Sportsfiskerne: Fremgang i vandløbene risikerer at gå i stå med Vandområdeplan 3

Der er sket store forbedringer i mange af de danske vandløb. Faktisk er det den eneste naturtype i Danmark, der har været i fremgang over de seneste 20 år. Det kan vi blandt andet takke en række visionære og handlekraftige kommuner for samt de mange ildsjæle og frivillige, der har knoklet med vandløbsrestaurering.

Alligevel er vi langt, langt fra at være i mål med de indsatser, der skal sikre god økologisk tilstand i de 18.500 kilometer vandløb, som er en del af vandområdeplanerne.

Tager man udgangspunkt i den seneste Basisanalyse, der blandt andet kortlægger tilstanden i vores vandløb, estimerer Miljøstyrelsen, at cirka 30 procent af vores vandløb lever op til god økologisk tilstand. Det vil sige, at cirka to tredjedele af de målsatte vandløb altså stadig er langt fra at kunne kategoriseres som vilde og velfungerende.

Forsinkelse er dybt bekymrende 

Med den kommende Vandområdeplan 3, der løber til 2027, er det sidste udkald for at rette op på det og leve op til vores forpligtelser overfor EU, men så sandelig også de forpligtelser, vi har for at sikre gode og sunde vandløb – til gavn for biodiversiteten, klimaet og alle de danskere, der mere end nogensinde før søger ud i naturen for at få et tiltrængt frirum.

Det er derfor dybt bekymrende, at Vandområdeplanerne endnu engang er forsinket – og hvad værre er, at der med udkastet til finanslov 2022 er afsat alt for få midler til indsatser, der skal forbedre vandløbene.

Hvor er regeringens grønne vision?

Den altoverskyggende barriere for at få velfungerende og vilde vandløb er de utallige spærringer, der sidder som blodpropper i Danmarks blå hjerte. Ifølge Miljøstyrelsens basisanalyse er der i dag fortsat én eller flere spærringer i 1800 ud af i alt 7400 vandløb i Danmark.

Skal der ske fremdrift kræver det, at nogen fører taktstokken og tager styring på de svære spørgsmål om store spærringer og levende ådale. Vi kan ikke udskyde problemerne længere. 

Torben Kaas
Formand, Danmarks Sportsfiskerforbund

Der er tale om alt fra rørunderføringer til store stemmeværker ved tidligere elværker, vandmøller og dambrug. Fælles for dem er, at de spærrer for fisks og andre af vandløbenes dyrs fri vandring op og ned i vandløbene.

Og det er helt nødvendigt, at der kommer passage for at indfri miljømålene, da kravene i vandrammedirektivet er baseret på et one out – all out-princip, hvor et vandløb først kan kategoriseres som i god økologisk tilstand, hvis alle parametre er opfyldt.

Som nævnt er der sket forbedringer mange steder – og de steder, det er sket, ser vi straks naturen kvittere med gydende fisk, en levende og naturlig å med en større biodiversitet og en styrket lokaløkonomi i landdistrikterne, fordi levende vandløb tiltrækker mange naturbrugere. Men rigtig mange indsatser er også blevet udskudt, og venter nu på en indsats i Vandområdeplan 3. Samtidig er det særligt de både dyre og teknisk vanskelige spærringer, der er tilbage.

Man burde derfor tro, at miljøministeren og regeringen, som har en klar grøn vision med ønsket om en rigere natur, et renere vandmiljø og en klimaindsats, der skal give genlyd verden over, var særligt ambitiøse, når det kom til vores vandløb, hvor netop nøglen til at løse flere af disse udfordringer på én gang ligger. Men foreløbigt ser det ikke sådan ud.

