Rasmus Ejrnæs: Miraklet på Molslab kan vende biodiversitetskrise til fremgang

DEBAT: Et gammelt mysterium ser nu ud til endelig at have fundet sin løsning. Nu forstår vi, hvad der skal til for at omskabe kedelige græsørkener til rigt blomstrende græsland, skriver Rasmus Ejrnæs.

Blomster på Molslaboratoriet.Foto: Morten DD Hansen

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Et af de store problemer i dansk natur er mængden af græs. Vi er verdensmestre i græs.

Ikke nok med at vores landbrug forædler og avler frøgræs til den store guldmedalje og sender kødkvæg ud at græsse på saftige græsmarker og eksporterer rullegræs til verdens fodboldstadioner, vi plastrer også enhver ledig kvadratmeter i haver, parker, industrigrunde og vejrabatter til med græs.

Græs er praktisk, det vokser hurtigt og dækker de bare flader. Problemet er bare, at der ikke er ret meget biodiversitet knyttet til græs.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

For det første dyrker vi kun en lille håndfuld af Danmarks 120 forskellige vilde græsarter, og for det andet er græsserne vindbestøvede og dermed uden værdi for vilde bier og andre bestøvende insekter.

For at gøre ondt værre, så dyrker vi græsset for dernæst at høste det til wraphø eller køre det over med plæneklipperen, og så må selv græsrandøjer og græshopper give op.

Formålet med vores statsejede naturområder er hverken offentlige arbejdspladser eller produktion af bøffer, men derimod at give plads til et rigt og mangfoldigt dyre- og planteliv.
Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Professor Grimes teori
Desværre dominerer græsserne ikke kun på de dyrkede arealer. Der bliver tilsyneladende også mere og mere græs ude i naturarealerne.

På heder og surgræsland tager græsserne blåtop, bølget bunke og hestegræs magten over hedelyng, klokkelyng, guldblommer og tormentil, og på de naturlige mose-, eng- og græslandsområder dominerer fløjlsgræs, tagrør, engrottehale, hundegræs, rajgræs og draphavre over konkurrencesvage arter som mælkeurt, hundeviol, lav tidsel, djævelsbid og pimpinelle.

Jeg husker tydeligt mit udlandsophold som ung ph.d-studerende hos mit store idol professor John Philip Grime i Sheffield.

Jeg skulle eksperimentere med planternes strategier og succes under forskellige levevilkår, og Grime betroede mig, at et af de store uafklarede spørgsmål i vegetationsøkologien var, hvad der bestemmer balancen mellem græsser og bredbladede urter.

Grimes egen teori var, at græsserne vandt konkurrencen, når vegetationen blev græsset tæt, fordi de hurtigt kunne skyde igen fra vækstpunkterne nederst i græstuen. Omvendt kunne de bredbladede urter drage fordel af deres mere fleksible arkitektur, hvis vegetationen fik lov til at vokse op i højden.

Rigt blomsterflor ved Billund Lufthavn
Vel hjemme i Danmark kunne jeg bruge Grimes hypotese til at forklare, hvorfor lufthavnsarealerne ved Billund lufthavn, som bliver klippet konstant til 10-20 centimeters højde, resulterer i så rigt et blomsterflor.

I modsætning til tætklippede plæner, hvor græsset vinder på den lange bane, så giver den højere klippehøjde mulighed for, at de blomstrende urter kan få overmagten og folde sig ud.

På den anden side måtte der mangle et eller andet i Grimes model, fordi mange landskaber med hede og græsland, hvor græsningen er blevet opgivet, ender med at være meget domineret af græs.

Og hvis der endelig er andre urter, så er det konkurrenceplanter som nælder, skræpper og tidsler.

Desuden nager det en biolog som mig, at alle de mange arter af bredbladede urter jo ikke er udviklet i evolutionens løb som en tilpasning til klippeaggregatet i Billund Lufthavn – der må være et naturligt forstyrrelsesregime, som passer til de vilde blomster. Så gåden har levet i årtier: Hvilken mekanisme kan understøtte en rig og mangfoldig vegetation med masser af blomstrende urter?

