Rasmus Ejrnæs: Brug feriepengene på at frikøbe natur og løs biodiversitetskrisen

DEBAT: Gennem årene har flere lovpakker forsøgt at tage hensyn til den vilde natur, men man har aldrig taget skridtet fuldt ud og udpeget arealer, hvor naturen har førsteret, skriver Rasmus Ejrnæs.

Af Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Hvad skal det koste at redde naturen? Her kommer et perspektiv på det spørgsmål: Regeringen har indefrosset cirka en månedsløn per dansker i feriepenge, og det beløber sig til 100 milliarder kroner.

Hvis man forestillede sig at købe areal fri til naturen for 100 milliarder kroner, ville det med kvadratmeterprisen på 12 kroner hos Den Danske Naturfond resultere i, at 20 procent af Danmark blev frikøbt for evigt til vild natur.

Det ville kunne løse biodiversitetskrisen med et slag, og det ville sikre en rig og spændende natur for alle kommende generationer af danskere. Tænk over det, og læs den lidt længere forklaring nedenfor.

Mangel på plads
Det største problem for Danmarks biodiversitet er mangel på plads.

Plads skal her forstås som steder, hvor naturen har mulighed for at udfolde sig uden at være underlagt alle mulige hensyn og produktionskrav, som stammer fra os mennesker.

I Danmark har vi ikke sådan nogle steder. 60 procent af landet er landbrugslandskaber, som er stærkt påvirket af pløjning, gødskning, bekæmpelse af ukrudt og skadedyr og høst af afgrøder. Her er ikke plads til, at naturen rokker med ørerne.

14 procent af landet henligger som skov, og i produktionsskovene dyrker vi nogle få træarter, træerne fældes i deres ungdom og fjernes fra skoven.

Produktionsskovene er drænet ligesom landbrugslandet, og her er rationalet, at træerne skal vokse op i tæt skygge, så de strækker sig mod lyset og producerer rette stammer uden knaster og sidegrene. De tørre, skyggefulde produktionsskove uden gamle træer er en biologisk ørkenvandring.

Mange misforstår budskabet
12 procent af landet henligger som byzone og sommerhusområder med beboelse, veje og anden infrastruktur.

Her sætter asfalt og sten en naturlig grænse for levestederne, og byernes grønne arealer er præget af beboernes og kommunens præferencer for klippede græsplæner, klippede hække, unge, sunde træer og eksotiske planter fra plantecentrene.

Selvom der er flere levesteder i skovene og byerne end i landbrugslandet, er der mange vilde dyr, planter og svampe, som ikke har noget at leve af i de 86 procent af landet, som vi mennesker dominerer stærkt.

Jeg tror, at mange beslutningstagere og debattører har misforstået budskabet om, at naturen mangler plads derhen, at de tror, at det nu gælder om at tage landbrugsjord ud af omdrift og omlægge det til skov eller anden natur.

Det er muligt, at dette kan blive aktuelt, men for det første er det ikke nogen førsteprioritet set med biodiversitetens briller, og for det andet kunne man egentlig også argumentere for, at det er helt naturligt, at det danske landbrugsareal udgør en stor del af landjorden i et land, som har så gode dyrkningsbetingelser som Danmark.

Hvis man forestillede sig, at politikerne i Danmark skulle lave fysisk planlægning for hele Europa, kunne man snildt forestille sig, at de ville lægge to tredjedele af Danmark ud til landbrug og ikke indskrænke arealet yderligere.

Så her kommer den første vigtige og overraskende take home message i dette indlæg: Det er de ti til 15 procent af landarealet, som i dag henligger som beskyttede lysåbne naturtyper, naturskove og kyster, hvor naturen først og fremmest har brug for at få bedre plads. Her går det nemlig ad helvede til for biodiversiteten.

Artikel 17-rapporteringen for Danmarks internationalt beskyttede naturtyper i 2019 viste, at næsten alle danske naturtyper er i ugunstig bevaringsstatus. Den seneste opdatering af den danske rødliste viser fortsat tilbagegang for Danmarks truede arter.

Naturen har aldrig førsteret
Her kommer forklaringen, og det er vel indlæggets anden overraskende take home message: Den ringe tilstand skyldes, at naturen ude i de udyrkede naturområder ikke er beskyttet effektivt mod trusler fra landbrug og skovbrug af nogen eksisterende dansk lovgivning.