Urealistisk økonomisk ramme

På udkast til finanslov for 2022 er der afsat 99,3 millioner kroner årligt til vandløbsindsatser. Det ligger på cirka samme niveau som i 2020 og 2021. Men indsatsbehovet er kun vokset. Og af de 99,3 millioner kroner kommer 42 millioner kroner fra EU-midler, ti millioner kroner fra fisketegnsmidlerne, som er indbetalt af lystfiskerne selv gennem det statslige fisketegn, og de sidste 43,3 millioner kroner fra staten. Derudover betaler staten cirka 30 millioner kroner til kommunerne til udførelse af opgaven.

Med dén økonomiske ramme er det urealistisk, at Danmark kommer til at leve op til Vandrammedirektivets krav til vores vandløb inden udgangen af 2027. Der mangler midler – særligt nationale midler.

Flere restaureringsprojekter, hvor fjernelse af spærringer har været en del af projektet, er gået i stå eller blevet afvist, da de ikke lever op til kravet om omkostningseffektivitet. Kort fortalt et krav om, at prisen for projektet skal matche en række betingelser, for eksempel om, hvor mange kilometer der åbnes op for ved fjernelse af spærringen.

Men reglerne er rigide og begrænser muligheden for, at kommuner eller fonde, som selv ønsker at prioritere vandløbsnaturen, kan bidrage til projektet – for så vil det, så længe der er EU-midler involveret, typisk falde på grund af manglende omkostningseffektivitet.

Der mangler politisk mod

Zoomer vi ind på de helt store spærringer, dem er der 10-15 af i Danmark, er det i høj grad også nationale midler, der mangler og ikke mindst politisk mod. Løsninger ved spærringer som dem ved Kratværkssøen i Storå og Tangeværket i Gudenåen er gået i stå – selvom det er her, de helt store gevinster for naturen kan hentes.

Skal fremgangen i vores vandløb ikke gå i stå, skal der altså mod og midler til nu.

Torben Kaas
Formand, Danmarks Sportsfiskerforbund

I Danmarks Sportsfiskerforbund foreslår vi derfor, at man ser på muligheden for at oprette en separat pulje med midler til at løse netop de store spærringer, da de skiller sig markant ud fra de øvrige spærringer – både hvad angår den økonomiske ramme, men særligt også når det kommer til at håndtere lokale interesser og tekniske udfordringer.

I foråret 2021 leverede en arbejdsgruppe nedsat af miljøministeren sine forslag til en løsning for fri passage i Gudenåen. Arbejdsgruppen var enige om, at der skulle laves en løsning, som levede op til forpligtelserne i Vandramme- og Habitatdirektivet – men kunne ikke finde fælles fodslag om én konkret løsning. Til gengæld blev der afleveret flere mindretalsudtalelser. Det er snart ved at være et år siden – og arbejdsgruppen har ikke hørt noget siden.

En vanskelig opgave at nå i mål

Skal der ske fremdrift kræver det, at nogen fører taktstokken og tager styring på de svære spørgsmål om store spærringer og levende ådale. Vi kan ikke udskyde problemerne længere. Slipper vi vandløbene fri, er de både en vigtig del af løsningen på god tilstand i vandløbene selv, men også i de indre farvande og i havet.

Det er en vanskelig opgave at nå i mål med de sidste og sværeste opgaver for at skabe et bedre vandmiljø og en rigere natur i vandløb og ådale. Det kræver en helhedsorienteret indstilling med multifunktionel jordfordeling som et centralt værktøj og et opgør med silotænkningen i vandløbsforvaltningen.

Det hører vi fra flere sider: KL, DN, Friluftsrådet, Collective Impact og Landinspektørerne. Og ender vi nu med en underfinansieret Vandområdeplan 3 er risikoen, at en stor del af vandløbsindsatsen vil blive forsinket endnu engang og tidligere udførte projekter i vandløb og ådale ikke vil leve op til deres fulde potentiale.

Skal fremgangen i vores vandløb ikke gå i stå – og skal vi udnytte de mange potentialer, der er i at tænke vandløb og ådale sammen – skal der altså mod og midler til nu.