Kommentar af 
Rune Engelbreth Larsen

Rewilding kan afvikle designer-natur og sikre naturligere natur

Hvis vi ønsker at genoprette og bevare intakte økosystemer, der skal rumme og fremme så mange som muligt af de arter, der hører naturligt hjemme i Danmark, er rewilding er en vigtig del af svaret, skriver Rune Engelbreth Larsen.

Uanset den ene eller anden sproglige finesse handler rewilding kort fortalt om at afvikle eksisterende designer-natur og i stedet lade de naturlige processer drive naturens udvikling, skriver Rune Engelbreth Larsen.
Uanset den ene eller anden sproglige finesse handler rewilding kort fortalt om at afvikle eksisterende designer-natur og i stedet lade de naturlige processer drive naturens udvikling, skriver Rune Engelbreth Larsen. Foto: Privatfoto: Rune Engelbreth Larsen.
Rune Engelbreth Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vildskab, vild med vilje, genforvildet natur, vildheste… Der er næppe tvivl om, at 'det vilde' sætter sit præg på tidens natursprog, og at det er blevet et pejlemærke i et paradigmeskift, der sender os i retning af større og mere selvforvaltende naturområder. Med ét ord: Rewilding.

Men hvad vil dét sige – og hvornår er 'vild natur' egentlig vild nok til at være vild?

Eksempelvis er Hanstholm Vildtreservat et af de større danske naturområder, som mange forbinder med en 'vildmark'. Men er den vidtstrakte klithede i Nationalpark Thy virkelig vild?

Den er både stor, skøn og forblæst, og man kan ofte spotte krondyr, der spankulerer rundt derude og fuldender vildtreservatets landskabsæstetik. Men trods navnet er 'vildmarken' i vildtreservatet egentlig ikke særlig 'vildt’ eller naturligt – selv om potentialet er der.

Krondyrbestanden bliver for eksempel holdt kunstigt nede af nedskydningen i nærområderne. Flere steder ligger der dyner af dødt plantemateriale og hæmmer blomstervældet, fordi der ikke er et tilstrækkeligt antal dyr til de store mængder planteædermad. Mure af tilplantede nordamerikanske nåletræer hindrer desuden klithedens arter i at sprede sig og skaber et sort trædække af plantagetømmer, hvis dræning også forarmer søer og vandområder nedstrøms.

Vi har påvirket alle oceaner og kontinenter i så voldsom grad, at selv hvis menneskeheden også udryddede sig selv, ville konsekvenserne af vores negative påvirkninger stadig være markante i millioner af år.

Rune Engelbreth Larsen, forfatter og idéhistoriker

Men hvis ikke vildtreservatet er vildt, hvad er så? Det er ikke så entydigt at svare på.

Hvis vi for eksempel siger, at vild natur skal være 100 procent blottet for menneskelig påvirkning, eksisterer der slet ingen vild natur længere, hverken i Danmark eller andre steder på planeten. Homo Sapiens har nemlig påvirket alle oceaner og kontinenter med affald, nedfald, udryddelser og klimaforandringer i så voldsom grad, at selv hvis menneskeheden også udryddede sig selv, ville konsekvenserne af vores negative påvirkninger stadig være markante i millioner af år.

Mere meningsfuldt er det at se på 'det vilde' som en skala fra det mindre til det mere vilde. Forestiller vi os et interval fra total kultur (en asfalteret flade uden så meget som en sprække med en trodsig mælkebøtte) til total natur i den anden ende (en ubeboet vildmark i Sibirien for 10.000 år siden), bliver det klart, at absolut 'vild natur' er en fiktion.

Vi kan lige så lidt komme tilbage til naturlandskaber for en million år siden, som vi kan komme tilbage til naturen for 10.000 eller 100 år siden, men jo længere vi ser tilbage, desto mere kan vi lære om vigtigheden af, at arter og naturlige processer kan udfolde sig på egne præmisser, og konstatere, at jo mindre menneskelig indflydelse, desto vildere og naturligere er naturen.

