Miljøtekniker: Vandløbene er en solstrå­lehistorie i tragedien om den kriseramte natur

Af Sten Bøgild Frandsen,
Miljøtekniker, Natur og Vand, Kolding Kommune

Miljøminister Lea Wermelin (S) udtalte i slutningen af september, at "den nedslående sandhed er, at naturen og de truede arter herhjemme ikke har fået det bedre siden 2013".

Udtalelsen kom i en pressemeddelelse i forbindelse med den seksårige rapportering til EU-Kommissionen om status for EU-beskyttede naturtyper og arter.

Og ja, det er nedslående, at det står så skidt til med naturen, og at der tilsyneladende ikke er sket forbedringer de sidste seks år.

Endnu mere nedslående er det, når så mange i disse år giver udtryk for, at nu skal der gøres noget for at øge biodiversiteten, og nu skal naturen have mere plads.

Jeg vil dog hævde, at der i dette mørke af mismod findes lyspunkter, hvor der kan konstateres forbedringer, der kan kobles til en målrettet indsats.

Spørgsmålet er, om de mange vandløbsprojekter, der udføres i disse år, ledsages af tilstrækkeligt mange undersøgelser af effekterne.

Sten Bøgild Frandsen
Miljøtekniker, Natur og Vand, Kolding Kommune

Vandløbene er en solstrålehistorie
Disse lyspunkter finder vi i vandløbene, hvor flere årtiers arbejde med vandløbsrestaureringsprojekter har ført til stribevis af positive resultater.

Projekterne har i stor udstrækning drejet sig om at fjerne spærringer ved for eksempel gamle vandmøller og vejunderføringer samt fysiske forbedringer af tidligere tiders udrettede og kanaliserede vandløb.

Det er især ørredbestandene, der i mange vandløb har kvitteret med en meget stor fremgang som direkte følge af de indsatser, der er gjort i vandløbene.

Tidligere var det typisk amterne, der gennemførte projekterne i vandløbene. Efter amternes nedlæggelse er det kommunerne, der er hovedaktør i forhold til at forbedre betingelserne for fisk og smådyr i vandløbene.

Vigtigt at effekterne undersøges   
Afledt af vandrammedirektivet laves der i disse år rundt omkring i kommunerne et meget stort antal vandløbsprojekter. I anden vandplanperiode, der løber frem til 2021, er der afsat cirka 630 millioner kroner til vandløbsforbedrende projekter.

Spørgsmålet er, om de mange vandløbsprojekter, der udføres i disse år, ledsages af tilstrækkeligt mange undersøgelser af effekterne. Skabes der tilstrækkelig vished for, at de mange penge og ressourcer, der anvendes på vandløbsrestaurering, fører til, at flere og flere vandløb lever op til de stillede miljømål?

Miljøstyrelsens overvågningsprogram Novana har i forhold til vandløbenes økologiske tilstand hovedsagelig til formål at levere data, der beskriver den generelle tilstand og udvikling, herunder langtidsændringer.

Der er i overvågningsprogrammet kun afsat relativt få ressourcer til at foretage effektundersøgelser, der er direkte knyttet til konkrete vandløbsprojekter, som udføres af kommunerne som en del af de statslige vandområdeplanprojekter.

Det, tænker jeg, er underligt, men også ærgerligt. Ikke mindst set i lyset af, at de nødvendige undersøgelser af effekterne på fisk, smådyr eller vandplanter ikke er særligt bekostelige i forhold til omkostningerne ved at gennemføre de enkelte vandløbsprojekter.