Man har godt nok gennem årene forsøgt sig med at integrere hensyn til den vilde natur i arealanvendelsen gennem skovloven, naturbeskyttelsesloven, miljømålsloven og nationalparkloven, men man har aldrig taget skridtet fuldt ud og udpeget arealer i Danmark, hvor naturen har førsteret.

Der foregår i dag overalt i Danmark naturskadelige aktiviteter motiveret af hensynet til landbrug og skovbrug og jagt i nationalparkerne, Natura 2000-områderne og de beskyttede naturområder.

Og grunden til, at man ikke har reserveret nogle arealer i Danmark helhjertet til den vilde natur, er den enkle, at så skulle man have betalt ejerne kompensation for de offeromkostninger, som er forbundet med at afstå fra anden anvendelse af områderne, og det har man aldrig været villig til at betale for.

Vanvittig forglemmelse
Nu har I fået forklaringen på, hvorfor forskerne taler om plads og om behovet for en naturzone i den fysiske planlægning.

Det er også forklaringen på, hvorfor Rune Engelbreth Larsen har foreslået naturnationalparker. Fordi man havde glemt at beskytte naturen i nationalparkerne. Overvej lige, hvor vanvittigt det er.

Når naturen ikke er beskyttet på den beskedne del af landarealet, som vi ikke bruger intensivt, medfører det, at arealerne er afvandet, at biomassen bliver høstet til flis og brænde, at store nøglearter som krondyr, dådyr og vildsvin bliver reguleret hårdt eller udryddet, at man med landbrugsstøtte kan overgræsse naturområder, så blomster og sommerfugle udryddes, eller man kan sende maskiner ud og homogenisere naturen og kalde det naturpleje.

Det, som de truede arter mangler i den danske natur, er fritstrømmende vand og forsumpede moser, det er naturligt næringsfattig jordbund, det er naturlig vegetation med vilde plantearter, det er store helårsgræssende planteædere i naturlige tætheder, som ikke bliver fodret, og det er store gamle træer i varierende grad af forfald.

Og det er stop for både afvanding, regulering af de store dyr, biomassehøst, honninghøst og fjernelse af træer og dødt ved.

Fire opgaver til politikerne
Så her kommer tredje take home message: Opgaven ligger på politikernes bord og består af følgende delopgaver:

Sæt et mål for, hvor meget af Danmarks landareal skal reserveres til vild natur, og lav en lovgivning, som præciserer, hvad der menes med arealer, som reserveres til vild natur. Afsæt de nødvendige ressourcer til at betale offeromkostningerne ved arealreservation til natur, og sørg for, at genopretning og løbende drift af naturområderne bliver baseret på faglig viden

Det er værd at hæfte sig ved punkt to. Vi har ingen lovgivning i dag, som kan understøtte helhjertet arealreservation til naturen. Derfor risikerer regeringens udspil til naturnationalparker at ende (ligesom nationalparkerne) i et interessentslagsmål om, hvem der skal bestemme i de udpegede områder.

Her må politikerne træde i karakter og lovgive, så alle er klar over, at førsteprioritet til naturen er ment alvorligt, og at der derfor er diskussioner, som det ikke længere er relevant at spilde tid på.

Der er også lyspunkter i mørket, og de to vigtigste er: Naturbeskyttelsen behøver ikke at kompromittere samfundets interesser i primærproduktion, beboelse og infrastruktur. Der er stadigvæk masser af plads til vores behov.

Hvis politikerne beslutter at give danskerne vild og mangfoldig natur, så har de et positivt og livsbekræftende politisk projekt, som kan lyse en smule op mellem alle de tvungne grå reformer for at løse problemer knyttet til sundhedssektoren, ældrebyrden, arbejdsmarkedet og den globale opvarmning.

Forrige artikel L&F: Glyphosat er hverken hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende L&F: Glyphosat er hverken hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende Næste artikel Rådet for Grøn Omstilling: EU bør anvende forsigtighedsprincip for glyphosat Rådet for Grøn Omstilling: EU bør anvende forsigtighedsprincip for glyphosat