Bemærk ordene 'vildere' og 'naturligere', ikke 'vild' og 'naturlig'. Sidstnævnte absolutter er kun interessante i en filosofisk debat om abstrakter, ikke i en konkret og omskiftelig virkelighed. Vild natur er et pejlemærke for retningen, ikke et opnåeligt mål i nogen absolut forstand.

Rewilding opstår i USA i slutningen af 1980’erne, vinder fodfæste i løbet af 1990’erne, og handler om genoprettelsen og beskyttelsen af "vildnis i stor skala". Oprindelig var rewilding karakteriseret programmatisk ved tre k'er: kerneområder, korridorer, kødædere.

Rune Engelbreth Larsen, forfatter og idéhistoriker

Hvad er så 'rewilding'? Det har naturligvis noget med at genforvilde naturen at gøre, men et pragmatisk svar består nok også af en skala, idet man kan tale om rewilding i større eller mindre grad.

Ingen har patentet eller definitionsretten, hvilket på den ene side er godt nok, fordi vi derved undslipper snæver dogmatik, men på den anden side også er lidt skidt, fordi begrebet misbruges i flæng af grupperinger, der ikke taler naturens og biodiversitetens ærinde.

Historisk betragtet er det et nyt begreb, der opstår i USA i slutningen af 1980’erne og vinder fodfæste i løbet af 1990’erne, og som handler om genoprettelsen og beskyttelsen af "vildnis i stor skala". Oprindelig var rewilding karakteriseret programmatisk ved tre C'er: 'cores', 'corridors', 'carnivores' – eller på dansk tre k'er: kerneområder, korridorer, kødædere.

Et kvart århundrede senere er dette dog ikke den mest anvendelige eller tidssvarende 'definition' længere – ikke alene udvikler nye begrebsforståelser sig gerne dynamisk over tid, men der er også detaljer, som af andre grunde har fortonet sig i ligningen.

Klassiske naturkorridorer er ikke nødvendigvis særlig hensigtsmæssige, har det vist sig, og udsættelse af kødædere er der heller ikke lige så megen fokus på i dag. Nogle skelner også mellem passiv og aktiv rewilding – for eksempel er ulvens genkomst passiv rewilding, fordi den er kommet retur til Danmark af sig selv, hvorimod genintroduktionen af bæver i Vestjylland i 1999 er et eksempel på aktiv rewilding.

Af disse og andre grunde kritiseres begrebet også for at være for diffust. Det kender vi imidlertid også fra andre begreber inden for naturforvaltningen.

Hvad betyder for eksempel 'naturpleje' og 'naturbevarelse'? Vi kalder det for naturpleje at sætte får ud i Rebild Bakker, selv om de ensretter naturværdierne og æder mange af de blomster, de egentlig skulle fremme. Så hvad er det egentlig, vi 'plejer' med den form for naturpleje, og hvad er det, vi 'bevarer', med den form for naturbevarelse?

I dag anvender forskere og forvaltere rewilding pragmatisk og hensigtsmæssigt. Den meget anbefalelsesværdige introduktion til begrebet og dets forskningsgrundlag er pædagogisk forklaret i tidsskriftet 'Natur og Museum' nr. 4 i 2014, hvor fire danske forskere skitserer rewilding i kontrast til klassisk naturpleje: "Den traditionelle naturforvaltning har i høj grad sigtet på at fastholde konkrete arealer i bestemte foretrukne tilstande gennem nøje tilrettelagt pleje og restaurering. I modsætning hertil har rewilding ikke som mål at fastholde en bestemt naturtilstand, men på at genskabe de naturlige processer i økosystemerne".

På Naturmødet, der for nylig løb af stablen i Hirtshals, var keynote-speakeren Alastair Driver, der er direktør i organisationen Rewilding Britain, og han karakteriserer begrebet på tilsvarende vis: "Rewilding er en genopretning af økosystemer i stor skala, der tilstræber at genetablere de naturlige processer, og – hvor det er hensigtsmæssigt – manglende arter, der får lov til at forme landskabet og habitaterne i det".

Bemærk, at der ikke ligger noget 'romantisk natursyn' til grund for denne tilgangsvinkel, hvis vi med 'romantisk' mener en bestræbelse på at komme tilbage til en tidligere historisk epoke.

