpegning af Natura 2000-områder ville uden tvivl have være med til at sikre en mere målrettet og fokuseret naturindsats.

Sideløbende hermed har man fra dansk side langt hen ad vejen ikke prioriteret indsatsen hverken politisk eller økonomisk.

Vanskelige øremærkede midler

Fra Landbrug & Fødevarer har vi, siden de første Natura 2000-planer udkom, peget på problemerne i, at man næsten udelukkende har valgt at gennemføre indsatserne i Natura 2000-områderne med midler fra EU’s landdistriktsprogram.

Og det giver næsten sig selv, at midler, der er øremærket til arealer, hvor der er krav om landbrugsaktivitet, er vanskelige at bruge til en indsats for natur og biodiversitet.

Denne kritik har vi ikke stået alene med. En lang række organisationer har løbende peget på disse udfordringer.

Men i stedet for at sikre en bedre indsats har man fra politisk hold rent faktisk minimeret de muligheder, der har været for at gøre en indsats.

Sidst ved at fjerne den støtteordning til sammenhængende natur i Natura 2000, som var det eneste virkemiddel, som private lodsejere kunne bruge til at omlægge arealer til natur inden for Natura 2000.

Så på trods af bindende mål om at skulle sikre gunstig bevaringsstatus er man blandt andet med den manglende prioritering af området langt fra at se den positive udvikling for naturen, der var målet.

Men samtidig har direktivet alligevel haft en række indgribende konsekvenser for landbrugserhvervet.

Voldsomme statslige udgifter

Husdyrlovens specifikke ammoniakregulering, der blandt andet skal gennemføre habitatdirektivets bestemmelser, har ført til nedlukninger af husdyrbrug, uden at der påviseligt sker en forbedring af naturen.

Forordningen vil pålægge staten voldsomme udgifter.
Karen Post Bache
Naturchef, L&F

Og det er også habitatdirektivet, der gav anledning til, at den tidligere regering for et år siden blæste til kamp mod de benspænd, som bremser udbygningen af vedvarende energi.

Bureaukratiske regler som reelt set ikke har ført til en opfyldelse af direktivets mål.

Det er på dette bagtæppe, man skal se den store bekymring, som vi fra Landbrug & Fødevarer har givet udtryk for i forbindelse med det aktuelle forslag om en naturgenopretningsforordning.

Som det også fremgår af regeringens rammenotat om forordningen, så er der tale om et forslag, som vil få overordentligt store konsekvenser for en lang række sektorer, og som vil pålægge staten voldsomme udgifter til blandt andet planlægning, kortlægning og monitorering.

Et stort og uklart regelsæt

Med forslaget lægger man op til en indsats, der går langt videre, end de mål man har fastlagt i habitatdirektivet, uden på nogen måde at have forholdt sig til hvordan målene skal nås, hvordan indsatsen skal finansieres, og hvad de reelle konsekvenser vil være.

Derfor er det kun sund fornuft, når regeringen lægger op til en holdning om, at forslaget bør tilpasses der, hvor det vurderes at være særligt indgribende eller uforholdsmæssigt byrdefuldt.

En række andre lande – herunder Holland og Finland – har signaleret, at de deler den bekymring.

Samtidig kan der være behov for at se på, om naturlovgivningen fra EU skal styrkes.

For eksempel ved at fastlægge tidsfrister eller andre skærpelser der kan være med til at sikre, at man når habitatdirektivets mål. Samt ved at sikre de fornødne midler til reelt at gennemføre de tiltag der vil gøre en forskel.

Det er helt sikkert ikke vejen frem at vedtage en ny forordning, der, som den ligger nu, er spækket med uklarheder, som er mangelfuld i forhold til både konsekvensvurderinger og finansiering, og som med et stort, bureaukratisk og uklart regelsæt kan få store og alvorlige konsekvenser for en række væsentlige samfundsinteresser.

Politik har aldrig været vigtigere