Så meget tjener staten på skovdrift

Staten tjener 50 millioner kroner om året på skovdrift.

Sådan lyder det i en ny beregning for 2013, som Naturstyrelsen har foretaget for Altinget (se faktaboks til højre).

Beregningen viser, at indtægterne fra salg af råtræ, flis, sankning og biproduktion samlet set lyder på 258 millioner kroner. Træerne fælder ikke sig selv, og produktionen af tømmer kræver naturligvis udgifter til eksempelvis løn, maskiner og transport. Det kostede i 2013 116 millioner kroner. Dertil kommer også udgifter til blandt andet vedligeholdelse af anlæg, skovveje og grøfter, som lyder på 30 millioner kroner.

Lægges de tal sammen har staten et overskud på 111 millioner kroner, hvilket svarer godt til de cirka 100 millioner kroner, der har været fremme i debatten af flere omgange. Et tal som kritikere af statens skovdrift har mødt med skepsis, fordi der ikke er regnet såkaldte fællesudgifter med, som dækker over alt fra ejendomsskatter til administration og løntillæg for funktionærer.

I forhold til skovdriften kommer Naturstyrelsen frem til, at en mindre del af de samlede fællesudgifter på 445 millioner kroner om året har forbindelse til tømmerproduktionen. Helt nøjagtig 62 millioner kroner. Derved kan Naturstyrelsen altså notere sig, at skovdriften i 2013 skæppede i pengekassen med 50 millioner kroner, hvilket i gennemsnit giver et overskud på 462 kroner pr. hektar statslig skov.

Hvad koster stop af skovdrift?
Biologerne peger ofte på, at staten bør stoppe skovdrift for at gavne biodiversitet i skovene. Ved tale om et totalt stop vil det altså umiddelbart koste 50 millioner kroner for statskassen. Men ifølge Naturstyrelsen er det imidlertid ikke helt så simpelt.

Styrelsen påpeger, at de 50 millioner kroner ikke direkte kan bruges som målestok for, hvad det vil koste at stoppe statens skovdrift. I en kommentar til regnskabet, lyder det nemlig, at det vil betyde en udgift på MINDST 50 millioner kroner. Der er altså fortsat nogle men'er, som Naturstyrelsen mener, skal tages med i overvejelserne.

Det handler om, at der er udgifter i det nye regnskab, som vil skulle afholdes, uanset om man fortsætter skovdriften eller ej. Eksempelvis nævner styrelsen vedligeholdelse af skovveje, pleje af naturen og bekæmpelse af invasive arter, som fortsat vil være en udgift, selv hvis der ikke er skovdrift. De tiltag har Naturstyrelsen opgjort i 2011 til omkring 50 millioner kroner. Sammen med ejendomsskatter, som udgør 19 millioner om året, vil der altså være yderligere udgifter på 69 millioner kroner om året, hvis man altså ønsker at fortsætte aktiviteterne.

I så fald vil de samlede omkostninger, ifølge Naturstyrelsen, løbe op på 119 millioner kroner om året.

Hvorfor skovdrift?
Mens en række biologer, økonomer og organisationer har kritiseret skovdriften for at være en hæmsko for skovenes biodiversitet, så har miljøministeren omvendt lagt vægt på, at tømmerproduktionen har et formål: Det giver overskud, så der er penge til "naturprojekter, friluftsliv og meget mere."

I 2013 lød det desuden fra Naturstyrelsens vicedirektør, Peter Ilsøe, at indtægterne fra skovdriften er "helt afgørende for den økonomi, vi har". Derudover pegede han på, at det også har et socialt sigte, fordi det giver arbejdspladser, som især ligger i danske yderområder. Ikke kun de 151,5 årsværk, som Naturstyrelsen nu har regnet sig frem til, men også for en række afledte private arbejdspladser, der relaterer sig til statens skovdrift.

Hvor meget skal stoppes?
Naturstyrelsens beregninger tager udgangspunkt i konsekvenserne ved et totalt stop af statens skovdrift, men det er de færreste kritikere af skovdriften, der går med de tanker. Vismændene har eksempelvis konkluderet, at hvis Danmark skal nå målet om at stoppe naturens tilbagegang, er der er behov for at udlægge i alt 39.000 hektar urørt løvskov, mens 8.000 hektar nåleskov skal ryddes. I alt skal driften af 47.000 hektar skov stoppes.

Det er naturligvis meget i forhold til målet på 500 hektar urørt skov i Naturplan Danmark, men stadig langt fra det samlede statslige skovareal på 107.367 hektar.

Vismændene foreslår altså ikke, at al statslig skovdrift skal ophøre.

Hvad med gevinsterne?
Naturstyrelsen retter fokus på en række afledte omkostninger, som skal tages i betragtning, hvis man dropper skovdriften. Mulige positive sideeffekter som mere jagt, flere turister eller andre tænkelige gevinster ved at skovene bliver mere vilde, er derimod ikke en del af regnestykket, selvom det i en cost-benefit-analyse egentlig bør være det.

Gevinsterne forekommer også noget sværere at opgøre, hvor Naturstyrelsen i forhold til jagt slet ikke mener, at der er gevinster at komme efter. Konkret lyder det, at man ved den store, urørte Draved Skov i Sønderjylland fik den modsatte effekt. Det blev simpelthen sværere at leje ud til jagt.

Ifølge vismændene er der heller ikke den store rekreative værdi ved mere urørt skov, som kan forekomme noget uvejsom for skovens gæster. Naturnær skovdrift tillægges dog en positiv rekreativ værdi.

Det Miljøøkonomiske Råd har derimod sat tal på gevinsten ved at styrke biodiversiteten, hvor man har taget udgangspunkt i, hvad betalingsvilligheden er for at beskytte knap 200 truede dyrearter. Det har en værdi for en familie på 100-700 kroner om året, hvilket svarer til mellem 300 millioner og to milliarder kroner om året. Så en eller anden gevinst er der altså forbundet med at beskytte arterne, omend den kan virke noget mere uhåndgribelig end den direkte indtægt fra en solgt stak brænde.

Hvad anbefaler de vise mænd?
De miljøøkonomiske vismænd anbefaler utvetydigt, at man udlægger meget mere urørt skov, fordi "indsatser i skov er meget vigtige i forhold til at beskytte alle arterne. Set i forhold til omkostningerne er der således en høj andel af arterne, som beskyttes ved indsatser i skov."

Derudover har vismændene opgjort, hvad en indsats i skovene koster i forhold til indsatser i det åbne land. Konklusionen er, at urørt løvskov og en rydning af nåletræer er mere omkostningseffektiv pr. hektar end de mest omkostningseffektive indsatser i det åbne land.

Så selvom vismændene mener, at der også bør ske en indsats i den åbne natur, så holder man sig ikke tilbage for at komme med en klokkeklar anbefaling om først og fremmest at prioritere skovene.

"En målsætning om at standse tilbagegangen i biodiversiteten tilsiger, at der skal gøres en indsats, som sikrer alle arter. Hvis det fra politisk side ikke ønskes at realisere hele denne målsætning, bør indsatser i skov prioriteres højst. Herefter følger indsatser rettet mod at beskytte levestederne i åben natur (inklusive de afledte indsatser i agerlandet)," skriver vismændene.