Rewilding er også en slags 'new-wilding', der ikke tilstræber et fortidigt naturbillede, men simpelthen slipper et fremtidigt naturbillede mere frit. Eller måske bare 'wilding'. Det er også titlen på en bog af Isabella Tree, der beretter om, hvordan landbruget på det engelske gods Knepp Estate blev omlagt til artsrig natur i Knepp Wildland.

Uanset den ene eller anden sproglige finesse handler rewilding kort fortalt om at afvikle eksisterende designer-natur og i stedet lade de naturlige processer drive naturens udvikling.

Vi skal have elge, bisoner, og bævere tilbage, for i takt med udviklingen af vores designer-natur har vi udryddet dem, og skal vi designer-naturen til livs, er det de store dyr, der gør arbejdet på den mest naturlige måde. 

Rune Engelbreth Larsen, forfatter og idéhistoriker

Men er det ikke bare at erstatte et gammelt design med et nyt rewilding-design, for også rewilding indebærer jo nogle aktive tiltag, ikke sandt?

Jo, det indebærer for eksempel, at man afvikler de grøfter og dræn, som produktionsinteresser har installeret utallige steder i det kunstige natur-design, vi har i dag. Det er denne aktive afvikling, der får naturligere søer, moser og andre vådområder tilbage.

Det er også et udtryk for, at vi aktivt af-designer det eksisterende plantagedesign, fordi det jo overalt er designet til at levere tømmer og flis med stærkt negative konsekvenser for skovnaturens økosystemer. Hvis vi skal have naturskove, må vi også indledningsvis fælde og fjerne de ikkehjemmehørende nordamerikanske nåletræer, som vores designer-plantager er fulde af, for ellers reproducerer de mørke og ensformige plantage-kulisser bare sig selv igen.

Så ja, vi skal aktivt gøre noget for at få de naturlige processer tilbage, men rewilding er ikke et 'design'. Det er en strategi til at afvikle designer-natur, så økosystemerne derefter kan få de bedste og mest naturlige udgangsbetingelser.

Det er også derfor, at vi blandt andet skal have elge, bisoner, og bævere tilbage, for i takt med udviklingen af vores designer-natur har vi udryddet dem, og skal vi designer-naturen til livs, er det de store dyr, der gør arbejdet på den mest naturlige måde. Netop disse dyr kan genskabe den variation og dynamik, som de øvrige arter er udviklet i et evolutionært samspil med – og som masser af arter og levesteder derfor er stærkt afhængige af.

Og ja, for at få de store dyrs afgørende økosystemfunktioner tilbage, skal de genudsættes bag hegn, for ellers forbliver de jo ikke en del af de økosystemer, de skal gavne.

Summa summarum: Hvis vi ønsker at genoprette og bevare intakte økosystemer, der skal rumme og fremme så mange som muligt af de arter, der hører naturligt hjemme i Danmark, er det inden for ovenstående pragmatiske betydningsramme, at rewilding er en vigtig del af svaret.

En betydningsramme, der ikke fører naturen tilbage i tid, men gør brug af erkendelser fra fortidige økosystemer uden megen menneskelig indblanding for at sikre så optimale betingelser for mere selvforvaltende økosystemer i fremtiden.

Man kunne godt have ønsket sig, at de modstandere, der er drevet at bekymring for dyrevelfærd, havde forstået denne dynamik, for så ville det stå selvindlysende klart, at vi samtidig får økosystemer, der i langt højere grad opfylder de naturlige behov og stimulerer den naturlige adfærd hos de dyr, der udsættes.

Faktisk hænger det hele sammen: Jo mere, vi ønsker at fremme naturen – og jo bedre vilkår, vi ønsker for de store dyr, vi genudsætter – jo større skal områderne være, og desto længere skal vi ud ad rewilding-skalaen.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune Engelbreth Larsen

Medlem af repræsentantskabet, Danmarks Naturfredningsforening og Det Etiske Råd, forfatter, foredragsholder, naturfotograf, digter, klummeskribent for Altinget
cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab (Aarhus Uni. 1998)