Læs også

Red Orangutangen: Kampen mod arters udryddelse gør os klar til ny pandemi

Debat

Opskriften er fundet på Mols
Nu ser det ud til, at vi har fået svaret: Ude på Molslaboratoriet er det lykkedes på kun 3,5 år at forandre græsdominerede landskaber til blomsterrige landskaber domineret af konkurrencesvage bredbladede urter som blåhat, høgeurter, knopurter, pimpinelle, gyldenris, liden klokke, tormentil og troldurt.

Opskriften har været helårsgræssende køer og heste uden tilskudsfodring og i tætheder, som har været bestemt af fødegrundlaget frem for forvalterens mening om det rette græsningstryk.

Det ser altså ud til, at græsserne taber på den lange bane, hvis de bides og trampes tæt i vintermånederne, men til gengæld kun græsses moderat i sommerens vækstperiode.

For det er jo det som sker, når tætheden af planteædere er bestemt af mængden af føde gennem den knappe årstid. Under sådanne naturlige vilkår spiser dyrene først op om vinteren.

Grime havde altså nok en pointe i, at det er en fordel for de bredbladede urter, at græsningen ikke er for hård om sommeren, men Grime havde overset betydningen af dyrenes græsning og slid om vinteren uden for planternes vækstsæson.

Risiko for dødbidning
Pludselig kommer jeg til at tænke på, at min nabo Karen, som er landbrugskyndig, faktisk har forklaret mig denne virkning, uden at jeg helt forstod vigtigheden.

Hun forklarede mig nemlig, at kvæget ikke må komme på græs for tidligt på året – ikke før græsset er stærkt nok.

Hvis dyrene kommer for tidligt på græs risikerer man dødbidning af græsset, hvorved græssets vækstpunkter skades og hvidkløverens udløbere bides af. Sker det, tager det lang tid for græsset at genvinde sin grokraft.

Det er man naturligvis ikke interesseret i, hvis man skal producere bøffer eller komælk, men det bør naturelskere på den anden side udnytte hæmningsløst til at eliminere græssets dominans!

Vanvittige perspektiver for biodiversitet
Det er ikke for meget at tale om "miraklet på Molslab", fordi forvandlingen er så omfattende, og fordi den er sket så hurtigt.

Det åbner nogle vanvittige perspektiver for at vi kan vende biodiversitetskrisen til fremgang for alle de planter, sommerfugle, bier, svirrefluer med flere, som er helt afhængige af gode vilkår for konkurrencesvage bredbladede urter og for deres blomstring om sommeren.

Rundt omkring nikker andre seriøse naturforvaltere til erfaringerne fra Molslab. De har også oplevet, hvordan helårsgræsning ved naturlige tætheder uden tilskudsfodring kan genskabe blomsterrigdommen på arealer, som var groet til med højt græs.

Biologisk set giver det ekstremt god mening.

Når der er udviklet så mange arter af bredbladede urter med så mange tilknyttede insekter, så er det jo fordi de har haft et levested. Og det levested har været en del af de forhistoriske landskaber med masser af store planteædere.

I et millionårigt perspektiv har Europas økosystemer myldret med elefanter, næsehorn, vildheste, urokser, bisoner, elge, kæmpehjorte og mange flere.

Det er kun de sidste små 100 år at dyrene gradvist er forsvundet helt fra landskabet, og de sidste rester af græssende husdyr typisk holdes i sommergræsning ved unaturligt høje tætheder.

Resten af naturen er under tilgroning, fordi der slet ingen planteædere er længere.

Hasteanmodning til ministeren
Nu haster det med at udbrede miraklet, og derfor vil jeg indtrængende anmode miljøministeren om at implementere græsning som naturlig proces på alle statsejede naturområder i Danmark.

Det skal foregå ved at etablere helårsgræsning ved naturlige tætheder og uden tilskudsfodring.

Molslaboratoriet har vist vejen, og derfor vil det være helt naturligt at begynde med statens arealer i Mols Bjerge. Hellere i dag end i morgen.

Det starter med en politisk beslutning i Folketinget om, at formålet med vores statsejede naturområder hverken er offentlige arbejdspladser eller produktion af bøffer, men derimod at give plads til et rigt og mangfoldigt dyre- og planteliv.

Politik har aldrig været vigtigere