Plan Bi: Forhastet bestøverstrategi tjener kun erhvervet

DEBAT: Regeringen er ved at haste en bestøverstrategi igennem, selvom der mangler afgørende viden om vilde bier. Det er desværre ikke i biodiversitetens interesse – kun i biavlernes, skriver Nina Launbøl Hansen.

Af Nina Launbøl Hansen
Journalist og stifter af naturorganisationen Plan Bi

31. december er fristen for at komme med input til regeringens kommende biodiversitetspakke, som blandt andet skal indeholde en "bestøverstrategi". 

Plan Bi ønsker selvfølgelig at komme med vores forslag til, hvad en kommende bestøverstrategi skal indeholde, hvis den skal være til gavn for vilde bier.

Men hvis man skal kunne sige noget fornuftigt om, hvad vi skal gøre fremadrettet for at hjælpe vores vilde bestøvere, så er det altså lidt vigtigt, at vi ved, hvor vi står lige nu. Og det gør vi overhovedet ikke, når det kommer til vilde bier.

Om humlebierne ved vi, at næsten halvdelen, 41 procent, af vores 29 arter er såkaldt "rødlistede". 

Det vil sige, at de enten allerede er uddøde, eller de er truede af udryddelse i højere eller mindre grad, og det tal er ikke engang opdateret. 

Det bygger på data, der er mere end ti år gamle, men det er altså det bedste, vi har om humlebierne på nuværende tidspunkt. Men så er der alle de andre vilde bier. Vores omkring 260 arter af såkaldte solitærbier. De er end ikke rødlistevurderede endnu. Vi aner altså ikke, hvor mange af dem der allerede er uddøde, eller hvor mange af dem der er truede, eller hvor dem, der er mest truede, "bor".

De truede bier
Honningbierne var de eneste bier, som var inviteret med til regeringens biodiversitetstopmøde i november, men nu er det altså ikke honningbierne, som er truede af udryddelse. 

Tværtimod har verden fået 45 procent flere honningbier de seneste 50 år. Dem, der er truede, er vores vilde bier − vi ved bare ikke helt hvor meget.

Som det kan læses på Aarhus Universitets hjemmeside, så er hele rødlistesystemet ved at blive opdateret. Så det, vi går og venter på i Plan Bi, er, at der for første gang nogensinde skal komme en dansk rødlistevurdering af solitærbierne. 

Problemet er timing. "Ultimo 2019" har svaret lydt fra Aarhus Universitet, som står for rødlistevurderingerne i Danmark, hver gang Plan Bi har spurgt til, hvornår der kommer en rødlistevurdering af vilde solitærbier.

Input på begrænset videngrundlag
Presset på tid, på grund af regeringens frist for indspark 31. december, skrev vi atter til Aarhus Universitet i uge 49.

"Er der udsigt til, at rødlistevurderingen bliver færdig inden årets udgang?" spurgte vi.

"Det kan jeg ikke udelukke, men det er uden garanti. Vi er i absolut sidste fase af arbejdet. Jeg forestiller mig ikke, at det først bliver langt inde i januar," lyder svaret fra den ansvarlige, Jesper Erenskjold Moeslund, postdoc ved Institut for Bioscience.

Det kan jo både blive en pige og en dreng, som man siger. Dit bud på, hvad den udmelding betyder, er lige så godt som mit.

Plan Bis dilemma er: Skal vi komme med input til bestøverstrategien, inden vi ved, hvordan de vilde solitærbier har det? Eller skal vi satse på, at forskerne når at blive færdige inden 31. december, og så sætte juleferien af til at skrive om bier?

Biavlernes interesse i hastværk
Når vi nu ved, at en rødlistevurdering af de vilde solitærbier og en opdatering af alle de andre arter er lige på trapperne, hvorfor vil regeringen så have input fra organisationer og interessenter inden 31. december? 

Ønsker man ikke opdaterede anbefalinger? Disse input kan jo umuligt blive så gennemarbejdede og tidssvarende, som de kunne være.

Når forskerne ikke at lave rødlistevurderingerne færdige inden 31. december, så vil anbefalingerne til en bestøverstrategi være baseret på rødlistevurderingen af kun 29 arter ud af cirka 290 bi-arter. For alle de andre dyre- og plantearter vil anbefalingerne hvile på "gamle data". 

Hvorfor lægger man ikke fristen for at komme med gode forslag til bare lidt efter, vi alle er blevet meget klogere? Hvem kan dog have en interesse i at lægge et kæmpe arbejde i noget, som hviler på gamle data − og for solitærbiernes vedkommende på ikkeeksisterende data?

Set fra de vilde biers skrivebord er der kun én interessent, som kan drage nytte af at få udarbejdet en "bestøverstrategi" i huj og hast, inden vi ved, hvor grelt det rent faktisk står til med de vilde solitærbier i Danmark, og det er biavlerne. 

Har vilde solitærbier det så dårligt, som det må forventes, så vil det reflektere negativt på biavlserhvervet. Derfor er det selvfølgelig ikke i biavlernes interesse at vente med at få en bestøverstrategi på plads, før vi ved præcis, hvordan de vilde bier har det. På den anden side så skal vi vel ikke styres af 2-300 erhvervsbiavlere og nogle tusinde fritidsbiavlere?

På tærsklen til hårrejsende fakta
I Plan Bi mener vi jo faktisk slet ikke, at biavlerne skal være med til at udarbejde en bestøverstrategi.

Deres husdyr, honningbierne, har deres helt egen strategi: Biavlsprogrammet med otte millioner EU- og statskroner bundet i halen. Miljøministeren snakker 20 millioner til decideret biodiversitet i 2020, så den der ene art har vist fået, hvad der tilkommer den.

Sagen er, at biavlerforeningen ved det. Vi ved det. Alle, der arbejder med insekter og biodiversitet, ved det: Vi kan lige så godt indstille os på, at en rødlistevurdering af vilde solitærbier i Danmark bliver en øjenåbner af de helt store. 

Det er selvfølgelig et gæt, at vi står lige på tærsklen til at få hårrejsende fakta om vilde bier, men det gæt er desværre ikke hentet ud af den blå luft. Vi ved, at man i Tyskland har mistet tre fjerdedele af den flyvende insektmasse på 30 år.

Og en helt ny undersøgelse fra Nordtyskland, som er lavet over en tiårig periode, viser samme chokerende tendenser: Vi er simpelthen ved at udrydde vores vilde insekter med lynets hast.

Kan vi ikke gøre det her bare en lille smule klogere?

Forrige artikel Seges: Vores fjorde har brug for lokale indsatser Seges: Vores fjorde har brug for lokale indsatser Næste artikel Dansk Erhverv: Biomaterialer bør anerkendes som knappe ressourcer Dansk Erhverv: Biomaterialer bør anerkendes som knappe ressourcer