S: Venstres miljøpolitik er frygtelig kortsigtet

DEBAT: Regeringens miljøpolitiske kurs er katastrofal og kommer til at koste samfundet dyrt, skriver Socialdemokraternes miljøordfører, Maja Panduro. Hun frygter konsekvenserne for både erhvervslivet, naturen og Danmarks internationale føreposition på det grønne område.

Af Maja Panduro
Miljøordfører for Socialdemokraterne 

Der er en bestemt tegning fra WulffMorgenthaler, som jeg ofte tænker på for tiden. 

Den forestiller en pige, som sidder på stranden, i færd med at lægge sidste hånd på sit sandslot. 

Bag hende ser man en lidt større knægt komme springende med et skadefro grin og en kæmpe skovl højt hævet over hovedet, klar til at smadre det møjsommelige arbejde. 

Teksten til billedet er: ”Der findes grundlæggende to slags mennesker.” Heldigvis har livet som regel flere nuancer end det. 

Ikke desto mindre minder regeringens første hundrede dage desværre ret meget om knægten med skovlen. Særligt på miljøområdet.

Det tegner ikke godt
I sidste uge startede folketingsåret officielt. Statsministeren har været på talerstolen med sin åbningstale, og forhandlingerne er i fuld gang.

Da Lars Løkke Rasmussen (V) holdt sin tale, var der ikke mange overraskelser på miljøområdet. 

Igen fortalte han om, hvordan han mener, at vi er forrest i den grønne omstilling. Så nu kan vi godt slappe af. 

Endnu engang slog han et slag for, at de danske landmænd skal have lov at gøde mere, selvom han ikke sagde, at det blandt andet skal ske i vores naturbeskyttede områder. 

Og nok en gang måtte vi høre, hvordan Venstre mener, at vores frie kyster ikke er værd at beskytte.

I lovprogrammet for det nye folketingsår ser man tydeligt regeringens prioriteter på miljøområdet. 

Liberalisering af kystbeskyttelsen, fjernelse af randzoner, genmodificerede afgrøder på vores landbrugsjorde, mere gødning og mindre beskyttelse af vores natur. 

De få forslag siger ligesom det hele.

Forurening er for dyrt
Jeg synes, at vi Socialdemokrater altid har haft et fornuftigt og pragmatisk syn på vores natur og miljø. 

Naturligvis skal vi passe på vores dyr, planter, luft og drikkevand. 

Det skal vi, fordi de har en egen iboende værdi. Men også fordi det er økonomisk fornuftigt at passe på de ressourcer, vi har. 

Hvis ikke vi for eksempel får rettet op på den skrantende biodiversitet, så får vi den ikke igen. 

Og så forsvinder vigtige arter, som har en funktion i vores økosystemer. En funktion, som det kan være rigtig dyrt at erstatte eller kompensere for. 

Når først vores grundvand er blevet forurenet, så er det rigtig dyrt at få det renset igen. 

Luftforurening sender hvert år mange mennesker på sygehuset. At slække på natur og miljøbeskyttelsen er en rigtig dyr affære.

Derfor er det mig også helt og aldeles uforståeligt, at Venstre vil trække vores Naturplan DK tilbage. 

Det er en kortsigtet besparelse, som kan vise sig at blive rigtig dyr i længden.

Et ærgerligt signal
Finanslovens besparelser på miljø og klima er i det hele taget et signal til omverdenen om, at Danmark ikke længere skal kendes på vores grønne ambitioner, hvis det står til Venstre. 

Målsætninger, som ellers har haft brede flertal på tværs af Folketinget, skal nu skrottes. 

Meget bizart er det, at ministeren nu dropper målet om, at vi skal fordoble det økologiske areal i 2020, når nu det faktisk var Eva Kjer selv, der indførte målet tilbage i 2009.

Det mest uforståelige er måske alligevel Venstre-regeringens arrogance over for det erhvervsliv, som de påstår at være så nært forbundne med. 

Erhvervslivet har brug for pejlemærker og satsninger på bestemte politiske retninger, og når der er så voldsom slinger i valsen, så kan det mærkes. 

Det går ud over investeringsmiljøet og risikovilligheden i både små og store erhverv. 

For hvilket signal sender det til landmænd, der overvejer at omlægge til økologi, når regeringen fortæller dem, at det ikke er noget, vi prioriterer i det politiske Danmark? Samme signal, som får en tysk energigigant til at varsle, at hvis ikke Danmark stopper slingrekursen, er det slut med investeringer her.

Venstre svinger med skovlen over mange års tværpolitiske danske sandslotte. 

Den manglende prioritering af alle danskeres miljø og natur er himmelråbende kortsigtet. For miljøet, for økonomien, for Danmark.

Forrige artikel Biolog: Venstre fodrer os med en brødløgn Biolog: Venstre fodrer os med en brødløgn Næste artikel BL: Ingen krummer i urigtigt udsagn fra KU-forsker BL: Ingen krummer i urigtigt udsagn fra KU-forsker
Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge

Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge

DET SKER: Energiens Folkemøde, DI-topmøde og valget af en ny Venstre-formand, der ventes at blive en tidligere miljø- og fødevareminister. Det er nogle af højdepunkterne i denne uges grønne overblik.